Kulturkamp i kødgryderne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Lad os starte med en tilståelse: Jeg har aldrig sat mine ben på en Cracker Barrel, når jeg har opholdt mig i USA. Ikke fordi jeg er en kulinarisk snob, snarere tværtimod, ville min gode veninde Frau Terkelsen nok sige. Jeg elsker at spise på Bojangles eller Popeye’s, når jeg er i Guds eget land, men jeg har intet behov for at spise et sted, der ligner en blanding af et loppemarked i Tennessee og et museum for udstoppede vaskebjørne.

Heldigvis er Cracker Barrel meget mere end momma’s pancake breakfast, meatloaf og southern fried chicken, for restaurantkæden er også blevet endnu en slagmark i den amerikanske kulturkamp.

Det hele begyndte i 2022, da Cracker Barrel puttede plantebaserede pølser på menuen. Jeg skal være ærlig og indrømme, at plantebaserede pølser også lyder som et kulinarisk oxymoron for mig, selvom jeg godt ved, at det herhjemme bare er en torsdag aften i Netto. I USA var det til gengæld rigeligt til at få ødelagt pølsefesten i de mere konservative kredse. Her så man hurtigt et politisk motiv: »Cracker Barrel has gone woke!« og »what’s next – kale smoothies with my country gravy?«

Inden der går for meget pølsesnak i det, vil jeg bare stilfærdigt minde om igen, at vi taler om en restaurantkæde, hvor hovedattraktionen er gyngestole på verandaen og en gavebutik, der sælger duftlys, Jesus-krus og bibelcitater på træplader.

Dermed ikke sagt, at pølser ikke kan blive storpolitik. Det kan de snildt, for i den amerikanske kulturkamp kan mangt og meget fortolkes politisk: burgere, toiletter, Disney-film, Bud Light, Sydney Sweeney og nu altså også Cracker Barrel igen.

Restaurantkæden havde nemlig besluttet sig for at ”modernisere” sit ikoniske logo, som det vist hedder på mellemlederdansk nu til dags. I den nye udgave havde virksomheden fjernet den berømte ”Old Timer”-mand, der læner sig op ad en tønde, til et mere enkelt (læs: røvkedeligt) udtryk, hvor det kun var firmaets navn, der fremgik. Lad mig sige det sådan: Jeg har set trafikpropper, der var mere sindsoprivende end Cracker Barrels nye logo.

Moderniseringen affødte kritik fra både menigmand og verdens mest magtfulde mand, og efter nogle ugers shitstorm på sociale medier trak Cracker Barrel så i denne uge i land og annoncerede, at man ville droppe sit nye logo igen. Eller som det hedder på konsulentsprog: »Vi takker vores gæster for at dele jeres stemmer og kærlighed til Cracker Barrel. Vi sagde, at vi ville lytte, og det har vi gjort. Vores nye logo forsvinder, og vores ”Old Timer” vil forblive.«

Ironien er til at få øje på: Cracker Barrel blev oprindelig opfundet som en form for hyldest til arbejderklassen i USA. Navnet – og logoet – henviser til de tønder med crackers, der i gamle dage stod i små landbutikker, hvor mændene sad og diskuterede alt fra baseball og skatteprocenter til, om man i fremtiden mon ville finde på noget så forrykt som at producere plantebaserede pølser.

Med tiden blev Cracker Barrel også et symbol på klasseforskelle i USA. Eller som J.D. Vance beskrev det i ”Hillbilly Elegy”: »De velhavende og magtfulde er ikke bare velhavende og magtfulde; de følger et andet sæt normer og skikke. Når man går fra arbejderklasse til overklasse, bliver næsten alt ved ens gamle liv i bedste fald umoderne eller i værste fald usundt. På intet tidspunkt var dette mere tydeligt end første (og sidste) gang, jeg tog en ven fra Yale med på Cracker Barrel. I min ungdom var det højdepunktet af fine dining – min bedstemors og min yndlingsrestaurant. Med venner fra Yale var det en fedtet folkesundhedskrise.«

Lad mig sige det sådan: Vances oplevelse er sammenlignelig med den, jeg havde, da jeg tog Ulla Terkelsen med på min yndlingsrestaurant første gang. Men endnu vigtigere handler den slags oplevelser ikke nødvendigvis kun om de kulinariske fortræffeligheder, uanset om man befinder sig på Yale eller i Slesvig.

Etablissementerne er også symboler for et fællesskab bygget på noget familiært, traditionelt og genkendeligt. Hos Cracker Barrel kunne du regne med, at menuen altid var den samme, uanset om du befandt dig i Kentucky, Californien eller New York (fun fact: der findes ikke nogen Cracker Barrel i USA’s nok mest konservative delstat, Wyoming). Nu skulle logoet lige pludselig laves om, og dermed blev Cracker Barrel symbolet på, at selv pølser og pandekager ikke kan undslippe polariseringen.

I realiteten handler kontroversen selvfølgelig ikke om kulinariske eller æstetiske præferencer, men om noget meget vigtigere, nemlig identitet. For hvis selv Cracker Barrel havde tænkt sig at bukke under for den kreative klasses moderniseringstrang, hvad er der så tilbage i et Amerika, hvor man som konservativ amerikaner efterhånden må klare sig ud fra devisen tro, håb og Chick-fil-A?

Med andre ord handler Cracker Barrel-kontroversen om langt mere end et moderniseret logo: Den er et symbol på en kulturkamp i Amerika, der samtidig forklarer Donald Trumps popularitet i landdistrikterne i USA. Så næste gang du spørger dig selv, hvorfor Trump får så meget kærlighed, hvor kragerne vender i Amerika, så tænk på Cracker Barrel.

Trump forstår, at Cracker Barrel ikke bare er en restaurantkæde med duftlys og tvivlsom indretning. Det er en følelse. En identitet. En gyngestol med udsigt til et Amerika, der ikke længere er – og som muligvis aldrig fandtes – men som til enhver tid føles værd at kæmpe for i kulturkampens kødgryder.