Da alt gik galt for Helle i hårde hvidevarer
Mit besøg i en varehuskæde er et håndfast bevis på, hvorfor det er en god idé at få sin faktura printet ud i butikken.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg er virkelig dårlig til at shoppe. Derfor har det også taget en krig at tage sig sammen til at købe en ny vaskemaskine. Den gamle model virker egentlig ganske udmærket, men den larmer ad hekkenfeldt til, hvilket har medført en del klager fra genboen med to små børn, der bor i opgangen ved siden af min.
For husfredens skyld var det tid til udskiftning. Jeg gik derfor spontant ind i den landsdækkende varehuskæde med salg af diverse maskiner, da jeg stod uden for butikken i et storcenter.
Egentlig ville jeg bare tjekke, hvad en vaskemaskine koster, men pludselig dukkede hårde hvidevare-eksperten Helle (det hedder hun ikke rigtigt, for en god ordens skyld) op som en trold af en æske. Ivrig og klar til sin bedste salgstale. Jeg tror, at hun kedede sig, for der var sandt at sige ikke mange kunder – men mange ekspedienter – i butikken på sådan en forkølet mandag formiddag. Da jeg viste hende den maskine, som jeg tilfældigt havde udset mig til 7.500 kr. på tilbud, så rystede hun hektisk på hovedet.
»Jeg kan se på dig, at du er sådan en, der går meget op i, hvordan dit tøj bliver behandlet. Derfor skal du op i en anden klasse,« sagde hun, mens hun kastede et vurderende blik på mit skovmandsoutfit. Jeg kunne til gengæld se på Helles pullover, at hun selv har hund og kat derhjemme – eller et meget langhåret ryatæppe.
Jeg blev selvfølgelig smigret og spillede med på Helles iagttagelser. Hun fik lov til at vise mig Mieles topmodel.
»Ser den ikke lille ud af en vaskemaskine?« spurgte jeg. Helle forsikrede mig om, at alle moderne vaskemaskiner har de samme mål, og så fortalte hun mig om alle maskinens kvaliteter, mens hun ivrigt pegede på den. Hun roste mig for øvrigt også for at vælge en Miele-vaskemaskine. Den ville jeg blive glad for.
Jeg sagde, at jeg var glad for min nuværende Miele-maskine. Da jeg kom hjem, kunne jeg dog konstatere, at jeg havde en Siemens stående på mit badeværelse. Potatoes … potatos.
Her bliver jeg nødt til at krybe til korset og tilstå, at tøjvask aldrig har været en af mine hobbyer. Jeg må med skam meddele, at jeg vasker alt tøj på 30 grader, uanset om det er håndklæder, T-shirts eller cowboybukser. Eller en dug for den sags skyld. Sengetøj vasker jeg dog på 60 grader.
Pinligt at måtte indrømme det, men jeg har altid overladt tøjvask til kvinder i mit liv, lige indtil jeg blev skilt for otte år siden. Nu vasker jeg selv alt mit tøj en gang om ugen i én stor pærevælling (kulørt vask, som det hedder). Men at gå op i det; det er en anden sag.
Nå, men i mellemtiden ville Helle tænde for maskinens display, hvorefter hun kunne konstatere, at hun havde skamrost en tørretumbler. Hun undskyldte sig med, at hun havde holdt ferie, og at butikken tilsyneladende havde rykket rundt på maskinerne i den forløbne uge.
Godt ord igen. Det kan ske for selv den bedste sælger at tage fejl af en kommode og en seng.
Da Helle havde fundet den model, som hun havde snakket op, slog jeg straks til, selv om 15.000 kr. var ret heftigt i forhold til mit behov for en enkelt klatvask om ugen.
Helle var glad for handlen og slog lidt ekstra remedier ind gratis – et startkit og nogle tabs – da vi gik til afregningen. Så kom der levering og montering oveni. Alt godt.
Helle fortalte, at kæden normalt ikke printer fakturaen ud, men sender den pr. mail. Som en halvgammel fætter, der godt kan lide papir, insisterede jeg alligevel på at få printet fakturaen ud. Det skulle vise sig at være en god idé, for Helle havde ikke helt fået det rigtige ben ud af sengen den dag.
Da jeg var på vej ud af butikken efter en venskabelig afsked med min flinke ekspedient, ville jeg lige tjekke, om alt så rigtigt ud på fakturaen.
Det gjorde det bestemt ikke.
Helle havde scannet en tørretumbler ind. Hun havde således bestilt levering og montering af en tørretumbler til min husstand den følgende uge.
Samtidig viste det sig, at vaskemaskinen faktisk var på tilbud og kostede 4.000 kr. mindre end den famøse tørretumbler.
Jeg tror, at Helle blev flov. Derfor lod jeg hende også være i fred, da hun kæmpede med at få trukket den ene handel tilbage for at lave en ny. Det tog 20 minutter. Helle sagde ingenting. Jeg sagde ingenting.
Denne gang fik jeg ingen gratis startkit eller tabs. Det fik jeg lov til at betale for, selv om jeg ret beset ikke havde bedt om det. Det blev et mere afmålt farvel, da jeg forlod butikken i anden omgang.
Helle havde en Tycho Brahes-dag. Det sker for os alle i ny og næ, og måske ville Helle have klaret det hele meget bedre, hvis jeg var kommet en anden dag. Alligevel håber jeg ikke, at det er Helle, der skal montere min vaskemaskine på torsdag. Trods alt.