Mette er sød, Løkke er en gnavpot – og Troels vil helst bare ligge i læ

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der findes hård magt og blød magt. Den hårde magt er den, der tvinger os, ofte mod vores vilje. Gennem krige, økonomiske begrænsninger eller reformer, der føles ubehagelige.

Den bløde magt er den, der får mennesker til at ændre adfærd ved at overtale dem med gode argumenter eller lokke med belønninger af forskellig art.

Der er intet usædvanligt i, at den bløde magt tages i anvendelse, når et valg nærmer sig. Lige nu står vi i en gedigen regnbyge af gode gaver op til årets finanslovsforhandlinger.

Håbet er, at det resulterer i vækst i regeringspartiernes vælgerhav. Et hav, der er ved at skrumpe til en sø. Vi kan glæde os til både billigere el, billigere bøger, billigere chokolade og kaffe og flere varme hænder til de små.

Alt sammen udmærket, og gaveregnen vil nærme sig et skybrud, når oppositionspartierne også vil sætte deres bløde aftryk i finanslovsforhandlingerne. For hvem vil ikke gerne give populære gaver.

Den kolde kendsgerning er imidlertid, at gaverne hurtigt glemmes og tages som en selvfølge.

De politikere, der for alvor går over i historien, er dem, der har modet til at gennemføre store, langtrækkende samfundsforandringer trods modstand og risikoen for at blive halshugget. Enten bogstaveligt eller ved at blive sat fra bestillingen af vælgerne.

Kong Christian VII’s livlæge, Johan Friedrich Struensee, der var den reelle regeringsleder i nogle år i 1700-tallet, satte afgørende spor ved at slække censuren, forbedre uddannelses- og sundhedssystemet og tage initiativ til de første landbrugsreformer.

Det kostede ham bogstavelig talt hovedet, muligvis fordi hans aktiviteter også omfattede besøg i dronningens gemakker. Grænsen går altså ved sengekanten. Men selv få års magtudøvelse kan sætte fremsynede spor, og det gjorde Struensee.

I midten af 1800-tallet formåede de nationalliberale grundlovsfædre D.G. Monrad og Orla Lehmann at skrive vores stærke grundlov, trods udbredt skepsis. I 1930’erne gennemførte den socialdemokratiske regering og den fremsynede socialminister K.K. Steincke samfundsforandrende socialreformer, der fortsat står solidt med principperne om et socialvæsen baseret på rettigheder.

Også den legendariske Jens Otto Krag (S) satte spor med vedtagelsen af kildeskatten og viljen til at få Danmark tilsluttet det europæiske fællesskab EF, som det hed dengang.

I vores tid er det Venstres Anders Fogh, der i sin regeringstid i 00’erne formåede at gennemføre brede velfærdsaftaler, der gav flere valgmuligheder for borgerne og lagde fundamentet for den bundsolide økonomi, vi for øjeblikket har glæde af.

Men de store, langsigtede reformer har ørkentider for øjeblikket. Kun meget få politikere har øje for de lange linjers politik, der kan skabe stabilitet og tryghed i en urolig tid. Modet er visnet, og vælgerne er instinktivt imod.

Her er det på sin plads at rose Moderaterne og Lars Løkke for, at det skrantende parti, der er længere ude i ørkenen end næsten alle andre, alligevel insisterer på at tænke langt og fremsynet.

Løkke ved godt, at han lige nu har tabt kampen om f.eks. at få ryddet op i pensionssystemet, så vi med større tryghed kan se ind i en periode med flere udgifter til ældreområdet til sundhed. Og en lavkonjunktur, der uomgængeligt venter forude. For efter højkonjunktur og økonomisk fest følger lavkonjunktur. De syv fede år efterfølges af syv magre. Det har magthavere vidst, siden det blev nedskrevet i Første Mosebog.

Mens mor Mette vil fremtrylle varme hænder med kolde kontanter, tør gnavpotten Lars insistere på langsigtede, kedelige reformer, alt imens Troels putter sig lidt og håber, at de milde gavers regnvejr stilner af, så vi ikke kommer til at bruge penge, vi endnu ikke har, til al den militære oprustning.

Det er glædeligt, at der trods alt fortsat findes en enkelt modig og langsynet gnavpot i regeringstoppen.