De får »åndelig oprustning« til at lyde som generaler, der læser poesi
Det var så den sommer. På godt og ondt. En del af den brugte jeg til at vise amerikanske turister, at der findes andre samfund end det, som deres mafiaboss af en præsident fremelsker.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg har ikke læst 12 klassikere i sommerferien, har ikke været i Tisvildeleje og heller ikke syltet eller hæklet eller taget vildmarksbad i de svenske skove. Jeg har arbejdet mig gennem sommermånederne med turister fra hele verden og solgt forførende historier om Danmark og sendt dem af sted med åndelig oprustning på bekostning af min egen.
En af ulemperne ved at være hjemme over sommeren er agurketiden. Jeg har prøvet at berige min ånd ved at høre podcasts, radio og se nogle klassikere. Man skulle tro, at programfladen har været tilrettelagt til ære for den såkaldte »åndelige oprustning«, hvor litteratur og natur bliver angrebet med vold for at nå ånden.
Sammensætningen af ”åndelig” og ”oprustning” som slogan er så brutal, fordi den militære sprogbrug bærer voldens logik med ind i ånden. Er ånden ikke et åbent og søgende frirum, der netop ikke skal bruges til ideologisk mobilisering?!
Når politikere og fremtrædende kulturpersonligheder som den gode Svend Brinkmann indstifter natur og litteratur i det militante vokabularium, lyder de som generaler, der opfordrer til at læse digte. Det skurer i mine ører.
Brutaliteten viser sig blandt andet i kannibalprogrammet ”Det sidste Måltid”. Her inviterer man kendte mennesker fra den kulturelle overklasse i studiet til deres sidste måltid og en samtale om deres efterskrift. Værten foreslår flere udgaver af efterskrifter, som handler om gæstens berømmelse, milepæle og succeser.
Mens disse bliver læst op af Lærke Kløvedal, hvis stemme godt kunne bruge en stemmecoach, bliver gæstens sidste måltid serveret af kokken, Luna, som præsenterer det med barnagtig yndighed.
Et højst besynderligt koncept, hvor den kendte gæst æder og taler sig igennem sig selv. Især hæftede jeg mig ved vores alle sammens ”far”, Jesper Binzer, forsanger i D.A.D.
Hans sidste måltid var en tomahawkbøf, som åbenbart er bøffen over alle bøffer. Binzer gumlede sig gennem sit eget ego, som han har gennemtænkt så minutiøst og detaljeret, at selvsikkerheden er i top, og tvivlen udeladt.
Endda ydmyghed var indtænkt i den personlige algoritme, så selv denne kom til at lyde hovmodig. Jeg kan godt lide Jesper Binzer og hans fede musik og synes virkelig, at hans status som folkekær er berettiget, men programmet, der kombinerer, død, succes og mad, bliver til en slags kannibalistisk selvhenførende narcissisme.
”Det’ en klassiker” med Alberte Clement Meldal har ramt radiofladen sommeren over. En udgave, der især sprang i øjnene, var en samtale med Hella Joof om Toni Morrisons roman ”Solomons Song”. Romanen er en hjørnesten i amerikansk kultur- og litteraturhistorie og har vundet et hav af priser, og Hella Joof præsenterede den som en almengyldig og tidsløs roman, hvilket lige præcis definerer en klassiker.
Alberte Clement Meldal ville dog gerne dreje emnet ind på sort-hvid-forholdet og spørger Hella, om hun tænker på, at personerne i romanen er sorte.
Og selvfølgelig gør Hella Joof det, som nu pludselig må snakke om jordnødder og sæsonspisning. Alberte vil jo gerne fremstå som den gode, grundtvigianske retfærdige dansker, der står for lighed og ligeværd og siger, at hun læser romanen farveblindt. Der opstår en lille radiopause i samtalen, hvor farver og diskurser mødes. Det svarer faktisk til, Lise Nørgaard lige så godt kunne have befolket ”Matador” med afrikanere eller asiater, og vi ikke ville ænse det.
Trump er selvfølgelig leveringsdygtig i agurker året rundt. Medierne hænger til stadighed ved hans læber og refererer til ham, som om de tager hans udsagn for pålydende. Alt er strategi eller cover-up, og alle ved nu, at Trump intet gør for nogen, men kun noget for sig selv. Hvis han siger, at børnene sulter for meget i Gaza, er det ikke, fordi han hverken føler noget for dem eller vil gøre noget for at redde dem.
Det er ulideligt at se europæiske ledere lefle for ham – senest Ursula von der Leyen, der kalder handelsaftalen med en øget told på 15 pct. for en sejr for begge parter. Fru Leyen blev spist til morgenmad af den store orange hval. Havde der været lidt mere skotte i Ursula von der Leyen, var hvalen blevet druknet til lyden af sækkepiber.
Jeg har mødt mange amerikanske turister i mit job over sommeren, og faktisk fortjener jeg en medalje for at sende vores amerikanske medmennesker tilbage med rullekufferten fuld af kultur og europæisk integritet, Trump-tilhængere eller ej.
Jeg har gjort mig umage med ikke at tale politik med dem, da der ville få to udfald: enten at blive opfattet som en europæisk woke-svækling eller fremkalde skam hos demokraterne.
I stedet har jeg brugt kunst, kultur og europæisk integritet som min modstandskamp og smurt med den fede pensel om, hvordan den privilegerede klasse som Carl Jacobsen forsyner pøblen med bajer og kunst.
Se, det er ånd uden oprustning.