Europas svaghed er både materiel, økonomisk og moralsk

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Polen har aktiveret NATO’s artikel 4. I den står der, at »parterne vil konsultere hinanden, når en af dem mener, at en parts territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet«.

Årsagen til dette forholdsvis drastiske skridt er, at polske og NATO-styrker natten mellem tirsdag og onsdag nedskød 19 russiske droner, der befandt sig i det polske luftterritorium.

Rusland har gennem længere tid ligget i åben hybridkrig imod de vestlige lande. Et godt eksempel er jammingen af GPS-signaler over den sydøstlige Østersø. Ved hjælp af en kraftig sender, der formentlig er placeret i nærheden af Kaliningrad.

At sende dronerne ind over Polen kan man betragte som en optrapning af den hybride krig. Uden, at man tager det allersidste skridt. Der, hvor man fra russisk side prøver at ramme et mål i Polen og dermed foretage et egentligt angreb.

Det mest sandsynlige formål med det russiske angreb er at prøve Polens og NATO’s beredskab af. Er det højt nok til at opfange, at angrebet i det hele taget finder sted? Og hvis ja: Er det også højt nok til at reagere med nedskydning af dronerne?

Den gode nyhed er, at dronerne blev fanget i de vestlige varslingssystemer og skudt ned. Den dårlige nyhed er, at det skete med F-35-fly. Det svarer til at bruge en Ferrari til at pågribe en knallertbølle, der har tunet sin Puch Maxi. Altså en ekstremt kostbar metode til at opnå et resultat, der er forholdsvis banalt. Hvis NATO-landene virkelig var bevæbnet hensigtsmæssigt, skulle opgaven løses med et mindre avanceret - og dermed billigere - våben, der befandt sig på landjorden. For eksempel det tyske Gepard-system, der grundlæggende består af to radarstyrede 35 mm maskinkanoner.

Hvorfor gør Rusland noget så vanvittigt som at sende droner ind over et NATO-land, og dermed udløse en artikel 4-situation?

Det korte svar er: Fordi det i realiteten ikke er farligt for Rusland. Og dermed kan betragtes som en investering i at få fastslået, at Europa er svagt.

På den ene side af konflikten - som vi efterhånden burde opfatte som helt åben - står Rusland, der blandt andet er allieret med Kina og Iran. Disse tre lande har sat sig i spidsen for den ligeledes helt åbenlyst anti-vestlige alliance imod Vesten, der for nylig mødtes i den kinesiske by Tianjin.

På den anden side står et svagt og splittet Europa, der måske og måske ikke er allieret med USA i NATO.

Europas svaghed er både materiel, økonomisk og moralsk.

Under det materielle forfald må man først og fremmest - i denne sammenhæng - nævne den sørgelige forfatning, de væbnede styrker befinder sig i, når det gælder langt de fleste europæiske lande.

Men til det materielle forfald hører også nedslidt infrastruktur i mange lande og et forældet produktionssystem, der stadig først og fremmest er baseret på industrielle produkter og ikke på højteknologi.

Til de økonomiske problemer hører i mange lande usunde, offentlige finanser. Men også en svigtende vækst, der blandt andet skyldes overregulering.

Og sidst, men ikke mindst, den lidt diffuse størrelse, som et moralsk forfald udgør. Som jeg næsten vil mene er det alvorligste problem.

Med ganske få undtagelser - Danmark er en af dem - er landene i Europa ekstremt splittede. På højrefløjen ønsker man en langt strammere udlændingepolitik og et opgør med det etablerede menneskerettighedssystem. I de fleste lande ønsker man også et opgør med wokeness.

På venstrefløjen vil man have mere af alt det, højrefløjen er imod. Flere mennesker fra Stormellemøsten. Flere dybtgående samfundsændringer med henvisning til, at alle skal tage hensyn til selv den mindste minoritet.

Endelig er der indvandrerne fra Stormellemøsten. En meget stor del af dem ønsker dybtgående samfundsforandringer, der skal tilnærme de vestlige lande til den islamiske kultur, de stammer fra (hvorfor de så har gjort sig den ulejlighed at flygte fra lande, som lever op til deres ønsker, til lande, hvor mange er skeptiske over for dem, står hen i det uvisse).

