Den fjerde erkendelse: Vores institutioner er ikke stærke nok til at civilisere alle

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det går stærkt med erkendelserne for tiden. I april 2024 sagde socialdemokraten Frederik Vad fra Folketingets talerstol, at vi må tale om en tredje erkendelse: Der findes mennesker, som på papiret fremstår som velfungerende indvandrere eller efterkommere, men som i praksis arbejder mod danske værdier og samfundets interesser.

I dag vil jeg foreslå en fjerde erkendelse: Tidligere troede vi, at velfærdsstatens institutioner – skoler, gymnasier og andre – havde en stærk, positiv indflydelse på integrationen af indvandrere fra MENAPT-landene (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan, Tyrkiet). Et længere ophold i disse institutioner blev set som nøglen til integration.

I dag ser vi, at institutionerne i nogle tilfælde formes af kulturelle normer fra visse MENAPT-miljøer, hvilket udfordrer deres evne til at opretholde grundlæggende oplysnings- og dannelsesværdier som tolerance, lighed og meritokrati.

Et tydeligt eksempel på dette er situationen på Munkevængets Skole i Kolding. Her har medierne og Arbejdstilsynet dokumenteret en række episoder med vold og trusler, primært fra en gruppe elever med MENAPT-baggrund.

Over et halvt år blev der indberettet 28 tilfælde af fysisk og psykisk vold mod lærere. Ældre elever organiserede et såkaldt »haram-politi«, der udøvede social kontrol, f.eks. ved at overvåge andre elevers adfærd i forhold til religiøse normer. Dette har ført til dårlig trivsel og højt elevfravær, hvilket understreger, hvordan institutionens dagligdag påvirkes negativt.

Et andet eksempel er homofobi. Statens Serum Instituts undersøgelse viser, at 60 pct. af muslimske mænd, primært fra MENAPT-lande, finder homoseksualitet moralsk uacceptabelt, mod 19 pct. af ikkereligiøse danske mænd – en næsten tre gange højere andel. Som følge heraf er homoseksuelle personer i miljøer med mange MENAPT-indvandrere udsat for en højere risiko for homofobiske holdninger og adfærd end i miljøer domineret af etniske danskere. Der er ingen grund til at antage, at uddannelsesinstitutioner med en høj andel MENAPT-elever skulle være undtaget fra denne tendens.

Et tredje element i den fjerde erkendelse er vanskelighederne ved at undervise i emner, der opfattes som kontroversielle i visse MENAPT-miljøer.

Vive har foretaget en undersøgelse, som viser, at 28 pct. af gymnasielærere og 19 pct. af folkeskolelærere mindst én gang har fravalgt et emne, fordi de fandt det risikabelt. Muhammed-krisen er det mest udfordrende emne, fravalgt i næsten halvdelen af tilfældene, men også emner som Israel-Palæstina-konflikten, kønsidentitet, seksualitet, terrorisme og koranafbrændinger undgås.

Antropologen Sofie Danneskiold-Samsøe påpeger, at Vives tal kan være konservative, da uformelt pres fra elever, forældre eller kolleger på skoler med mange MENAPT-elever sandsynligvis er større end undersøgelsen.

Endelig er meritokratiet under pres. Weekendavisen rapporterede for nylig, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) har sat 18 gymnasier under skærpet tilsyn, fordi årskarakterer er væsentligt højere end eksamenskarakterer, især for elever med MENAPT-baggrund og piger.

Årsagerne er ikke fuldt kortlagte, men kan omfatte læreres forsøg på at kompensere for sociale uligheder, hvilket utilsigtet svækker meritokratiske principper.

Det er vigtigt at understrege, at disse udfordringer har komplekse årsager. Selvom vold og trusler ofte knyttes til MENAPT-elever, bidrager også den fejlslagne inklusionspolitik, som prioriterer børn med særlige behov på bekostning af klassens trivsel, til problemerne.

Ligeledes er årsagerne til karakterinflation uklare og kræver yderligere undersøgelser for at afgøre, om det f.eks. skyldes læreres velmenende intentioner eller andre faktorer.

Vi må desuden – og som altid – huske, at statistik om grupper ikke siger noget om individer. Ligesom mænd i gennemsnit er højere end kvinder, men enkelte kvinder kan være højere end enkelte mænd, kan en MENAPT-indvandrer eller efterkommer være et velfungerende og værdifuldt medlem af samfundet, selvom statistikkerne peger på udfordringer. Dette ved alle fornuftige mennesker, men det er værd at nævne for at undgå misforståelser.

Vads tredje erkendelse er afgørende: Vi skal være opmærksomme på, at nogle, der på papiret fremstår velfungerende, kan modarbejde danske værdier. Franske og svenske studier har vist infiltration og underminering som et problem, og der er grund til at tro, det også gælder i Danmark.

Den fjerde erkendelse er mindst lige så vigtig. Evidensen fra Berlingske, SSI, Vive og Stuk er så omfattende, at den ikke kan afvises, hvis vi anvender samfundsvidenskabelige bevisstandarder konsistent. Hvis lignende data fandtes i mindre kontroversielle debatter som klimaforandringer eller sundhed, ville vi handle uden at kræve absolut kausalitet. At afvise evidensen i denne sag ville derfor være inkonsekvent.

Den fjerde erkendelse betyder, at vi må revurdere idéen om, at institutionerne automatisk kan forme alle indvandrere. I nogle tilfælde påvirker kulturelle normer fra MENAPT-miljøer institutionerne i en retning, der udfordrer deres værdier og funktion. Dette kræver en debat om, hvordan vi styrker institutionerne.

Jeg foreslår, at skolerne bliver bedre til at håndtere udfordringer som vold og trusler gennem klare retningslinjer og sanktioner, der beskytter læringsmiljøet. Lærere bør støttes med træning i at tackle kontroversielle emner uden frygt. Når det gælder meritokrati, må vi sikre, at karaktergivning afspejler faktiske præstationer, f.eks. gennem ekstern bedømmelse eller klarere retningslinjer fra Stuk. Samtidig skal vi afvise apologeter, der mener, at karakterer er uretfærdige, da de – på trods af fejl – er det bedste redskab til at vurdere elevers udbytte af undervisningen.

Den tredje og fjerde erkendelse supplerer hinanden. Lad os bruge tiden fremover til at diskutere begge dele åbent og ærligt. Det er blandt de vigtigste emner, vi står over for som samfund.