Missionæren blev martyr i et Amerika, hvor volden viser vejen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forsiden på New York Post var som sædvanlig spot on. Og så den 11. september af alle dage. Baggrunden var en begivenhed så traumatisk, at den endda fik årsdagen for terrorangrebene til at glide i baggrunden for en stund. Forsiden blev prydet af en ung mand og et tankevækkende citat:

»Vi er nødt til at vende tilbage til at kunne have en rimelig uenighed, hvor vold ikke er en mulighed.« Charlie Kirk 1993-2025. Myrdet i et forsøg på at ændre folks mening.

Den triste baggrund var, at en af USA’s mest indflydelsesrige konservative aktivister er blevet myrdet koldblodigt. »Den singulære leder af den næste MAGA-generation,« som netmediet Axios beskrev ham, blev kun 31 år gammel.

Charlie Kirk var en højtbegavet politisk missionær, der nu er blevet en politisk martyr. Han er det seneste symbol på voldens vej i Amerika. En skrækkens sti godt hjulpet på vej af politisering, voldsparathed og nem adgang til våben. Det er en farlig glidebane, der burde føre til selvransagelse i en supermagt, der ganske langsomt er ved at begå civilisatorisk selvmord.

Det er kun 14 måneder siden, at Donald Trump var millimeter fra at miste livet ved et vælgermøde. Man tør ikke forestille sig, hvad der var sket i USA, hvis Trump var blevet dræbt den dag. Og lad os i denne sammenhæng også lige minde om, at det kun er tre måneder siden, at den demokratiske politiker Melissa Hortman og hendes ægtefælle blev dræbt i Minnesota.

I denne uge blev det så blodig alvor igen: En uomgængelig stemme på den amerikanske højrefløj er blevet myrdet. Det er svært at overvurdere symbolikken i dette snigmord. Charlie Kirk var ikke bare endnu en republikansk aktivist: Han var den nok mest effektive konservative influencer i sin generation. Kirk gjorde konservatismen cool igen. Han var så indflydelsesrig, at selv ”South Park” kastede sig over at parodiere ham.

Eller som Will Sommer beskrev Kirks eftermæle hos det konservative webmedie The Bulwark:

»Hans mest varige eftermæle er måske, at han viste Det Republikanske Parti vejen til at konkurrere i nutidens hektiske medieverden.«

Charlie Kirk prædikede på universitetscampusser med samme gennemslagskraft som en evangelisk tv-præst. Kirks kirke var ikke lavet af teglsten, men et simpelt telt, som man ville kunne købe i Silvan. Hans rolle var missionærens, men hans skæbne blev martyrens.

George Orwell sagde engang:

»Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk, hvad de ikke ønsker at høre.«

Charlie Kirk betalte den ultimative pris for denne fundamentale ret. Konsekvenserne kan blive uoverskuelige, for som klummeskribenten Ezra Klein har formuleret det:

»Fundamentet for et frit samfund er evnen til at engagere sig politisk uden frygt for vold. At miste det er at risikere at miste alt. Charlie Kirk – og hans familie – har lige mistet alt. Som land er vi også kommet et skridt tættere på at miste alt.«

Amerika har efterhånden et regnskab af politisk vold, hvor saldoen er blodrød. Når man går efter Donald Trump på en kornmark i Pennsylvania og snigmyrder Charlie Kirk på en universitetscampus i Utah, sender man et tydeligt signal: Ingen er fredet. Eller som journalist og forfatter George Packer så rammende – og deprimerende – har udtrykt det i The Atlantic: »I en atmosfære af national paranoia og had gør hver politisk voldshandling den næste mere sandsynlig.«

Amerikanerne ved det inderst inde nok godt. De har desværre prøvet det før. Politisk motiverede mord trækker sig som et hæsligt spor gennem amerikansk historie: Abraham Lincoln i 1865, Robert F. Kennedy i 1968, Charlie Kirk i 2025. Spørgsmålet er derfor nok ret beset, hvornår krudttønden eksploderer igen i USA.

På den yderste højrefløj er der nu toneangivende stemmer som Matt Walsh, der bl.a. skriver således på sociale medier:

»Hele højrefløjen er nødt til at stå sammen. Nok af det her interne vrøvl. Vi er oppe imod dæmoniske kræfter fra Helvedes afgrund. De dræber os i vores kirker. De forsøgte at dræbe vores præsident. De dræbte Charlie, en af vores største fortalere. Læg de personlige skænderier til side. Nu er ikke det rette tidspunkt. Dette er eksistentielt. En kamp for vores egen eksistens og vores lands eksistens.«

Et republikansk medlem af delstatsparlamentet i Virginia placerer mordet på Kirk i en nærmest apokalyptisk kontekst:

»Jeg tror ikke, de er klar over det endnu, men mordet på Charlie vil blive husket som den dag, hvor vi endelig vågnede op til, hvad denne kamp virkelig er. Det er ikke en civil konflikt mellem landsmænd. Det er en krig mellem diametralt modsatte verdensanskuelser, som ikke kan sameksistere fredeligt med hinanden. Den ene side vil vinde, og den anden side vil tabe. Charlie forsøgte at vinde den kamp gennem argumentation, gennem diskussion, gennem fredelig løsning af uenigheder. Og den anden side myrdede ham.«

Der er kødannelse på vredens vej efter drabet på Charlie Kirk. Som historiker føler man sig spolet tilbage i tiden til den blodige parade af politisk motiverede mord på bl.a. John F. Kennedy, Malcolm X, Martin Luther King Jr. og Robert F. Kennedy i 1960’erne.

Der er vi heldigvis ikke endnu. Men man kan spørge sig selv, om USA var en mere samlet nation dengang, end det er tilfældet i dag?

I dag lider sammenholdet også under algoritmerne. På internettet begynder konspiratoriske tosser på venstrefløjen lynhurtigt at fortolke snigmordet på Charlie Kirk som en afledningsmanøvre, så Trump kan fjerne fokus fra Jeffrey Epstein. Spørgsmålet er derfor ikke kun, om USA bevæger sig ind i en ny spiral af politisk vold. Spørgsmålet er også, hvor længe demokratiet kan holde til det.

USA er verdens ældste forfatningsbaserede demokrati. Men i dag er det også et af de mest skrøbelige demokratier i den vestlige verden. Sat på spidsen:

Hvad er et demokrati egentlig værd, når man på et splitsekund bogstaveligt talt kan gå fra en sund demokratisk meningsudveksling til et politisk motiveret snigmord?

Donald Trump overlevede. Det gjorde Charlie Kirk ikke. Fortsætter voldens vej i Amerika, bliver det i længden også landets demokratiske fundament, der kommer til at stå for skud.