Fingrene væk fra Fulbright

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Lad os starte med et forbehold af en art: Jeg er med på, at politisk drama om et prestigefyldt stipendie til ofte fine universiteter ikke er en historie, der nødvendigvis får folkets pis i kog. Det forstår jeg sådan set godt, for der er på sin vis tale om den akademiske pendant til Inger Støjbergs »fine saloner« i Københavnstrup.

Men den her historie er både personlig og i mine øjne symptomatisk for Donald Trumps politiske projekt anno 2025.

Tidligere på ugen trådte bestyrelsen i Fulbright Foreign Scholarship Board tilbage i protest over det, bestyrelsen opfatter som ulovlig politisk indblanding fra Trump-administrationen i, hvem der skal modtage de eftertragtede Fulbright-legater. Det er Kongressen, som finansierer de amerikanske stipendier, og programmet administreres i en afdeling under State Department.

Bestyrelsen er nedsat af Kongressen ved lov og skal agere uafhængigt, men bliver udpeget af præsidenten for en periode på tre år. Den nu forhenværende bestyrelse var dermed blevet udpeget af Trumps forgænger, Joe Biden.

Bestyrelsens primære ansvar er at træffe den endelige beslutning om, hvem der skal modtage et Fulbright-legat. Inden da har lokale afdelinger gennemført et krævende og konkurrencepræget ansøgningsforløb og indstillet egnede kandidater. Historisk set er det cirka 20 pct. af ansøgerne, som kommer gennem nåleøjet.

Nu har Trump-administrationen ifølge Fulbright-bestyrelsen så skrottet armslængdeprincippet og giver den i stedet for hele armen i forhold til at blande sig i udvælgelsesprocessen. Ifølge bestyrelsen har politisk udpegede embedsmænd i State Department nægtet at acceptere cirka 200 amerikanske modtagere af Fulbright-stipendiet i forskningsfelter som biologi, ingeniørvidenskab, arkitektur, medicin, historie og musikvidenskab. Derudover har administrationen ifølge bestyrelsen også beordret, at 1.200 internationale stipendiater skal prøves yderligere efter i sømmene i det, bestyrelsen beskriver som en »uautoriseret gennemgangsproces«.

I bestyrelsens optik har Trump-administrationen dermed »tilranet sig bestyrelsens autoritet« og underkendt et »betydeligt« antal af dets udvalgte stipendiemodtagere. Bestyrelsen siger endvidere, at administrationens ageren er uden fortilfælde og ulovlig, fordi den relevante lovtekst – den såkaldte Fulbright-Hays Act fra 1961 – giver bestyrelsen både mandat og myndighed til at vende tommelfingeren op eller ned. Bestyrelsen lagde da heller ikke fingre imellem i sin erklæring, hvor den også proklamerede:

»At fortsætte med at tjene (sidde i bestyrelsen, red.), efter at administrationen konsekvent har ignoreret bestyrelsens anmodning om, at de skal følge loven, ville risikere at legitimere handlinger, vi mener er ulovlige, og ville skade integriteten af dette legendariske program og Amerikas troværdighed i udlandet.«

Den forklaring giver man ikke meget for i State Department, der kom med et modsvar:

»Det er latterligt at tro, at disse medlemmer fortsat vil have det sidste ord i ansøgningsprocessen, især når det kommer til at bestemme akademisk egnethed og overensstemmelse med præsident Trumps dekreter. Påstanden om, at Fulbright Hayes Act giver eksklusivt og sidste ord i Fulbright-ansøgninger til Fulbright-bestyrelsen, er falsk. Dette er intet andet end et politisk stunt, der forsøger at underminere præsident Trump.«

Jeg havde selv æren at blive tildelt et Fulbright-Schuman-stipendie i 2019 i forbindelse med et gæsteforskerophold ved Yale University. Det var stipendiet på 2.000 dollars om måneden, der muliggjorde opholdet, som ikke kun professionelt, men også personligt var enormt lærerigt og privilegeret. Det var en oplevelse for livet, der næppe havde været muligt uden Fulbright-kommissionens generøse støtte. En støtte, der på mange måder nok var tjent ret hurtigt ind igen, i forhold til hvor god reklame det var – og er – for Amerikas Forenede Stater.

Jeg havde drømt om at læse på de bedste universiteter i USA, siden jeg var teenager. Jeg tog sprogprøver og researchede i timevis på nettet. Lavede lister over de universiteter, som jeg helst ville læse på. Men det blev aldrig til mere end det: en drøm. For jeg havde hverken karaktererne eller pengepungen til det. Og det havde min enlige mor, der arbejdede som kassedame i et supermarked og på en tankstation, så sandelig heller ikke.

