Er du homoseksuel? Nå, det rager mig en høstblomst

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For nylig viste en undersøgelse, at mere end hver femte herhjemme har homofobiske holdninger. Særligt er muslimske indvandrere som gruppe voldsomt repræsenteret. Ikke overraskende. Tænk blot på, hvordan Pride-paraden for nogle år siden blev chikaneret og overfaldet, da den passerede gennem det stærkt indvandrertunge Nørrebro. Nu kører den naturligvis en anden rute. De fik deres vilje.

De homoseksuelle, jeg kender – og dem, de kender – kan fuldt ud bekræfte tendensen: Dem, der råber efter dem, spytter på dem og overfalder dem i nattelivet, er unge med indvandrerbaggrund.

Selvfølgelig findes der også danskere, som er fordomsfulde over for homoseksuelle. Men grundlæggende er jeg ikke i tvivl om, at vi er et ekstremt tolerant folkefærd, der generelt er ligeglade med, hvem der forelsker sig i hvem. Som folk har vi grundlæggende ikke noget imod homoseksuelle. Og hvorfor skulle vi også have det? Det er en privat sag. Man må elske og være sammen med den, man vil.

Min oplevelse er, at folk bliver trætte, når homoseksualitet gøres til noget særligt – noget, der skal vises frem som en slags ekstremitet. Hvorfor skal homoseksuelle mænd stå på en ladvogn iført pink tangatrusser, glimmer, fjerboaer, falske bryster og højt hår, mens de vrider sig, så Mae West ligner en, der havde sin daglige gang i et nonnekloster? Hvorfor ser man ikke også lesbiske kvinder på ladvogne, klædt i arbejdstøj, mens de slår sig på brystet og brøler som alfahannen i en gorillaflok?

Hvorfor skal ens seksualitet udstilles? Og hvorfor forbindes homoseksualitet ofte med skabagtige mænd i næsten intet tøj eller dametøj, med løse håndled, drag og forsøg på at tale med kvindestemme – selvom de bander som en mand, når de slår sig? Det er netop dét, jeg tror, mange er trætte af: at homoseksualitet – hos mænd – skal fremstilles som noget særligt og teatralsk. Hvorfor kan man ikke bare være homoseksuel – helt almindeligt og fredeligt? Hvorfor skal det råbes ud: »Jeg er homoseksuel!«? Er der nogen heteroseksuelle, der føler trang til at blive kørt gennem byen på en ladvogn, mens de skriger: »Jeg er til det modsatte køn!«? Næppe.

Jeg har faktisk flere homoseksuelle i min nære omgangskreds. Og de er alle mere end trætte af ikke blot at kunne være homoseksuelle – uden at det skal forbindes med glimmer, svanseri og krukkeri. For de er bare homoseksuelle. Det er ikke deres identitet, og de har ikke behov for at rende rundt og oplyse alle og enhver om deres seksualitet. Det er en privatsag. Ligesom alle andre præferencer hører det til i det private rum – ikke som noget, der hele tiden skal signaleres til omverdenen. Og det er med garanti det, som de fleste danskere er trætte af. Ikke fordi de er homofobiske.