Karma er en identitetspolitisk kælling

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der findes mange måder at skrive politiske erindringer på. Bill Clinton satte barren med sin mursten ”My Life”, mens Barack Obama leverede lyriske afsnit i ”Dreams from My Father”. Kamala Harris’ nye bog om præsidentkampagnen sidste år lægger sig et andet sted i spektret: Den er et tilbageblik, hvor Harris kommer til at afsløre, at hun er fanget i en identitetspolitisk labyrint.

Bogen bekræfter i virkeligheden det, mange har tænkt, men få har sagt så direkte: Harris’ politiske blik er så farvet af kategorier som køn, hudfarve og seksuel orientering, at man under læsningen nærmest kan høre en bankovært tælle identitetspolitiske felter på spillepladen.

Ironien er til at tage og føle på. I 2020 var det næppe nogen hemmelighed, at Joe Bidens valg af Kamala Harris som vicepræsidentkandidat i høj grad var et DEI-valg (Diversity, Equity & Inclusion på engelsk, red). Biden havde på forhånd bebudet, at hans vicepræsidentkandidat skulle være en kvinde. I kølvandet på politidrabet på George Floyd var det dernæst så sikkert som amen i en sydstatskirke, at vedkommendes hudfarve ikke ville være toastbrødhvid. Demokraterne følte, at der var brug for en kandidat, der kunne tale ind i både race- og kønsdagsordenen, og dermed blev Kamala Harris det oplagte valg.

Fire år senere – da Harris selv skulle vælge en vicepræsidentkandidat med kort varsel – var hun til gengæld blevet nervøs for, at identitetspolitikken kunne have taget overhånd. I bogen ”107 days” skildrer hun sine overvejelser om Pete Buttigieg, den tidligere borgmester fra South Bend, Indiana, og den første åbent homoseksuelle minister i USA’s historie. På papiret et stærkt kort. Men Harris endte med at fravælge Buttigieg. Officielt handlede det om geografi og erfaring.

I andre interview har Harris nævnt, at Buttigieg kunne have haft svært ved at tiltrække sorte vælgere. Men i den nyeste version af historien lader hun nu forstå, at problemet faktisk var, at valget af Buttigieg ville have resulteret i en for perfekt diversitetsplade: køn, race og seksualitet. Eller som Harris formulerer det i bogen:

»Buttigieg ville have været en ideel partner – hvis jeg havde været en heteroseksuel, hvid mand. Men vi bad allerede Amerika om meget: at acceptere en kvinde, en sort kvinde, en sort kvinde gift med en jødisk mand. En del af mig havde lyst til at sige: Skidt pyt, lad os bare gøre det. Men med tanke på, hvad der var på spil, var det en for stor risiko.«

Som bekendt valgte Harris i stedet for Minnesotas guvernør, Tim Walz, der til forveksling ligner de fleste andre midaldrende hvide mænd i Midtvesten. Walz var så meget leverpostej, at han kunne have været et godt bud på et nyt produkt fra Stryhn’s.

At Harris nu skriver åbent om sit diversitetsfravalg, er på sin vis ganske ironisk og tilmed afslørende. For som sædvanlig skulle Kamala Harris tage tilpas mange tilløb, før hun fik forklaret sit fravalg af Buttigieg. Først var det Buttigiegs alder, så var det hans begrænsede politiske erfaring, så var det hans manglende popularitet hos sorte vælgere, og nu er det så blevet hans seksualitet. Men hey, så fik vi da i det mindste afklaret, at »no homo« kunne have været Kamala Harris’ valgslogan. Eller som man nok ville beskrive det i tv-serien ”Breaking Bad”, hvis man skulle åbne en fastfoodrestaurant: »No homos candidatos.«

Når man læser passagen om fravalget af Buttigieg, fornemmer man, hvordan Harris anskuer et kandidatfelt som en spejlsal af identitetspolitiske etiketter: kvinder, sorte, latinamerikanere, homoseksuelle, asiater, unge, jøder, veteraner og veganere. Det bliver kategorier, der skal balanceres, snarere end mennesker, der skal vurderes. I sidste ende ender Kamala Harris med at fravælge sit personlige førstevalg, som hun ifølge bogen ovenikøbet elsker af hele sit hjerte. Man gad godt have været en flue på væggen, da Harris fik sagt til Buttigieg, at hun elskede ham af hele sit hjerte, men at han desværre var for homoseksuel til at kunne blive hendes vicepræsidentkandidat.

Dermed bliver det venstrefløjens identitetspolitiske paradoks, der bliver bogens mest interessante (selv)afsløring. Kamala Harris vil gerne fremstå som hævet over identitetspolitikken. For hende skulle valgkampen handle om de helt store emner som frihed og demokrati.

Men i praksis var hun i så udpræget grad et produkt af det identitetspolitiske tankegods, at hun ikke kunne gøre sig fri af det.

Konsekvensen blev vitterlig, at Harris ikke turde træffe beslutninger, som hun selv foretrak.

Det afslører hun ved at nævne i bogen, at Buttigieg var hendes personlige førstevalg som vicepræsidentkandidat. Dernæst må vi forstå, at det er de reaktionære amerikaneres og rådgivernes skyld, at hun gik med Mr. Stryhn’s fra Minnesota.

At tørre sin egen ubeslutsomhed og tøven af på det amerikanske folk – der angiveligt ikke ville kunne have håndteret en sort kvinde og en homoseksuel mand i Det Hvide Hus – samt en flok konsulenter, er ikke definitionen på lederskab. Det er definitionen på at være fanget i en identitetspolitisk labyrint, der til syvende og sidst også bliver en selvopfyldende profeti og belejlig bortforklaring.

Onde tunger vil også kalde det karma. Og i det her tilfælde er karma en identitetspolitisk kælling. Eller som Pete Buttigieg så fint har formuleret det i denne sammenhæng i et interview med netmediet Politico:

»Jeg blev ærligt talt overrasket, da jeg læste det – jeg mener, at man bør give amerikanerne lidt mere kredit. Min erfaring i politik er, at den måde, man opnår vælgernes tillid på, primært handler om, hvad de tror, du vil gøre for deres liv – ikke om kategorier.«

Man skal tydeligvis høre sandheden fra børn, fulde folk og homoseksuelle i disse tider.