Nato-topmøde endte så godt som muligt. Nu er det op til europæerne selv at komme i mål
Natos nye investeringsmålsætninger er i realiteten elastik i metermål, og nogle Nato-lande vil formentlig tage dem lige så lidt alvorligt, som vi selv gjorde indtil for nylig. Heldigvis er realiteterne gået op for os selv og landene i vores nærområde.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Ud fra alle rimelige parametre endte Nato-topmødet i Haag i den forgangne uge godt. Og lidt ydmygende fedteri for Donald Trump, ikke mindst fra generalsekretær Mark Rutte, er en meget beskeden pris at betale for at holde USA inde i alliancen og for at få Trump til nogenlunde troværdigt at bekræfte, at USA fortsat vil opfylde artikel 5 og komme et andet Nato-land til undsætning, hvis det bliver angrebet.
Set i lyset af det seneste halve års store bekymring for, om USA ville trække sit helt fra alliancen i vrede over europæernes manglende vilje til at engagere sig økonomisk i deres eget forsvar, eller at man på ingen måde kunne regne med USA’s vilje til at opfylde sine traktatmæssige forpligtelser, så gik hele faktisk det rigtig godt.
Udfordringen ligger stadig hos de europæiske lande selv, for selvom der blev opnået formel enighed om at nå op på at bruge 5 pct. af bnp på forsvaret så sent som i 2035 (!), så er der stadig meget lang vej til et troværdigt europæisk forsvar.
De 5 pct. er sammensat af 3,5 pct. til det egentlige forsvar og 1,5 pct. til diverse supplerende sikkerhedsfremmende tiltag, som i realiteten kan være lidt af hvert, også mange ting, som man formentlig alligevel ville have brugt ressourcer på.
Vi ved allerede, at nogle Nato-lande næppe reelt vil prioritere at nå målet – præcis som vi selv undlod at gøre, efter at medlemslandene havde aftalt at bruge sølle 2 pct. af bnp på forsvaret i 2014.
Realiteten er, at 5 pct.-målsætningen er elastik i metermål, og at der stadig er lang vej til et Europa, som står bare nogenlunde samlet, og som vil kunne forsvare sig selv.
EU’s rolle i fremtidens forsvars- og sikkerhedspolitiske arkitektur er også fortsat meget uklar, og i de aktuelle sikkerhedspolitiske udfordringer i Ukraine og i Mellemøsten spiller hverken EU eller de europæiske lande hver for sig i realiteten nogen nævneværdig rolle.
De europæiske lande hænger samlet set fortsat fast i en rolle, hvor der er skruet markant ned for den hårde magt, og hvor man i stedet forlader sig på et diplomati, som der ikke rigtig er nogen af klodens stridende parter, der gider at høre på.
Heldigvis ser Danmark – og de øvrige nordiske lande samt Tyskland og en del af østeuropæerne – ud til omsider at have forstået alvoren og vil investere de penge i vores sikkerhed, der skal til. Det betyder, at sikkerhedssituationen i Danmarks nærområde omkring Østersøen vil forbedres markant i de kommende år, og det er for os en overordentlig god nyhed.
Men det er ikke et resultat, som vi kan tilskrive hverken Nato, EU eller USA; det er alene udtryk for en forstærket realisme og selvopholdelsesdrift i vores del af verden.