Der er tydeligvis forskel på Løkke-ligaen og Trump-skalaen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Lad os starte med en lille gætteleg. Hvem refererer følgende citat til?

»Der har aldrig hersket tvivl om hensigten med den angivelige bestikkelse.«

Hvis man lever i nyhedsøjeblikket, kunne man tro, at det henviser til Mike Fonseca og Lars Løkke Rasmussen. Men det er faktisk en beskrivelse af Informations USA-korrespondent, Martin Burcharth, i marts 2023 om det, som avisen beskrev som en »historisk retssag om bestikkelse af pornostjerne«.

Vi tager lige én mere:

Hvordan ville man som lægmand typisk beskrive følgende knap så fiktive hændelse:

”X forsøgte at købe Y’s mandat”.

Mit bud ville være, at det afhang af, om det foregik i Afrika eller på Amager. For min tese vil ydermere være, at denne uge har vist, at der i dækningen af ovennævnte forhold de facto eksisterer en dobbeltstandard. Sker det i udlandet, tøver vi ikke med at bruge udtryk som bestikkelse eller korruption. Sker det herhjemme, er barren noget højere.

Da det amerikanske forsvarsministerium under præsident Trump stod til at modtage et nyt præsidentfly fra Qatar i gave, skortede det ikke på artikler om mulig bestikkelse og korruption. Med rette vel at mærke, som jeg også har skrevet om i disse spalter.

Men når en dansk partiformand drøfter, hvor mange penge der skal til, for at en folkevalgt repræsentant skal forlade landets lovgivende forsamling, har danske medier, kommentatorer og analytikere lige pludselig noget mere uld i munden.

Jeg er med på, at ord har betydning, og at man i dækningen skal passe på med at bruge udtryk, der i yderste instans kan være injurierende. Særligt når landets juridiske eksperter ikke er enige om, hvorvidt der er tale om bestikkelse eller korruption.

Men jeg synes også, at man skal være ærlig i den her diskussion. Det er tydeligt, at man i mediebranchen har væsentlig mindre journalistiske betænkeligheder ved at bruge udtryk som korruption og bestikkelse, når der er tale om udlandsdækning, end når der er tale om dansk politik.

Personligt har det været påfaldende, at det var en gennemgående pointe hos de mennesker, jeg har talt med i mediebranchen i ugens løb: Man skal være mere varsom med at bruge den slags udtryk, fordi det kan få indflydelse på udfaldet af et kommende folketingsvalg.

Det er selvsagt rigtigt. Men diskussionen minder mig på mange måder samtidig om, hvorvidt man måtte sige, at Donald Trump løj.

Jeg kan stadig tydeligt huske, da jeg første gang brugte udtrykket »løgn« på TV 2 NEWS. Jeg var knap nok kommet ud af studiet, før der stod en redaktør og sagde, at jeg altså ikke måtte sige, at Trump løj. Da jeg spurgte hvorfor, fik jeg at vide, at det virkede partisk at bruge et så stærkt udtryk. Da jeg så spurgte, hvad jeg skulle sige i stedet for, fik jeg at vide, at jeg skulle bruge udtrykket »faktuelt ikke korrekt«.

Hertil måtte jeg så respondere, at der altså var en ret så væsentlig forskel mellem at sige noget, som var faktuelt forkert, og så at lyve.

Jeg prøvede at illustrere dette med et eksempel: Hvis jeg ved en fejl kom til at sige, at hovedstaden i Spanien var Barcelona, var der tale om et faktuelt forkert udsagn. Hvis jeg derimod kom til at sige, at jeg vejede 80 kg, var der tale om en løgn, da jeg åbenlyst talte mod bedre vidende.

Løsningen – hvis man skal kalde det for det – blev, at jeg godt måtte bruge udtrykket »løgn«, mens studieværter ikke måtte gøre det, selvom der var tale om en usandhed, som Trump blev ved med at gentage.

I det her danske tilfælde er det mit indtryk, at mange af mine hjemlige kolleger er gået i Voldemort-modus og partout prøver at undgå at nævne de unævnelige ord ”korruption” og ”bestikkelse”. Stik modsat dækningen af Trump, hvor en chefredaktør allerede dagen inden Trumps anden indsættelse skrev i en analyse: »Trump er tilbage i Washington. Det bliver korruption i en helt ny skala.«

Ved at danse rundt om den varme grød og essensen i diskussionen risikerer man i mine øjne at gentage nogle af de fejl, som man begik i USA, da det kom til bestikkelsesanklagerne mod Donald Trump i sagen om de såkaldte tys-tys-penge til pornoskuespilleren Stormy Daniels.

I USA blev konsekvensen, at det for mange amerikanere virkede overdrevent at trække en tidligere præsidentkandidat og daværende præsidentkandidat i retten for til syvende og sidst at uddele en dom uden straf, da Trump som bekendt blev idømt en ubetinget løsladelse.

Denne dynamik så vi også udspille sig i den danske dækning, hvor man ret konsekvent havde omtalt sagen som en bestikkelsessag, men da dommen faldt, var der pludselig tale om en bogføringssag eller en tys-tys-sag.

Psykologen Svend Brinkmann har i mine øjne ramt hovedet på sømmet i et opslag på Facebook, som jeg egentlig burde gengive i sin helhed, men så burde jeg retfærdigvis også overføre ugens honorar til Brinkmann. Så jeg nøjes med at citere kernen af Brinkmanns budskab:

»Det er utroligt, at så mange trækker på skuldrene over Lars Løkkes tilbud om at købe Fonseca ud af hans mandat. Flere kommentatorer og politikere lader til at opfatte det som et forståeligt tilbud om en slags fratrædelsesordning. Det ville det have været i erhvervslivet, men her er vi altså i folkestyrets verden.«

Brinkmann fortsætter: »Der er grundlæggende tale om at bruge økonomiske midler til at ændre en beslutning, som vælgerne har truffet. Det er i mine øjne dybt alvorligt. Om det er ulovligt, ved jeg ikke, men jeg er sikker på, at det står i modsætning til grundlovens ånd og demokratiets væsen. Jeg ved godt, at det måske lyder lidt helligt at beskrive det sådan, men der er forhåbentlig stadig noget i vores demokrati, der behandles med den alvor, det fortjener.«

Jeg er ikke jurist, så jeg vil ligesom Brinkmann holde mig langt væk fra at vurdere den slags med juridisk øjemed. Men som USA-analytiker tør jeg godt vove den påstand, at hvis det her var foregået i Idaho eller Washington D.C. fremfor et kælderværelse på et hotel på Islands Brygge, så havde dækningen nok set anderledes ud.

Jeg skal heller ikke gøre mig til dommer over, om denne forskelsbehandling er godt eller skidt, men den er som minimum tankevækkende.