En hilsen fra beskyttelsesrummet i Kyiv: Der er endnu lang, lang vej til fred i Ukraine

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Wenn jemand eine Reise tut so kann er was erzählen.

Der var mildest talt hold i denne klassiske tyske vending, da jeg i sidste uge tog toget til Kyiv.

Vi var dårligt kommet ind i Polen, før de dårlige nyheder tikkede ind. Det største drone- og missilangreb siden juli var i gang over Kyiv, og for første gang var det gået ud over internationale kontorer: EU-Kommissionens repræsentation og British Councils lokale hovedkvarter.

Angrebene fortsatte dagen efter og gav anledning til samtaler med ukrainere i de provisoriske beskyttelsesrum, ikke mindst under banegården.

»Vi giver ikke op, men I må øge jeres hjælp nu og ikke lade os i stikken,« var kammertonen.

Den følelse må være blevet større, som ugen skred frem. Her kunne ukrainerne se Putin deltage i den kinesiske sejrsparade i Beijing. At Putin efter topmødet med Trump i Alaska er ved at komme ud af isolationen, sås tydeligt på den indiske premierminister Narendra Modis sociale medier, hvor han i udkanten af paraden krammede Putin.

Stort set samtidig gentog Putin sit klassiske synspunkt om, at det var Ukraine, der i 2022 havde angrebet Rusland og ikke omvendt.

Det hele blev kun værre af, at den slovakiske premierminister, Robert Fico, følte sig kaldet til at tage til Kina for bl.a. at mødes med Putin og bede om mere energi.

I det lys var det med lettelse for præsident Zelenskyj, at han senere på ugen blev modtaget af de nordiske og baltiske ledere på Marienborg.

Herefter fulgte et topmøde i Paris sammen med koalitionen af de villige, altså de 35 lande, der i særlig grad har forpligtet sig til at hjælpe Ukraine.

Hele 26 lande var ifølge Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, klar til at »indsætte en tryghedsstyrke i Ukraine eller være til stede på land, til søs eller i luften«. Selvom denne nyhed om sikkerhedsgarantier er vigtig, bør den ikke overvurderes.

For det første kan beslutningen først udmøntes, når der er fred, hvilket Putins udtalelser i denne uge mildest talt ikke tyder på vil ske foreløbigt. For det andet skal Donald Trump være villig til at engagere sig militært.

Selvom Macron talte med Trump i telefonen i forbindelse med mødet, er der også store spørgsmålstegn her. Det virker snarere, som om Trump har mistet lidt af interessen for Ukraine, samtidig med at hans administration ifølge Financial Times’ kilder sågar overvejer at svække USA’s militære engagement i lande, der grænser op til Rusland.

For det tredje hænger der også store spørgsmålstegn over europæiske lederes vilje til at stille med tropper. Lande som Polen, Rumænien og Finland meldte hus forbi, mens andre ikke var klar til at tage stilling.

Det gjaldt bl.a. Tyskland, hvor kansler Merz sågar irettesatte kommissionsformand Ursula von der Leyen. Hun havde ellers et par dage før mødet i Paris mere end antydet, at Tyskland var klar.

Ifølge Merz var det for tidligt at tage stilling, hvilket blot bekræfter, at garantier først skal igennem en vanskelig indenrigspolitisk proces.

Som en konsekvens af dette må Europa erkende, at diskussionen om sikkerhedsgarantier ikke må overskygge dét, der er vigtigst her og nu.

Og her må vi tilbage til mine samtalepartnere i beskyttelsesrummet i Kyiv. For ikke at svigte må Europa øge våbenleverancerne, styrke sanktionerne, sætte fart på diskussionen om at bruge indefrosne midler og åbne udvidelsesforhandlinger.

Kort sagt: Der ligger en stor opgave for det danske EU-formandskab i at sikre, at EU ikke primært fokuserer på tiden efter krigen, men på hvordan Ukraine her og nu kan modtage hjælp.