Der skal rigtig meget til, før nordmændene vil afskaffe monarkiet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I maj 2024 gik 73 pct. af nordmændene ind for monarkiets bevarelse, mens 16 pct. ønskede en anden styreform. Kort efter kom anklagerne mod Marius Borg Høiby frem for første gang – næsten samtidig med at prinsesse Märtha Louise i august 2024 giftede sig med den kontroversielle amerikanske shaman Durek Verrett.

Og i en meningsmåling i september 2024 var nordmændenes opbakning til monarkiet faldet dramatisk til kun 62 pct., mens hele 27 pct. gik ind for en anden styreform.

Men det er værd at bemærke, at meningsmålingerne siden i nogen grad har rettet sig, og at i en ny måling, som kun er få uger gammel, går 69 pct. nu ind for monarki, mens kun 19 pct. foretrækker en anden styreform.

Selv om man ikke er nået tilbage til niveauet fra maj 2024 – og selv om vi endnu ikke ved, hvordan nordmændene vil reagere på de udvidede tiltaler mod Marius Borg Høiby, som netop er kommet frem – ser det altså ud til, at krisen for det norske kongehus ikke er så stor, som tilhængerne af monarkiet måske ellers kunne frygte.

Der er formentlig to hovedforklaringer. Den ene er, at mange af kongehusets centrale medlemmer, herunder kong Harald V, dronning Sonja og kronprins Haakon samt den kun 21-årige prinsesse Indrid Alexandra, som en dag skal være Norges monark efter sin far, er uhyre populære, og at mange norske synes, at de har gjort det rigtig godt gennem mange år.

Den anden mulige hovedforklaring har ikke noget med enkeltpersoner at gøre, men derimod med Norges historie og kongehuset som en historisk institution.

Norge er nemlig et af de ældste monarkiet i Europa (sammen med bl.a. Danmark). Landet har nemlig været et monarki i al den tid, det har eksisteret (også ligesom Danmark).

De første norske konger, vi kender til, stammer tilbage fra 800-tallet, og landet har – i modsætning til bl.a. England, Spanien og Holland – aldrig i én eller flere perioder været en republik. Ganske vist havde man fælles konger med Sverige i en periode i begyndelsen og midten af 1300-tallet og med Danmark i 434 år fra 1380 til 1814 og derefter atter med Sverige fra 1814 til 1905.

Men monarkiet som statsform har altid været dér, og det er en vigtig del af den norske selvforståelse, at landet er et monarki og ikke en republik. Derfor skal der også ualmindeligt meget til, før monarkiet vil blive afskaffet i Norge – trods nok så mange yderst alvorlige personsager.

Hvis man sammenligner med f.eks. et land som Spanien, har dette ganske vist været et monarki det meste af tiden, siden det blev samlet i år 1516, men det har dog i nyere tid også haft to perioder med republik, nemlig fra 1873 til 1875 og igen i årene 1931-1975. Og selv om mange spanske især forbinder republikken som styreform med Francos brutale diktatur fra 1939 (efter han havde vundet borgerkrigen) og frem til 1975, har man i Spanien også en bevidsthed om, at der på et tidspunkt (ad flere omgange) har eksisteret en spansk republik, som ikke var præget af Franco.

Tilsvarende er mange historisk bevidste hollændere opmærksomme på, at Holland i adskillige år – lige fra løsrivelsen fra Spanien (habsburgerne) i 1648 og helt frem til 1806 – var styret af en ”statholder” (og dermed formelt var en republik), inden man begyndte at få konger (og senere regerende dronninger) til at stå i spidsen for landet.

Monarkiet er således ikke i Holland – og navnlig ikke i Spanien – i samme grad en del af den nationale selvforståelse, som det er i lande som Norge og Danmark. Og for den sags skyld i lande som Sverige, som heller aldrig har været en republik, og England (Storbritannien), som kun havde republik i nogle få år under Cromwellerne i midten af 1600-tallet, og som ellers begge er monarkier, der går omtrent lige så langt tilbage i tiden som det norske og det danske.

Dette kan også være med til at forklare, at et land som Spanien i højere grad end Norge har en befolkning, der – hvis man skal tro udviklingen i de senere års meningsmålinger – har en tendens til at ”svigte” i sin opbakning til monarkiet, når forskellige personskandaler rammer.

De enkelte landes historie – og forskellen mellem dem – kan således i vid udstrækning være med til at forklare, hvorfor forskellige befolkninger reagerer meget forskelligt, når krisen rammer deres kongehus.

Dermed ikke være sagt, at kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit ikke kan komme til at stå med meget store problemer, når sagerne mod Marius Borg Høiby engang er afsluttet – afhængigt af hvordan de til den tid er faldet ud. Men meget tyder i hvert fald på, at langt de fleste norske principielt ønsker – af historiske og kulturelle grunde – at bevare monarkiet.