Frygt intet. En skotøjsfabrikant har set lyset

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Fear nothing«, lover en skofabrik, der reklamerer her og der og overalt og på husmure. Frygt intet.

Jeg må ha’ sådan et par sko. Engang frygtede jeg at få fem i fransk. Siden blev det rotter. Nu er det mennesker, der spiser kål hver dag, fordi de har læst, at kål forebygger det utroligste. Den slags mennesker kan kigge på én, som om man selv er ude om al dårligdom.

På det seneste er jeg begyndt at frygte mænd, der propper et Søren Kierkegaard- citat ind, hvor de bare kunne have skrevet, at de er blevet fyret eller har en datter, der er blevet student. Så står Søren K. der og flagrer og ved ikke, hvad han har med noget at gøre. Vi andre ved det heller ikke, til vi ender med, at manden nok bare ville virke belæst.

Mennesker, der stiver sig af med Kierkegaard eller kål, har tit noget tungt i rygsækken. For eksempel frygt. For ikke at blive taget alvorligt, eller at livet en dag er slut.

Nu kan man heldigvis få sko, der virker mod frygt. Og de funker. Det så man for eksempel i Superligaen i foråret.

Lyngby Boldklub, der har »Frygt intet«-skofabrikken som hovedsponsor, endte grundspillet godt nede i tabellen, men dog over nedrykningsstregen. Men da slutspillet begyndte, kom klubben ligesom i tanke om, at der jo intet var at frygte. Dét hjalp. Efter 0-2 mod Vejle og 1-5 mod Sønderjyske var der ikke længere noget at frygte. Det var slut. Klubben viste, at med den rigtige, frygtløse indstilling behøver man ikke gå rundt med ondt i maven op til kampene. Man går roligt ind i elevatoren og trykker ”Ned”, og når døren går op igen, spiller man i 1. division.

Apropos elevatorer – nu kommer der en hemmelighed:

Der findes kendte mennesker i Danmark, der lider af gakkelak på meget højt niveau. Nogle skal nærmest i fuld narkose for at bruge en elevator. Andre kan ikke sove i en kahyt. En i min bekendtskabskreds har frygten for at drukne lysende ud af øjnene, når han er på stranden om sommeren. Jeg har hørt ham sige »er her ikke meget dybt?« i vand til anklerne. Det vildeste, jeg kender til, er en person, der kan få svedige håndflader og hjertebanken ved synet af skjorteknapper.

Og hvad gør man så, når man er kendt og har lederansvar og manges øjne på sig og frygter elevatorer, knapper eller skibskahytter, som var de den visse død? Altså på den anden side af den kognitive terapi, den metakognitive terapi og hypnoseterapien.

Man digter gakkelakken om. Det bliver utroligt sundt at tage trapperne, utroligt spild af tid at sejle og utroligt enkelt med en dresscode, der hedder skjorte OG slips. Sidevognen er et glas benzodiazepiner.

Jeg ser et kolossalt marked for sko, der virker mod frygt, herunder gakkelak.

Da jeg i sin tid var bange for rotter og fem i fransk, var der ingen i skotøjsbranchen, der havde noget på hylderne mod frygt. Folk gik og frygtede dit og dat i gummistøvler og sandaler, og nogle frygtede ikke noget, og de gik også i gummistøvler og sandaler.

Det var i det hele taget en anden tid. Folk, der missionerede for kål, blev regnet for at have knald i låget, og der var ikke nogen, der blandede Søren Kierkegaard ind i en afskedigelse fra en funktionærstilling. Man var ikke engang nået til at kalde 10 års ansættelse i samme stilling, ved samme skrivebord, for »en spændende rejse«. Man kaldte det »et arbejde«. Når en stolt mor slog på glasset i anledning af sin datters studentereksamen og brugte ordene »at rejse er at leve«, kunne folk godt bagefter sidde og diskutere, om det var Tove Ditlevsen eller moren, der havde fundet på talemåden.

Tiden var enfoldig, for ikke at sige direkte dum. Selv gik jeg meget i træsko, og da jeg en aften så en havnemole blive lodden af store, fede rotter, der kom frem fra sprækkerne, strejfede det mig ikke at skifte fodtøj. »Fear nothing«-sko havde ellers været sagen i det øjeblik. Folk affandt sig ligesom med deres frygt. Man undgik havnemoler i skumringen, hvis det var rotter, man ikke kunne lide, og nogle undgik elevatorer og stod ved årsagen i stedet for at romantisere trapper eller sagde lige ud, at de ikke gik i vandet, fordi de ikke kunne lide det.

Hvor primitivt. Vi er heldigvis videre i dag. Hvad alverdens psykologer har keglet rundt i, har en skotøjsforhandler nu fundet svaret på: Der ER intet at frygte. Punktum.