Det lyder som et mareridt, men det er sandt: Danskerne er snart i undertal

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Om 70 år vil der være færre personer med dansk oprindelse end udlændinge – i Danmark.

Jeg ville ønske, det var et mareridt, men det er desværre den fulde sandhed, hvis udviklingen fortsætter som nu: Danskerne får for få børn, og indvandringen fortsætter. Det viser fremskrivningerne desværre.

70 år er lige om hjørnet, og det bliver især de kommende generationer, der betaler prisen for den uansvarlige politik, som føres med bind for øjnene og fingrene i ørerne. For man kan ikke påstå, at politikerne ikke er blevet advaret. Et Danmark med færre danskere end indvandrere er den arv, uansvarlige politikere efterlader de kommende generationer.

Vi skal have danskerne til at få flere børn, så de knap 1,5 barn, som den gennemsnitlige danske kvinde føder, bliver forhøjet. Målet bør være mindst 2,1 barn pr. kvinde, så vi reproducerer os selv.

Selvfølgelig kan vi ikke tvinge nogen til at få børn, men vi kan politisk set motivere og sikre forhold, der gør det attraktivt at få børn – og gerne flere af dem. For vi har brug for dem.

Men hvad vi kan gøre politisk, er at stoppe indvandringen – den er årsagen til, at Danmark inden længe vil være beboet af flere indvandrere end etniske danskere. Vi kender de negative erfaringer med arbejdsindvandring fra blandt andet Tyrkiet, Pakistan og Marokko, som begyndte i slutningen af 1960’erne. De og deres efterkommere født i Danmark har ingen intention om at vende tilbage til deres oprindelige hjemlande. For mulighederne her er større end der.

Trods de negative erfaringer har vi igen en regering, der ikke forsømmer en lejlighed til at argumentere for øget arbejdsindvandring – og som tydeligvis ignorerer den viden, vi allerede har.

Forestillingen om, at indvandrere rejser hjem efter endt arbejde, er naiv. Erfaringerne viser det modsatte. Når de først er kommet til Danmark, ønsker de ikke at vende hjem til lande uden det samme velfærdssystem som det danske med sociale ydelser, sygehusbehandling, fri adgang til uddannelse for deres børn og sociale kasser, når de ikke længere arbejder.

Vi kan mene, hvad vi vil, og forsøge at stramme lovgivningen, men giver vi dem først muligheden for at komme til Danmark – så hænger vi på dem. Og det gælder også, selvom deres opholdsgrundlag – arbejdet – for længst er bortfaldet.

Den største udfordring er, at med indvandring følger parallelsamfund, hvor man fastholder hjemlandets kulturelle og religiøse levevis. Det svækker samfundets sammenhængskraft.

Bare se på Vollsmose, Tingbjerg, Gellerup og Høje Taastrup – områder, der gennem årtier har modtaget store mængder indvandrere, og som i dag lever værdimæssigt afskåret fra resten af samfundet.

Disse boligområder bør tjene som advarsel for dem, der endnu ikke har forstået, at Danmark med danskerne ikke er en selvfølge. Men trods dette fortsætter indvandringen ufortrødent, og Danmarks befolkning ser ud til at blive udskiftet i løbet af den nærmeste fremtid.