Historien viser det: Demokrati er det eneste rigtige
Hvis man ser på historien, kan det siges meget enkelt: Mange demokratisk valgte politikere har i tidens løb gjort en masse for andre mennesker. Diktatorerne har primært gjort noget for sig selv og – til dels – deres nærmeste allierede.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Somme tider kan man gøre tingene mere indviklede, end de er. Men hvad angår demokratiet som styreform, er der ikke så meget at være i tvivl om: Demokrati er den bedste styreform! Mange demokratisk valgte og indstillede politikere har altid forsøgt at gøre noget for andre mennesker og for samfundet. Det har diktatorerne slet ikke i samme grad. Derfor skal vi også i Danmark være stolte over og glade for, at vi har håndhævet demokratiet uafbrudt gennem så mange årtier.
Der findes i verdenshistorien to slags diktatorer: Dem, der dominerede i de første mange år af verdenshistorien frem til 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. De havde typisk titler af fyrster, konger, kejsere eller lignende og havde aldrig prøvet at være demokratisk valgt.
Og så dem, der begyndte at dukke frem i første del af 1900-tallet, og som lagde ud med at blive demokratisk valgt, og som derefter systematisk begyndte at afskaffe demokratiet og tiltage sig diktatorisk magt.
Den førstnævnte slags diktatorer eksisterede stadigvæk – og de havde nu oftere end før i tiden ikke-royale titler. Det gjaldt f.eks. Stalin og Mao for nu blot at nævne et par stykker af dem, der har haft flest menneskeliv på samvittigheden.
Men den anden, nye slags diktatorer, som ”udsprang” af demokratiet, kom nu til at eksistere side om side med den gamle slags. Det mest kendte eksempel på den nye slags, som nu dukkede op, var Hitler. Han kom til magten i 1933 – med støtte fra et flertal i det demokratisk valgte parlament. Men der findes mange andre eksempler op igennem det 20. og første del af det 21. århundrede.
Samtidig var der – heldigvis – også en del lande, bl.a. Danmark og en række andre vesteuropæiske lande, for hvem det lykkedes at holde fast i demokratiet hele tiden. Og hvis politikere var dygtige og sympatiske nok til, at de kunne blive genvalgt gang på gang i et fortsat demokratisk system. Den nye slags diktatorer regnede (og regner) tilsyneladende ikke selv med, at de var (og er) dygtige og sympatiske nok til at kunne blive siddende på magten fremover, hvis det fortsat skulle være inden for rammerne af en demokratisk styreform.
Fælles for både den gamle slags diktatorer og den nye slags diktatorer, der begyndte at dukke op, er imidlertid, at de primært gjorde noget for sig selv og – hvis det gik højt – også for deres nærmeste allierede.
De historiske erfaringer viser os således også, at vi utvetydigt skal stå på demokratiets og de demokratiske politikeres side. Der er ingen historiske erfaringer med, at diktatur er bedre end demokrati. Tværtimod. Vi skal ikke begynde at stille spørgsmål ved demokratiet, som der var mange, der gjorde i 1930’erne. Vi skal stå fast på og være stolte af, at vi er demokratisk indstillede – og har været det gennem mange år – sammen med de mange andre demokratisk indstillede mennesker i en stor del af det øvrige Europa og i resten af verden.
Og måske vigtigst af alt: Alle andre politiske emner, og hvad befolkningen måtte mene om dem, f.eks. klimapolitik, miljøpolitik, kulturpolitik og økonomisk politik, kan være fuldstændigt ligegyldige, hvis ikke man holder fast i at leve i et demokrati. Der bliver nemlig ikke taget hensyn til befolkningens holdninger i et diktatur. Så kampen for demokratiet er – fortsat – den vigtigste i vor tid.
Men hvordan har det så stået til med demokratiets udvikling i verdens historie? Ja, hvis vi f.eks. tager verdens i dag fire største lande (målt på indbyggertal), forholder det sig på følgende måde:
Verdens største land, Indien, har mere eller mindre haft demokrati uafbrudt siden selvstændigheden i 1947 – bortset fra i en kort periode i 1970’erne.
Verdens næststørste land, Kina, har aldrig haft demokrati. Hverken under de forskellige kejserlige dynastier indtil 1912, under det ”borgerlige” diktatur fra 1912 til 1949 eller under det kommunistiske siden 1949.
Verdens tredjestørste land, USA, har haft rigtigt demokrati uafbrudt i mere end 100 år (siden kvinderne fik stemmeret i kølvandet af Første Verdenskrig), men har nu for første gang en præsident, der er blevet valgt for anden gang, selv om han nægtede at anerkende den valghandling, der førte til, at han ikke blev genvalgt efter sin første præsidentperiode.
Verdens fjerdestørste land, Indonesien, som blev selvstændigt fra hollænderne i 1949, havde demokrati fra 1955 til ca. 1959 og har – mere eller mindre – haft det igen siden 2004.
Og det femte af verdens største lande, Brasilien, er i disse dage særligt interessant pga. den aktuelle diskussion om tidligere præsident Bolsonaros rolle i forsøget på at omstyrte demokratiet, da han ikke længere selv kunne blive siddende på præsidentposten.
Brasilien har en meget broget ældre historie med hensyn til demokratiets udvikling. Landet havde nemlig mange forskellige (primært ikke særligt demokratiske) styreformer fra det opnåede selvstændighed fra Portugal i 1822 og frem til 1985.
Men i sidstnævnte år slog demokratiet igennem (ligesom i øvrigt i flere andre sydamerikanske lande på omtrent det samme tidspunkt), og Brasilien har bevaret denne styreform lige siden. Og det er de demokratisk valgte brasilianske politikeres kamp for at bevare dette – ret nye – demokrati, der er på spil i disse dage og uger.
Når der gælder Europa, er historien om demokratiets kranke skæbne mange steder på dette kontinent i 1930’erne samt under Den Kolde Krig – med et kommunistisk diktatur i hele den østlige del fra 1945 til omkring 1990 – velkendt.
Rusland havde derefter – på det hidtil eneste tidspunkt i landets mange hundrede år gamle historie – demokrati fra 1993 til 2000 under Boris Jeltsin. Derefter valgte 53 pct. af de russiske vælgere Putin til præsident. Og vi ved alle, hvordan det derefter er gået.
Der findes mange forskellige andre variationer af historien om udviklingen af demokrati kontra udviklingen af diktatur i forskellige lande rundtomkring i verden. Men hvis man kender blot lidt til verdens historie (og vel at mærke ikke de versioner af den, som er skrevet af tidligere kommunister og lignende, eller som florerer på tilfældige sociale medier), vil man vide, at diktatur aldrig har ført til noget godt, og at vi fortsat bør stå vagt om demokratiet.
Demokrati og internationalt samarbejde mellem demokratiske stater har generelt altid skabt meget mere velstand, velfærd og fremgang for befolkningerne end diktatur og har altid bedre muliggjort, at man kunne komme til at gøre noget ved de forskellige store udfordringer, samfundene til forskellige tider har stået over for.
Derfor er der ingen tvivl: Demokrati er den bedste styreform – og vi skal ikke være bange for at sige det.