Nej, Putin – vi forærer ikke vores frihed væk

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

EU har vedtaget sin 18. sanktionspakke mod Rusland. Den sætter prisloft på olie og går efter russiske skyggeflåder og vil have effekt på længere sigt; på kort sigt – ingen. Man kunne have brugt de 300 mia. indefrosne russiske valutadollars placeret i europæiske banker på akut hjælp til Ukraine, på luftforsvar af ukrainske byer, men banketikken siger nej, og det overregulerede Europa forstår ikke at bryde en regel, når den skal brydes.

USA sender våben til Ukraine igen, men på europæernes regning, og de formuende freeloaderlande Tyskland, Frankrig og England må til lommerne. Rusland overlever fortsat efter Kinas forgodtbefindende, en ulækker union, der formodentlig vil fortsætte i årtier. Den Kolde Krig er tilbage, det er øst mod vest, men den asiatiske drage har vokset sig stor og skællet, og med Kina i ryggen udgør Rusland, på trods af Putins inkompetence, en tvingende trussel mod Vesten.

Indien. Det er så vigtigt, at det storvækstende land, verdens folkerigeste, bliver lokket ud af kløerne på Rusland og Kina. Inderne er med i diktaturklubben Briks, og jo mere vi kan handle med præsident Modi, der på trods af sin religiøse nationalisme er et menneske, man kan tale med, desto bedre.

Alternativt bliver verden for alvor delt op i demokratier og autokratier, i frihed og umenneskeliggørende tyranni.

Skræmte stemmer placerer USA på autokratiernes side, lad være med det. Frygten for Trump er overdrevet og bygger på mandens forvildede ord, ikke på faktiske handlinger. Trump er præsidenten, vi elsker at hade og derfor giver opmærksomhed i overmål.

Stadig, verden bevæger sig mod mere autokrati. Det fredelige, demokratiske Vesteuropa er blot et strøg på verdenskortet. Selv Vesten udgør en mindre del af verden i forhold til resten af globen – Kina, Indien, Afrika, Rusland.

Er Francis Fukuyamas teori om historiens lykkelige afslutning helt til grin? Faktisk ikke – historien sluttede i 1989, og så begyndte den forfra i 2022, da Ukraine blev invaderet.

Tilbage til EU’s sanktioner. Trump truer også med sanktioner, med told på russerne. Imidlertid en tom told, fordi den amerikanske handel med Rusland i forvejen er minimal som følge af Putins krig.

Til gengæld er idéen om sekundær told på Rusland glimrende. Her lægges der afgifter på 100 pct. til lande, der handler med Putin. Den amerikanske Kongres foreslår yderligere sekundær told på 500 pct. – en strategi, der taler sit eget klare sprog.

Rusland kan næppe besejres på slagmarken, men må bryde sammen indefra. Det er sket før, i den grad – zarstyrets kollaps, Sovjets kollaps, Putins kollaps?

Det er stadig et mysterium, hvorfor han angreb Ukraine. Han havde satset på et hurtigt styreskifte, det gik jo glat med Krim-halvøen, men selv hvis det var lykkedes at indsætte en marionet i Kyiv, ville man have kastet landet ud i en ødelæggende borgerkrig – Ukraines patriothær trækker ikke uden videre i russiske uniformer, og Putin ville have stået over for en ny Afghanistan-katastrofe.

Den russiske præsidents dømmekraft er elendig, hvilket lover godt for udfaldet af krigen i Ukraine. Putins krig mangler mening, og aggressoren må gå den vippende planke ud.

Rusland kan blive et fredeligt demokrati. Hvis russerne er interesseret i demokrati. Hvis de overhovedet er interesseret i politik, der kræver overskud og engagement. Man kan imidlertid udmærket forestille sig den almindelige russer bruge timer foran tv’et, når de politiske nyheder bliver rullet ud. Putins seneste beslutninger, landsfaderens seneste bedrifter. Nationale russere er politisk engagerede, bare ikke på demokratiske præmisser.

Demokratiet har også sine svagheder. Styreformen gør det svært at tænke langsigtet, at tænke videre end næste valg. Det ses i Europas tøven med tiltag, der for alvor vil ramme Rusland, fordi tiltagene også vil ramme Europa og dermed politikerne selv. Her har autokratierne fordele, primært Kina, hvor flerårsplaner har ført millioner af mennesker ud af fattigdom og gjort Kina til verdensførende på solenergi. Men man har ikke lyst til at være den minoritet, der bliver mast i det autokratiske maskineri.

Man ønsker imidlertid heller ikke at være det diktatur, der sætter sig op mod en alliance af demokratier. Når demokratierne slår fra sig, slår de hårdt, mest markant nedkæmpningen af Nazityskland og Japan under Anden Verdenskrig. Men tilløbet er langt, og i dag er vi vidne til et nølende Europa og et USA på tumlekurs.

Senest har EU planlagt udfasningen af import af russisk gas – i 2028. Imens falder ukrainerne med støvlerne på, og selv russerne kæmper utrætteligt, hvilket kan være svært at forstå, men ligesom Sovjets soldater blev lokket med skinnende medaljer, så kan man bilde folk det meste ind med et tilstrækkelig effektivt propagandaapparat.

Vi bilder os ikke noget ind, vi ved udmærket, hvad der foregår, i Ukraine, i Rusland, på slagmarkerne – problemet er, at vi ikke handler på det. Måske ønsker vi slet ikke, at Ukraine vinder, med de konsekvenser, et russisk nederlag kunne have – mørkere kræfter end Putin kunne gribe magten, russiske atomvåben falder i forkerte hænder, finanskaos opstår.

Måske. Men friheden foræres vanskeligt væk.