Den moralske splittelse i Europa kommer ingen steder mere tydeligt til udtryk i den alliance mellem venstrefløj og islamisme, der på fransk hedder ”islamogauchisme”. Hvor venstrefløjen kæmper hårdt og uforsonligt til fordel for terrorbevægelsen Hamas og dens krav om selvstændighed og nederlag til Israel. Mens højrefløjen til højre for de etablerede partier kæmper for det modsatte: At islamogauchismen skal sættes så hårdt på plads, som det overhovedet er muligt.

I midten af alt dette står så de etablerede partier. De har i mange lande årtiers - og nogle steder mere end et århundredes - erfaring med at lede deres respektive lande. Men nu ved de ikke, hvad de skal gøre.

Indgå i en koalition med centrum-venstre, der i et eller andet omfang er inficeret af islamogauchisme? Eller indgå i en koalition med det hårde højre - der ofte også er fjendtligt for de veletablerede, europæiske institutioner. Og i nogle lande som fx Tyskland besynderligt forliebte i Rusland og russisk propaganda.

Der er formentlig meget få steder, hvor man ser dette mere tydeligt end min daglige arbejdsplads, Europa-Parlamentet.

Kommissionen er først og fremmest valgt af en proeuropæisk midterkoalition, der består af De grønne, Socialisterne, De liberale og De konservative (for nu at forenkle partigrupperne rimeligt kraftigt).

Men denne midterkoalition presses konstant af den europæiske splittelse. De grønne og Socialisterne kan ikke holde til afskalning til De ureformerede kommunister i The Left. Derfor lyder de nogle gange næsten lige så anti-israelske som en palæstinademonstration, der marcherer gennem Københavns gader.

De konservative kan ikke holde til en afskalning til det hårde højre. Derfor er det i denne kreds fristende at søge et samarbejde med de mest fornuftige fra det hårde højre. Som vi i Danmark sagtens ville kunne samarbejde med.

Problemet er bare, at hvis man samarbejder med den fornuftige del af det hårde højre, følger der en fuldkommen bims svigerfamilie med, som man ikke kan undgå. Ruslandselskere og hardcore nationalister og folk, der har svært ved at se, at nazisternes fejl var så graverende endda. Og helt ude på overdrevet et enkelt medlem, som ønsker at genrejse det polske monarki (der blev nedlagt i 1795).

Selvom vi sagtens ville kunne samarbejde med Sverigedemokraterne - der minder meget om Dansk Folkeparti - er det den bimse svigerfamilie, der er problemet. Kunne vi blive af med den, ville der tegne sig nogle helt nye og spændende koalitionsmuligheder i Europa-Parlamentet. Samtidig med, at vi ville blive fri for de helt uspiselige og usmagelige, ureformerede kommunister og terrorstøtter i The Left.

Lige her og nu er det sådan, at midterpartierne holder sammen. Ikke fordi vi elsker hinanden højt, men fordi vi føler, at vi sidder på en tømmerflåde i et frådende hav af galninge og fanatikere.

Det fører til megen stilstand og mange små hop på stedet. Mange forsikringer om styrke og enhed. Men få handlinger, der faktisk beviser påstandene.

Europa og Vesten er ude i en konflikt, vi ikke kan være sikre på at vinde. Fordi det udadtil er en konflikt med en alliance bestående af Rusland, Kina og Iran. Og indadtil en konflikt med en islamogauchisme, der - indrømmet - har opnået en fantastisk succes, når det gælder om at gøre Hamas’ bullet points til det uantastede grundlag for at tale om, hvad der sker i Gaza. Denne indre fjende er mindst lige så farlig som den ydre fjende, der føres an af alliancen Rusland-Kina-Iran.

Vi skal have løst en tredobbelt krise, der både er materiel, økonomisk og åndelig. Jeg er overbevist om, at det begynder med, at vi kommer ud af vores åndelige krise. Så det bliver klart for flere ikke blot, hvad vi kæmper imod, men også hvad vi kæmper for: Borgerlige rettigheder. Personlig frihed. Demokratiske institutioner. Eller kort og godt: Hele den vestlige levevis, vi indtil for ganske få år siden tog for givet.