Er Alaska begyndelsen på enden for Europa?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Madrid

Det kan ikke siges hårdt nok – og det kan næppe siges bedre end fra Madrid, som indtil for nylig forestod et rige, hvor Solen aldrig gik ned, hvilket den derpå gjorde: Fredagens møde i Alaska mellem USA’s præsident Trump og Ruslands præsident Putin, den ene skattesvindler og kvindeforagter, den anden krigsforbryder, var en katastrofe for Europa. Alene fordi det fandt sted.

Europa er i sin hjælpeløshed nået dertil, hvor et for europæerne eksistentielt møde afholdes uden Europas medvirken. Europa i det 21. århundredes første halvdel er et subjekt i den store politik, ikke et objekt. Gentager vi Spaniens forvandling fra verdensrige i det 19. århundrede til upåagtet, mellemstor stat i det 20. og 21. århundrede?

Europa – i mange henseender klodens rigeste og mest demokratiske kontinent, forstærket med to atommagter – har midlerne til at standse sit forfald, men mangler viljen. I baggrunden støjer et kor af antidemokratiske og antihumanitære kræfter, usselhedens nyttige idioter, inspireret og muligvis betalt af Washington eller Moskva eller begge.

Hvad makkerparret Trump-Putin forestiller sig, ved ingen i Europa. Er deres sigte som frygtet i Berlin, Paris, London og andre hovedstæder en deling af Ukraine og dermed af Europa, udgør det en massiv krænkelse af FN-pagten, af Helsingfors-aftalen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa samt af Budapest-protokollen om Ukraines territoriale ukrænkelighed mod, at ukrainerne afstod deres atomvåben til Rusland, den tidligere kolonimagt. Alle tre aftaler er undertegnet af Washington og Moskva og gældende, men misagtet til denne dag.

Der går en lige linje fra fredskonferencen i Versailles efter Første Verdenskrig over Jalta-diktatet ved Anden Verdenskrigs ophør til Alaska. I Versailles, i 1919, kunne europæerne endnu være med, men lod sig kyse af USA’s præsident, Woodrow Wilson, en velmenende tåbe. Storbritanniens Winston Churchill var til stede i Jalta i 1945, men blev af USA’s Franklin Roosevelt, endnu en tåbe, sat på plads til fordel for Sovjetunionens diktator, Josef Stalin, hvem Roosevelt uskyldiggjorde som Onkel Joe.

Mellemstationerne på Europas Via Dolorosa i retning af afgrunden er mange. To af de seneste springer i øjnene: Natos nylige topmøde i Haag, hvor europæerne applauderede Trump i håb om at vinde hans gunst, og det lidt senere møde i Skotland mellem Trump og EU’s Ursula von der Leyen, der lydigt modtog den amerikanske kejsers befaling, at al europæisk eksport til USA belægges med mellem 30 og 50 pct. told, samt at EU mod en kontant betaling på 600 mia. dollars indrømmes det privilegium vedvarende at kunne handle med imperiet i vest.

Rusland behøver ingen diskussion ud over denne ene konstatering, at Rusland, zaristisk, kommunistisk eller fascistisk, mener sig berettiget til at herske fra Stillehavet til Østersøen.

Med USA er det anderledes. Europa glemte under Den Kolde Krig det sande USA: bruddet med England i 1776, den sene indtræden i Første Verdenskrig (1917) og Anden Verdenskrig (1941), fulgt af en halv snes atlantisk orienterede præsidenter, fra Harry Truman i 1945 til Joe Biden i 2025. Dette USA vender nu tilbage, samlet om Trumps euro-fjendske regime.

At mødet i Alaska kom i stand, var en triumf for den af krigsforbryderdomstolen i Haag efterlyste Putin. For Trump var det i bedste fald et reklamenummer. Begge har haft i baghovedet, at Rusland i 1867 solgte Alaska til USA for 7 mio. dollars (nutidig værdi: 130 mio. dollars), til denne dag et ømt punkt i russisk-nationalistiske kredse.

Har de talt om Grønland? Jeg kan ikke forestille mig, at de ikke har talt om Grønland.

Ukraine og resten af Europa har efter 11 års krig med Rusland brug for en våbenhvile. Det samme har Putin, der er ved at løbe tør for soldater, materiel og penge. Af samme grund er det i Ukraines og dermed Europas interesse, her og nu, at bistå Ukraine med det for øje at genoprette tilstanden ante bellum.

Europa, Canada og andre kan uden for det af USA kompromitterede Nato optage Ukraine i et forpligtende våbenfællesskab, der anbringer op til 100.000 soldater i det vestlige Ukraine med henblik på at frigøre et lignende antal ukrainske soldater til krigstjeneste i syd og øst samt forsyne republikken med ammunition og langtrækkende raketter og meddele Putin, at skulle russerne bryde igennem den eksisterende front, vil man om nødvendigt standse dem med taktiske atomvåben.

Ukraine er Europas skjold over for en fascistisk-ortodoks krigerstat, som ikke blot er Putins diktatur, men det sande Rusland, så sandt som Trumps begyndende politistat.

At Europa med 600 mio. indbyggere lader sig diktere af et politisk primitivt USA med 340 mio. og et barbarisk Rusland med måske 130 mio. indbyggere, er en absurditet, der må bringes til et ophør.

En glohed augustdag står jeg foran rytterstatuen af Felipe III (1578-1621) på Plaza Mayor i Madrid.

Under denne udygtige regent begyndte habsburgernes iberisk-latinamerikanske rige at smuldre. Kan Europa smuldre, fordi vore valgte ledere gentager hans manglen på fantasi og energi?

Utænkeligt, vil mine kritikere sige.

Hvortil jeg blot svarer, at tænkes det utænkelige, er det allerede halv virkelighed.