Der er brug for alvorlig selvransagelse på Roskilde Festival
Den er gal med balancen, når Roskilde Festival kun giver plads til politik og aktisme af venstreorienteret tilsnit, og når man fra festivalens mest prominente scene kan opleve opfordringer til at fjerne Israel fra landkortet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Direktøren for Roskilde Festival, Signe Lopdrup, har udtalt til Weekendavisen, at politik og aktivisme er en essentiel del af festivalens program. Ja, faktisk mener hun slet ikke, der egentlig er tale om en musikfestival. Det er der ikke nødvendigvis noget galt i, kunsten må gerne være politisk, og der er intet nyt i, at mange kunstnere har et stærkt samfundsengagement.
Udfordringen er balancen på det, der er en af Danmarks største kulturbegivenheder og et kulturelt fyrtårn for Danmark i store dele af verden. For Signe Lopdrup kan ikke nævne én eneste højreorienteret debattør eller musiker, der optræder på festivalen, så det må være venstreorienteret politik og venstreaktivisme, hun tænker på.
Indtil videre har nogle højdepunkter på årets festival da også været oplæg ved venstrefløjsikonet Greta Thunberg, som igen skulle prøve at forklare den mystiske sammenhæng mellem klima, Palæstina og patriarkatet m.m.
Og onsdag overlod det irske punkband Fontaines D.C. sin plads på Orange Scene til en gruppe Palæstina-aktivister, der fik store dele af forsamlingen til at huje med på slagordet »From the river to the sea, Palestine will be free« og mente, at der var en sammenhæng mellem undertrykkelsen af Palæstina og undertrykkelsen af Grønland. Det skete angiveligt med festivalledelsens fulde viden og accept.
Her går det over stregen. Det er fuldt forståeligt, at mange mennesker føler omsorg for befolkningen i Gaza og ønsker, at krigen skal stoppe, det tror jeg faktisk, at langt de fleste danskere gør. Men hvordan man end vender og drejer det, så er »From the river to the sea«-slagordet udtryk for et ønske om, at Israel skal ophøre med at eksistere. Palæstina skal udbredes fra Jordanfloden til Middelhavet, og slagordet ledsages ofte af et symbol, som er et kort over området, hvor Israels grænser er forsvundet.
Alle, der har fulgt bare den mindste smule med i Mellemøstens udvikling, ved, at det ville være ensbetydende med, at Israels jødiske befolkning stod med valget mellem fordrivelse og en voldelig død, og at det nuværende Israel i løbet af kort tid ville være jødefrit, ligesom de omgivende arabiske lande.
Det kan ikke bortforklares med, at man blot ønsker en fælles stat, hvor alle nationaliteter og religioner kan leve fredeligt side om side. Det er i bedste fald overfladisk naivitet, i værste fald er det et bevidst røgslør, fordi man godt ved, at jøderne aldrig ville kunne overleve uden beskyttelse fra den israelske stat.
Derfor puster »From the river to the sea« yderligere til hadet mellem områdets befolkningsgrupper og kalder ikke på fred og forsoning, men på voldelig eskalation. Det kan aldrig være Roskilde Festivals opgave at lægge scene og navn til.
Hvis man vil være en bredt favnende festival, så kan man ikke nøjes med at være forlovet med den yderste venstrefløj og lægge prominent scene til at hylde den aggressive del af Palæstina-bevægelsen. Der må gerne være politik og aktivisme på Roskilde Festival, men det bør i sin kerne være en glad begivenhed, som alle musikelskere kan se sig selv i. Derfor er der brug for selvransagelse i Roskilde.
Det har gentagne gange – og med god ret – været kritiseret, at Roskilde Festival på intet tidspunkt har udtrykt sympati for de knap 400 unge israelere, der blev dræbt af Hamas under Nova-festivalen i det sydlige Israel den 7. oktober 2023. Man skulle ellers mene, at det var let at føle sympati og omsorg for deltagere på en anden festival, som intet forkert havde gjort, men blot ville nyde musikken. Men nej, dem, der har foreslået det, har fået et nej fra festivalledelsen, som ikke mente, det var noget, der hørte til på Roskilde Festival. Men det gør opfordringer til at fjerne Israel fra Jordens overflade altså. Det er virkelig besynderligt og foruroligende.
Musik har den fine egenskab, at den kan udvide vores horisont og skabe mellemfolkelig forståelse. Hvis Roskilde Festival ville gøre noget godt for Mellemøsten, så havde det rigtige derfor været at invitere nogle israelske musikere til at spille på festivalen. For det kan vel ikke være sådan, at Roskilde Festival hylder mangfoldigheden, så længe den ikke er israelsk eller jødisk?