Meget forandrer sig. Men demokratiet er en rigtig gammel vare på hylderne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Muligheden for at fastholde et budskab ved hjælp af skrift er en vigtig forudsætning for det moderne demokrati. Vi har derfor meget at takke sumererne, som levede i forskellige bystater i det nuværende Irak, for. Dette folk opfandt nemlig – formentlig som de første – skriften.

Det skete omkring 3200 f.Kr. Kort tid efter – ca. 3100 f.Kr. – kom egypterne til med deres hieroglyffer, og omkring 3000 f.Kr. begyndte man også for første gang at kunne skrive i det nuværende Indien.

Alle tre steder blev skriften brugt til at fastholde et budskab, f.eks. i forbindelse med regnskaber og administration, så eneherskeren sammen med sine embedsmænd kunne fastholde magten over den almindelige befolkning. Ikke just demokratisk. Og det var netop på denne udemokratiske måde, at skriften blev benyttet i de første mange århundreder, ja i årtusinder.

Også blandt de folkeslag og i de lande, hvor skrift først blev taget i anvendelse på et langt senere tidspunkt end blandt sumererne, egypterne og inderne.

Kineserne var meget senere ude. De begyndte først at kunne skrive på et tidspunkt mellem ca. 1600 og 1300 f.Kr. Shangdynastiets konger, som regerede på dette tidspunkt, anvendte skriften til at ”kommunikere” med forfædrene. De skrev korte beskeder til dem på såkaldte ”orakelben”.

Det kunne f.eks. være skulderblade fra okser, som derpå blev varmet op til så høj en temperatur, at de begyndte at slå revner. Og ud fra, hvordan orakelbenene revnede, mente de kinesiske konger så at kunne aflæse, hvad deres forfædre svarede. De gode råd fra forfædrene blev derefter også nedskrevet.

I Europa blev skrift først for alvor udbredt i løbet af det første årtusinde f.Kr. – og da primært i Middelhavsområdet – blandt grækere, romere m.fl. Og runerne, som vi benyttede os af i den nordlige del af Europa – til korte beskeder på runesten – opstod først omkring Kristi fødsel.

Alligevel var nordeuropæerne langtfra de sidste i verdenshistorien til at begynde at kunne skrive. Japanerne begyndte – trods den geografiske nærhed til Kina – først at tage skriften i anvendelse i forbindelse med opbygningen af en stærk, central japansk kejsermagt omkring 500 e.Kr.

Og mange andre folkeslag rundtomkring i verden anvendte fortsat overhovedet ikke skrift. Det gjaldt f.eks. mange af de oprindelige folk i Nord- og Sydamerika samt i Afrika. Mange tog først skriften til sig efter mødet med europæerne i løbet af 1400- og 1500-tallet og i de efterfølgende århundreder – hvis nogensinde.

I de første mange århundreder af skriftens levetid – fra omkring 3200 f.Kr. og frem til omkring 1800 e.Kr. – blev den således primært brugt som et redskab for magthaverne til bedre at kunne fastholde deres magt over andre mennesker inden for rammerne af en ikke-demokratisk styreform.

Når man alligevel kan sige, at anvendelse af skrift er en vigtig forudsætning for det moderne demokrati, er det, fordi anvendelsen af skriften skiftede karakter i tiden fra omkring 1800. I løbet af 1800-tallet og 1900-tallet blev kendskabet til skriften og evnen til at kunne læse og skrive udbredt til en stor del af befolkningen i den vestlige verden samt i forskellige andre områder.

I Danmarks tilfælde plejer man f.eks. at sige, at analfabetismen var udryddet omkring 1850.

I løbet af 1800-tallet og 1900-tallet begyndte den brede befolknings evne til at kunne læse og skrive at indgå som en væsentlig forudsætning for (videre-)udviklingen af et moderne demokrati i bl.a. en række lande i Europa samt i USA. Kun hvis man kunne læse og skrive, havde man for alvor mulighed for at følge med i hele samfundsudviklingen og i den demokratiske debat – og at tage del i og stilling til denne.

I dag er kampen for, at en så stor del af verdens befolkning som overhovedet muligt kan dét, som sumererne som de første udviklede omkring 3200 f.Kr., nemlig læse og skrive, således en væsentlig forudsætning for, at demokratiet kan overleve og udvides til at omfatte så stor en del af verden som muligt.

Også selv om skriften oprindelig blev brugt til et helt andet formål.