Trump som kunstkritiker? Nej, han er censor
Når Trump vil diktere, hvad Smithsonian må udstille, er det ikke patriotisme, men censur forklædt som værdikamp. Når staten styrer kunsten, risikerer vi, at historien omskrives til magtens fordel.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Donald Trump har sat Smithsonian på skafottet. Med et pennestrøg har han udpeget USA’s største kulturinstitution som skydeskive i sin kulturkrig. På Det Hvide Hus’ hjemmeside kan man nu finde en liste over værker og udstillinger, der efter præsidentens mening ikke lever op til de »amerikanske idealer«. Kort efter fulgte et påbud til museets ledelse om at gennemgå otte museer, så indholdet fremover kan »justeres«. Officielt kaldes det patriotisme. I virkeligheden er det ren politisk censur.
Når en præsident vil diktere, hvilke værker et museum må vise, er vi ikke længere i smagens domæne. Det er magtens forsøg på at forvandle kunsten til propaganda – til pæn pynt uden kritisk bid.
Smithsonian er ikke en hvilken som helst institution. Det er verdens største kultur- og videnskompleks med 21 museer, 14 forskningscentre og millioner af besøgende hvert år. Når en præsident vælger netop denne bastion som mål for sin ideologiske kampagne, er det ikke tilfældigt. Det er et frontalangreb på idéen om, at historien er mangfoldig og skal fortælles i mange stemmer.
Historien kender allerede det mønster: Nazisterne gjorde det samme i 1930’erne, da de fordømte ”entartete Kunst” og gik fra udskamning til forbud og destruktion. Staten satte sig til doms over, hvad der måtte eksistere. Når Trump i dag kræver »eftersyn« og »tilpasning«, er det den samme gamle logik – blot i moderne indpakning. Vi har set det flere gange siden. Men altid i stater, vi tog afstand fra, og endda nogle gange også pålagde restriktioner og embargoer for at vise, at vi tog afstand. Gad vide, hvordan vi reagerer denne gang?
Kunst har altid været magtens yndlingsredskab. Kolonimagter og kejsere vidste, at man kan erobre folk gennem symboler, ikke kun gennem land. Napoleons triumfsøjle på Place de la Concorde, støbt af fjendens kanoner, eller Roms mange egyptiske obelisker, kronet med kors for at vise, hvordan kristne fyrster besejrede de vantro, er evige monumenter over den form for symbolsk plyndring.
Og nu gentager historien sig: En præsident, der vil gøre kunsten til nationalt tapet. Men kunsten mister sin frihed, så snart den reduceres til flagviftende dekoration. Og et samfund uden et frit kunstnerisk spejl bliver et samfund, der kun ser sig selv i magtens forvrængede version.
Man kan affeje det som små detaljer: en liste her, et krav dér. Men vi ved, hvor det fører hen. Når staten først sætter sig til rette som censor, er næste skridt at skrive historien om – til egen fordel.