Det tyske konklave valgte Merz – til sidst

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Telefonerne blev ikke samlet ind, og dørene forblev åbne. Ikke desto mindre var jeg næppe den eneste, der havde konklaven i Rom i baghovedet, da Tysklands parlamentarikere tirsdag skulle stemme om landets nye kansler. Ligesom i Rom var afstemningen nemlig hemmelig.

Ligesom alle andre, inklusive den nu nyslåede kansler, blev jeg dybt overrasket, da der ikke kom hvid røg op efter den første afstemning. I Forbundsrepublikkens 80 år lange historie er det aldrig sket, at en kansler skulle ud i to afstemninger. Da Friedrich Merz manglede 12 stemmer, var der imidlertid ingen vej udenom.

Nu kunne man jo mene, at Forbundsrepublikkens 10. kansler hurtigt kan børste nederlaget af sig. Han er trods alt nu rykket ind i det tyske statsministerium og fløj allerede onsdag til Paris og Warszawa for at møde sine nye kolleger Emmanuel Macron og Donald Tusk.

Ikke desto mindre vil nederlaget med stor sandsynlighed præge hans kanslertid. Dels er der det personlige nederlag i at være den første, der skulle ud i en anden omgang. Det vil give næring til en diskussion, der ligger lige under overfladen: Har Merz det i sig til at blive en god kansler? Og forstår han overhovedet ligesom sine konservative forgængere Helmut Kohl og Angela Merkel at pleje baglandet og forbundsdagsgruppen?

Dels er der den ubehagelige diskussion, som vil fortsætte et stykke tid. Hvem var ”forræderne”, der ikke ville stemme for ham? I tirsdags havde kristendemokraterne og socialdemokraterne travlt med at pege fingre ad hinanden. Det er mildest talt ikke en god start for et fortroligt regeringsarbejde.

Mest afgørende er imidlertid, at tirsdagens drama er udtryk for, hvor svag midten i tysk politik er blevet. Ved valget i februar fik fløjene, Alternative für Deutschland, AfD, og Die Linke næsten 30 pct. af stemmerne. Den såkaldte store koalition mellem CDU/CSU og SPD var dermed den eneste mulige. Flertallet er imidlertid så beskedent, at det i praksis betyder, at Merz og hans gruppeformænd ved hver afstemning skal have lommeregneren frem.

Merz må altså alt andet lige bruge en stor del af sin tid på at holde sammen på koalitionen. Han må med andre ord læne sig meget over mod socialdemokraterne. Kort sagt, den tidligere ideologiske skarpretter, der formåede at nedfælde en skattereform på en ølbrik, skal pludselig agere kompromisets mester. Eller formuleret endnu skarpere: Merz, som i hele sit politiske virke har set sig selv som en anti-Merkel, skal nu agere lige så kompromissøgende som netop Merkel. Det er et åbent spørgsmål, om han kan det – og om en sådan kurs kan inddæmme AfD.

En ting kan der imidlertid ikke herske tvivl om: Lykkes det ikke for Merz’ regering at levere økonomiske resultater og inddæmme indvandringen, risikerer det at give AfD yderligere vind i sejlene til valget i 2029.

Set i det lys er der meget på spil. For Tyskland og naturligvis også for Merz. Ironisk nok kan Merz finde en vis opmuntring hos sin onde ånd Angela Merkel, der sendte ham ud i den politiske kulde i 20 år. Når alt kommer til alt, var der i 2005, da Merkel blev kansler, ikke mange, der troede på, at hun ville få mange år på posten. Det blev trods alt til 16.