Hvorfor tror flere unge på Gud? Det handler om meget mere end den gendøbte Casper Christensen
Det ligner en stille vækkelse. Men hvorfor er troen på vej tilbage? Og vel at mærke en tro, der ikke er gakket som "de flyvende spaghettimonstre" eller åndløse ateister. Svaret? Der mangler noget. Et fundament efter 68'ernes smadremænd.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Mange har en fornemmelse af, at troen på Gud er voksende.
Der er selvfølgelig Casper Christensens meget synlige nyfundne tro, men langt mere signifikant er det nok, at unge, toneangivende politikere som Alex Vanopslagh og Frederik Vad har stillet sig offentligt frem med deres tro. Det havde været utænkeligt for 20 år siden. Jeg ved det, for jeg var der.
For 20 år siden var det i stedet nyateismen med Richard Dawkins, Christopher Hitchens, Sam Harris og Daniel Dennett, der var i vælten.
Dennett besøgte eksempelvis Københavns Universitet Amager til en fuld foredragssal og uden antydningen af kritiske spørgsmål. På filosofi på KUA var det de færreste, der troede på Gud, der i almindelig tale hed ”himmelnissen” eller ”det flyvende spaghettimonster”.
De troende var sådan nogle smådumme bagudsmennesker. Den udbredte holdning blandt de fastansatte var, at mennesket er et rent naturvæsen uden fri vilje. Vores handlinger er blot mekaniske processer, der kausalt påvirker hinanden, og således er hele menneskehedens historie bestemt på forhånd.
Ateisterne har et naturvidenskabeligt syn på mennesket, men hvad betyder det i praksis? Jo, det betyder, at mennesket blot er noget væv holdt sammen med nogle knogler. At den meningsgivende kærlighed mellem elskende ikke er andet end kemi oppe i hjernen. At den dybe hengivenhed og pligtfølelse over for vores børn ikke er andet end et praktisk biologisk instinkt. At den smukkeste musik ikke er andet end sammensatte lyde. At Danmark ikke er andet end noget jord, som tidligere slægtninge også har boet på.
Det ateistiske menneskesyn er således i bogstavelig forstand åndløst. Videnskabeligt renset for alt det, der gør livet interessant. Måske ikke så overraskende, at det har mistet sin popularitet.
Dem, der i dag er unge, tilhører den første store postateistiske generation. Dem, hvor ateismen ikke var et særligt valg, men blot sådan, som de nu engang blev opdraget. Ikke sådan, at de nødvendigvis aktivt gjorde sig forestillinger om mennesket som ren biologi, men snarere at de ikke har tænkt over det. Gud var der bare ikke.
Noget tyder på, at det er ved at forandre sig. I Danmark har jeg kun anekdotisk bevis, men i Storbritannien har de for nylig lavet en bemærkelsesværdig undersøgelse kaldet ”Den stille vækkelse”.
I løbet af de seneste seks år er kirkegangen vokset med 50 pct., men mere bemærkelsesværdigt er stigningen markant større blandt de 18-24-årige. Blandt unge mænd er det nu en af fem, der regelmæssigt går i kirke. For seks år siden var det knap en af 20. Tænk lige over de tal. Hvis ellers det er en varig forandring, taler vi om den største kulturelle omvæltning siden 1968.
Udviklingen er sikkert ikke lige så markant i Danmark, og jeg kan som sagt alligevel ikke dokumentere hverken det ene eller det andet. Men lad os nu antage, at en lignende bevægelse finder sted i Danmark. Hvorfor bliver de unge mere kristne?
Det oplagte svar er, at de søger mening. Rettesnore, holdepunkter og ankre i livet. Tidligere generationer har lært, at det er muligt at rejse ud af landet. At det er muligt at blive meget rig, hvis man arbejder stenhårdt og målrettet. At de har utallige muligheder for at vælge noget radikalt anderledes end deres forældre. De ved, at det kan lade sig gøre. Det er bare ikke så spændende mere. Måske er det endda tomt.
Søgningen mod kirken og Gud afspejler også en metaltræthed over tidens amokløbne, dekadente individualisme. Der mangler noget. Der mangler et fundament.
I takt med den fremskredne kulturelle opløsning er unge simpelthen blevet mere bevidste om tomheden: Efterhånden som ilden er gået ud, er der blevet koldt og mørkt i stuen.
Genkristningen er at tænde ild i kaminen igen. Det er at få fast grund under fødderne, hvilket måske er vigtigere end nogensinde i vores fragmenterede verden. Troen, dens varme, dens ritualer, forbinder os med en fortid, vores forældre hånligt vendte ryggen til. De unge afviser afvisningen af vores arv. Hvis ikke dét er grund til optimisme, så ved jeg ikke, hvad skulle være det.