Kulturens penge følger folket. Men hvor bliver strategien af?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvert år uddeler Kulturministeriet over en kvart milliard kroner til kulturlivet fra de såkaldte udlodningsmidler – overskuddet fra Danske Spils lotterier. Det er kulturens egne spillepenge, og de udgør en af de få puljer, som ministeren relativt frit kan fordele uden om finansloven. Midlerne er med andre ord politisk signalgivende: Her ser vi, hvad der prioriteres – og hvem der bliver hørt.

I år er pengene netop blevet fordelt, og når man bladrer i aktstykket for 2025, får man fornemmelsen af at være til møde i et meget aktivt kommunalt kulturudvalg – på én gang mangfoldigt og spraglet, men også foruroligende ustrategisk.

Midlerne fordeles på en lang række små og mellemstore lokale projekter: metalfestival i Næstved, keramikfestival i Skælskør, ottekantede forsamlingshuse, SPOT på Tønder, Resonerende Rum, Gadens Kunst, Jazzhus Montmartre og meget mere. Beløbene spænder fra 100.000 kr. til 1-2 mio. kr. – og listen er lang.

Det tegner et billede af en kulturpolitik, hvor de enkelte folketingspolitikere i stigende grad fungerer som kanal for midler til hjemstavnens kulturprojekter. Det er absolut ikke en kritik i sig selv – der er noget sympatisk i, at folketingsmedlemmer tager deres valgkredse og lokale kultur alvorligt. Men når summen af denne praksis begynder at minde om sognerådspolitik på nationalt plan, bliver det relevant at spørge: Hvem løfter det samlede ansvar? Hvor er den overordnede prioritering?

Udlodningsmidlerne bliver i stigende grad brugt som lappegrej i en decentralt organiseret virkelighed, hvor ministerens rolle i praksis kan synes at være at sige ja til så meget som muligt – og så lidt som muligt på tværs. Resultatet er en finmasket fordeling af små summer til mange aktører, men uden en sammenhængende retning. Det ser ud, som om man har ønsket at gøre alle lidt glade – men har glemt at spørge, hvad det hele skal føre til.

Det er tydeligt, at kulturen skal tættere på hverdagen og væk fra parnasset. Det giver mening. Men når næsten hvert projekt ligner en lokal sejr, står vi tilbage med spørgsmålet: Hvad er kulturens rolle i Danmark? Skal den samle, udfordre, skabe vækst, styrke identitet – eller bare eksistere lidt over det hele?

De kulturelle udlodningsmidler er enestående, fordi de muliggør investeringer uden bureaukrati og langstrakte forhandlinger. Netop derfor bør de bruges strategisk – som løftestang for det, vi som samfund vil med vores fælles kultur. Når man læser årets aktstykke, ligner det derimod mere en ønskeseddel fra et velbesøgt borgermøde.

Hvis kulturens penge skal følge folket, så lad os i det mindste tage en fælles samtale om, hvor vi er på vej hen. For tiden sejler vi i mange små både – men uden fælles retning.