Men her stod jeg pludselig i New Haven, Connecticut, i januar 2019 og fik bogstavelig talt mit adgangskort til et af de bedste universiteter i verden. Som den eneste i familien, der havde taget en studentereksamen. Som den eneste i familien, der var gået på universitetet.

Og som den eneste i familien, der var i færd med at tage en ph.d.-uddannelse. En mønsterbryder takket være først den danske velfærdsstat og sidenhen et forbilledligt internationalt Fulbright-samarbejde, for det hører med til historien, at amerikanerne ikke betaler hele festen, men nok lidt over halvdelen.

Tillad mig et lille sidespring. Ansøgningsprocessen var nemlig en øjenåbner i forhold til, hvordan man kan lande i et stipendiemæssigt ingenmandsland, fordi man tilhører et nationalt anerkendt mindretal. Lad mig prøve at gøre det kort:

Jeg er født og opvokset i Slesvig by. Mine forældre er tyske og lærte aldrig det danske sprog, men min mor valgte at sende mig i en dansk børnehave, hvorved jeg blev en del af det danske mindretal i Sydslesvig. Lige siden er jeg udelukkende gået i danske institutioner, være det børnehave, folkeskole eller gymnasiet i Sydslesvig. Efterfølgende valgte jeg at læse i Danmark som det mest naturlige i verden.

Men da jeg i forbindelse med min ph.d.-uddannelse på Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze – som var finansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet i Danmark – skulle til at søge stipendier til et muligt gæsteforskerophold ved Yale, løb jeg pludselig panden ind i nationale og administrative mure, også når det gjaldt Fulbright-stipendiet.

Fra den danske Fulbright-afdeling blev jeg gjort opmærksom på, at jeg ikke ville kunne komme i betragtning, da jeg ikke var dansk statsborger (jeg fik først dobbelt statsborgerskab nogle år senere). Hos den tyske afdeling fik jeg at vide, at jeg selvfølgelig var berettiget til at søge som tysk statsborger, men at jeg næppe ville komme i betragtning, da man ville prioritere ansøgere, der bidrog til det tyske forskningsmiljø, hvilket jeg ikke gjorde som en, der aldrig havde været tilknyttet et tysk universitet.

Min uventede redning blev, at der også fandtes et Fulbright-Schuman-legat, som kunne søges af EU-borgere, såfremt studierne eller forskningen omhandlede transatlantiske relationer eller EU-anliggender. I det her tilfælde var det så bare Europa-Kommissionen, der finansierede en betydelig del af stipendierne, hvor det i Danmark ville have været Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Pointen er, at Fulbright-stipendiet ikke kun kan gøres op i kroner, euros eller dollars. Stipendiaterne bliver ofte også uofficielle amerikanske ambassadører takket været mulighederne, som Fulbright-stipendierne har givet dem.

Jeg er i hvert fald den dag i dag fortsat taknemmelig for og stolt over mulighederne, som Fulbright-stipendiet gav mig. Lægger man dertil, at programmet i sin ikke engang 80-årige levetid kan bryste sig af et alumnenetværk, der ifølge en opgørelse i Times Higher Education inkluderer 42 statsoverhoveder, 62 nobelpristagere og 96 Pulitzerpris-modtagere, kan man godt tillade sig at tale om en ret enestående succes og et kongeeksempel på internationalt samarbejde, amerikansk generøsitet og tiltrækningskraft, når det er allerbedst. Sådan ser man det tilsyneladende desværre ikke i Trump-administrationen, hvor udenrigsminister Marco Rubio i sine budgetønsker til Kongressen har bebudet, at det relevante kontor i ministeriet ser sin støtte reduceret fra 691 mio. dollars til 50 mio. dollars.

Lektor Jes Fabricius Møller fra Københavns Universitet har på sociale medier på fremragende vis beskrevet det større perspektiv i politiseringen og sandsynligvis også devalueringen af Fulbright-programmet:

»Jeg synes, at det er markant, at USA på denne måde så bevidst og så brat opgiver den goodwill, som er væsentlig mere værd end de penge, som det har kostet. Jeg har simpelthen ikke ord for den nedbrydelse af tillid, dette sammenbrud af Washingtons bløde magt, og hvad det betyder for USA’s stilling i verden.«

Alt det ved den nuværende amerikanske udenrigsminister sandsynligvis udmærket godt. Som forskerne Marisa Lally og Gerardo Blanco skrev i Times Higher Education tidligere på året, så kontaktede Rubio i sin tid som senator for delstaten Florida medborgere, der havde fået tildelt et Fulbright-stipendie, og ønskede dem tillykke med »den ekstraordinære mulighed« for at blive en del af et »effektfuldt program«, der er med til at opbygge gode relationer »mellem vores store nation og et andet land«.

Så kære Marco Rubio og Donald Trump: fingrene væk fra Fulbright!