Aftalen med Trump skærer det ud i pap: EU er ikke i stand til at definere spillereglerne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I sidste instans er den aftale, EU har indgået med USA, udtryk for én ting – og kun én ting: styrkeforholdet mellem de to parter. EU er ikke i en position til at definere spillereglerne. De bliver grundlæggende fastlagt af USA. Det er dem, EU efterfølgende er nødt til at tage udgangspunkt i.

USA’s strategiske overlegenhed over for Europa er ikke af nyere dato. Den går tilbage til efterspillet efter Første Verdenskrig. Før denne krig var det Europa, der dikterede de globale spilleregler. Efter blev det USA. Først og fremmest fordi alle europæiske lande tabte. Fire imperier gik i opløsning (det tyske, østrig-ungarske, russiske og osmanniske) som umiddelbar konsekvens. Men de franske og britiske sejre var så dyrekøbte, at man må betragte dem som pyrrhussejre. De kostede så dyrt, at de to lande på længere sigt også kom alvorligt svækkede ud af konflikten.

Anden Verdenskrig ændrede ikke dette billede – tværtimod bekræftede og forstærkede den USA’s rolle. Til gengæld blev det i et vist omfang tilsløret af, at USA og Europa i fællesskab forsøgte at opstille det, vi i Danmark er endt med at kalde »den regelbaserede verdensorden«.

Der er flere ting, man i Europa i alt for lang tid har forsøgt at lade som om, man ikke forstod. Den første og mest vigtige er, at hvis der ikke er en meget stærk aktør, der vil påtage sig at garantere, at reglerne bliver overholdt, så er disse regler ikke noget værd. Alt for ofte har tænkningen i de europæiske hovedstæder været, at denne regelbaserede verdensorden var fantastisk. Fordi reglerne på magisk vis blev håndhævet af sig selv.

Det var selvfølgelig en illusion. Reglerne blev i et vist omfang opretholdt af USA. Men også kun i et vist omfang. Landet har været forbeholdent med selv at skrive under på de regler, vi andre kaldte »den regelbaserede verdensorden«. Og til tider er USA brudt ud af den orden, landet selv havde skabt. Det mest berømte eksempel stammer stadig fra Nixon-æraen, hvor USA ensidigt forlod de såkaldte Bretton Woods-aftaler, der gjorde dollaren til den globale ankervaluta.

Selvom den såkaldte regelbaserede verdensorden forudsætter, at USA vil garantere reglerne og håndhæve dem, har EU-landene dog også påvirket deres egen situation negativt.

Europæisk energi- og råstofpolitik var i vidt omfang afkoblet fra den geostrategiske virkelighed gennem det meste af den første fjerdedel af det 21. århundrede. Det samme var tilfældet med den europæiske strategi for at håndtere den globale arbejdsdeling. Desuden var den europæiske sikkerhedspolitik helt blottet for realitetssans. De fleste europæiske Nato-lande troede i fuld alvor, at de kunne opføre sig som blaffere ved vejkanten og stikke tommelfingeren op, når det passede dem. Så ville USA altid i sidste instans samle dem op og bede dem tage vederlagsfri plads bag i sikkerhedsbussen.

Det korte af det lange er, at det i vidt omfang er politiske strategier valgt frivilligt af de europæiske lande, der har bragt EU i den situation, vi så udspille sig i weekenden. Hvor EU ikke kan gøre meget andet end at tage imod et amerikansk diktat, smile venligt og skrive under.

Kunne EU ikke bare have brugt »bazookaen«? Altså det Anti-Coercion Instrument (ACI), der først og fremmest blev udtænkt i kølvandet af Litauens skærmydsler med Kina for et par år siden? Jo, selvfølgelig. Hvis de EU-lande, der er medlemmer af Nato, samtidig var villige til at gamble yderligere med Natos artikel 5 om kollektivt forsvar. For hvis EU bruger ACI imod USA, vil det utvivlsomt øge spændingerne og skade alliancens sammenhold.

Det er der selvfølgelig ingen Nato-/EU-lande, der har lyst til, efter at man tidligere på sommeren med møje og besvær fik bødet på de transatlantiske relationer i Nato. Så med den nye toldaftale ligger EU først og fremmest, som EU har redt. Selvom den europæiske svækkelse over for USA tog sin begyndelse for mere end 100 år siden.

Er der slet ikke noget, EU-landene kan gøre? Jo – i teorien. EU-landene kan lære sig selv at tænke geostrategisk igen. Hvad de ikke har gjort for alvor på noget tidspunkt efter Murens fald. Det koster mange penge. Det kræver politisk vilje. Og det kræver ændringer af EU, som næppe kan vedtages i enstemmighed (før der opstår en krise, der er langt værre end den, vi befinder os i). Med andre ord: Det har lange udsigter og sker måske aldrig.

Indtil da vil EU fortsætte som den gamle russiske adel, man kan læse om hos Lev Tolstoj: fulde af overlegen selvfølelse og selvtilstrækkelighed. Men i virkeligheden fattige, svage og blottet for realitetssans. Hos Tolstoj bliver godser og fabrikker altid forvaltet af udlændinge (tyskere, englændere), der har de penge og den kompetence, adelen mangler. Hos os er det – mutatis mutandis – gået på samme facon.

I Bruxelles og nærmeste omegn er det populært at tale om The Brussels Effect. Det skulle i EU’s selvhøjtidelige selvforståelse være lig med en tilstand, hvor resten af verden – slået af beundring over vores snilde og forfinelse – efterligner alle vores mange regler og procedurer. The Brussels Effect findes faktisk. EU’s GDPR-regler er f.eks. blevet overtaget internationalt af nødvendighed snarere end beundring, fordi ingen globale virksomheder har råd til at ignorere det europæiske marked. Så virkeligheden er en anden: The Brussels Effect er, at USA og Kina dikterer vilkårene for Europa, fordi Europa alt for længe har ignoreret, hvad magt og indflydelse er for størrelser.