Historisk valg i Norge

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den røde blok vandt knebent ved det netop overståede Stortingsvalg i Norge. Men samtidig var der tale om et valg, som på flere måder kan betegnes som virkelig historisk.

For det første fik Fremskrittspartiet med hele 23,9 pct. af stemmerne sit bedste stortingsvalg nogensinde siden partiets grundlæggelse i 1973 og blev mere end fordoblet i forhold til valget i 2021, hvor det opnåede 11,6 pct. Jordskredssejren må blandt andet tilskrives det aftagende Utøya-syndrom. Dvs. at mange norske vælgere nu igen, her 14 år efter højreekstremisten Anders Breiviks terrorhandlinger på Utøya og i Oslo d. 22. juli 2011, igen tør stemme på Fremskrittspartiet uden at frygte af nogle dermed at blive stemplet som højreekstreme.

Dertil kommer, at Fremskrittspartiet efter en lang periode i borgerlig koalitionsregering (med bl.a. Høyre) fra 2013 til 2020, nu har været i opposition i nogle år og dermed bedre ved dette valg har kunnet fremlægge sin egen politik uden hele tiden at skulle gå på kompromis med andre partier i den blå blok. I valgkampen har partiet således blandt slået på sine ønsker om markante stramninger af udlændinge- og retspolitikken.

Partiet ser dog - på grund af de rød-grønne partiers valgsejr - ud til at komme til at stå uden for direkte indflydelse de næste fire år. Men indirekte vil det uden tvivl komme til at sætte sit præg på den norske politiske debat og dermed måske være med til at trække nogle af de øvrige partier mere til højre. Ligesom man har set det i flere perioder i Danmarkshistorien med Fremskridtspartiet og siden 1995 med Dansk Folkeparti.

For det andet fik Høyre med sine 14,6 pct. af stemmerne sit tredje dårligste valg nogensinde siden partiets grundlæggelse tilbage i 1884. Partiet er nu ikke længere det største borgerlige parti i Stortinget. En ganske uvant situation. Årsagerne er mange. Men en kombination af at have været presset fra både venstre (Arbeiderpartiet) og højre (Fremskrittspartiet) er nok en væsentlig del af forklaringen. Kombineret med, at partiets leder Erna Solberg, der nu har været med i toppen af norsk politik i to årtier, generelt ikke længere har så stor opbakning blandt vælgerne - heller ikke blandt Høyres egne.

For det tredje var det ikke kun Fremskrittspartiet, der fik sit bedste stortingsvalg nogensinde. Det gjaldt også de to små partier Rødt (som blev grundlagt i 2007, og som nærmest svarer til Enhedslisten herhjemme) med sine 5,3 pct. af stemmerne og Miljøpartiet De Grønne (som blev dannet i 1988) med sine 4,7 pct. Disse to partiers fremgang må tilskrives hhv., at Rødt har kunnet markere sig på en række politiske forskelle til det relativt midt- og kompromissøgende Arbeiderparti, som har haft statsministerposten under Jonas Gahr Støre i de seneste fire år, og den store rolle, som klima- og miljøpolitikken har spillet i norsk politik - ligesom i politikken i mange andre europæiske lande - i den senere tid.

Problemet for Jonas Gahr Støres Arbeiderparti, som fik en fremgang fra 26,3 pct. til 28,2 pct., er imidlertid, at han er afhængig af alle partierne i den røde blok (de rød-grønne partier), dvs. både Rødt, Miljøpartiet de Grønne, Sosialistisk Venstreparti, Senterpartiet og - naturligvis - sit eget Arbeiderpartiet, hvis han vil danne regering med udgangspunkt i denne blok, i stedet for at kigge mere hen over midten.

Specielt afhængigheden af Rødt kan forekomme mange Arbeiderpartivælgere - og andre vælgere - problematisk. Rødt adskiller sig nemlig markant fra alle de øvrige partier i Stortinget ved at ønske Norge meldt ud af NATO. Selv i den nuværende situation med Ruslands igangværende angreb på Ukraine.

Så selv om selve valgdramaet er overstået, er der nu udsigt til ganske spændende - og måske langvarige - regeringsforhandlinger i Norge.

Men uanset, hvad disse så måtte munde ud i, var der tale om et virkeligt historisk valg i går.