Sluk for panikknappen. Der er ikke brug for mere splittelse

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En omfattende analyse af folketingsvalget 2022 konkluderede, at ca. 21 pct. af mænd mellem 18 og 34 år mener, at feminismen er »gået for vidt«. Tallene viser altså, at omtrent fire af fem unge mænd enten er neutrale eller positive over for udviklingen.

Alligevel tolkes resultatet jævnligt, som om hver femte mand er på vej ned i et Andrew Tate‑farvet kaninhul.

I marts 2025 springer Mads Bager Ganderup i Zetland fra valgundersøgelsen til mørke hjørner af internettet, hvor kvindehadet florerer: »I 2023 skar en dansk undersøgelse ud i pap, at en femtedel af danske mænd mellem 18 og 34 år mener, at ligestillingen er gået for langt,« hedder det.

I løbet af kun seks korte afsnit har dette resultat i Ganderups forestillingsverden udviklet sig således: »Når jeg kigger længere ud end de danske profiler og til udlandet, bliver jeg bombarderet med videoer, der hylder seriemorderen Patrick Bateman fra ”American Psycho” for at være en rigtig machoagtig mandemand.« Det eskalerede hurtigt, som man siger.

Heldigvis er det ikke alle, der er så hurtige på fordomsaftrækkeren. Et par uger senere advarer antropologen Christian Groes i Politiken: »Jeg vil gerne mane til besindighed. Hvis vi fokuserer på de generelle trends i kulturen blandt drenge og unge mænd i dag og evaluerer udviklingen de seneste mange år, er der ikke noget, som retfærdiggør, at vi går i panik.«

Af hjertet tak for det. For spørgsmålet – hvis vi prøver at se på verden fra en ung mands perspektiv – er, om man ikke i al skikkelighed og fordragelighed kan have en velbegrundet irritation over konkrete uligheder – uden at være misogyn?

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) offentliggjorde i juni 2025 en sammenligning mellem årskarakterer og skriftlige eksamenskarakterer på 18 almene gymnasier (med cirka 3.200 besvarelser). Metoden er enkel: Matcher man den karakter, lærerne giver i løbet af året, med den anonyme eksamenskarakter, burde gennemsnittet være stabilt, hvis vurderingskriterierne er konsistente.

Det var de ikke. Piger lå i snit 0,28 karakterpoint højere end deres egen eksamenspræstation – drenge gjorde ikke. Elever med indvandrerbaggrund fik en tilsvarende mer‑score på 0,34. Stuk vurderer forskellene som statistisk signifikante og understreger, at de ikke kan forklares af fagvalg, fravær eller socioøkonomisk baggrund.

Der er tale om en systematisk skævhed, ikke om bevidst diskrimination. 0,28 point virker beskedent pr. karakter, men kumulerer over tre år til omtrent et helt karaktertrin – og adgangskvotienter til videregående uddannelser er følsomme ned på hundrededele. Kan man fortænke en del af de unge mænd i at føle sig uretfærdigt behandlet, når tallene peger den vej?

Optagelsestallene på de videregående uddannelser er blandt andet (men ikke udelukkende) en afspejling af karakterbias i gymnasiet. 6 af 10 nye studerende er kvinder, og på humaniora nærmer andelen sig tre af fire. I ministeriet og blandt rektorerne skaber det sjældent rynker i panden – kønsubalancen går jo den ”rigtige” vej.

Konsekvensen er, at mænd uden større offentlig debat bliver underrepræsenteret i såvel en del magtfag som i mange omsorgsfag, mens den relativt lave andel af kvinder på Stem‑uddannelser udløser målrettede programmer.

For at øge kvindeandelen i natur‑ og ingeniørfag finansierer Uddannelses‑ og Forskningsministeriet Inge‑Lehmann‑programmet. Programmet har – med Folketingets samtykke – fået dispensation fra ligestillingslovens § 2, stk. 2, så midlerne kan øremærkes ét køn. Formålet er respektabelt: at korrigere en dokumenteret skævhed på et strategisk vigtigt område.

Men set fra en ung mands perspektiv er logikken ikke åbenlys:

Hvorfor kræver en 40/60‑skævhed til kvinders ulempe i Stem et særprogram med lovdispensation, mens en 60/40‑skævhed til mænds ulempe på universitetet som helhed ikke rejser et øjenbryn?

At fire af fem unge mænd tilsyneladende accepterer denne asymmetri uden protest, burde måske imponere snarere end bekymre. At den sidste femtedel anfægter rimeligheden – vel at mærke uden at mobilisere høtyve og fakler – fremstår, i lyset af tallene, som en helt legitim ting at foretage sig.

Der er ikke nogen mangel på splittelse i vore dages politik. Derfor savner jeg den gode begrundelse for, at der skulle være nogen grund til at skyde unge mænd holdninger og motiver i skoene, som der mangler ethvert belæg for at antage er andet end marginale.

Jeg tror, vi bør dreje den offentlige samtale om de to køns forhold til hinanden i en retning, hvor den styres af gennemsigtighed, proportioner og symmetriske kriterier. Men frem for alt forsonlighed: Hvordan sikrer vi, at evalueringer og optagelsessystemer er fair for alle, uanset køn? Det ville i hvert fald være en liberal tilgang til de spørgsmål, yngre mænds kritik af feminismen rejser.