Lys i vinduerne styrker sjælene langt mere end fuckfinger, båtnakker og røgbomber

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I aften sætter vi stearinlys i vinduerne for at markere, at det er 80 år siden, Danmark blev frit igen efter de mørke år under den tyske besættelse. I torsdags fik justitsminister Peter Hummelgaard til gengæld fuckfingeren i Fælledparken.

Hvad er egentlig frihed? Er det frihed fra indtrængende besættelsesmagter? Eller er det frihed til at destruere offentlige møder i et demokrati med pibende fløjter, båthorn og røgbomber, så al demokratisk samtale forstummer? Der er 80 år mellem de to begivenheder.

At vi visse steder i samfundet har bevæget os fra alvor og fællesskab til forkælelse og manglende solidaritet, er tydeligt. Har man kun kendt til freden, risikerer den at blive taget som en selvfølge.

Det kan undergrave vores samfund. Et demokrati er ikke blot at bevæge sig til stemmeurnerne hvert fjerde år, hvis vi ellers orker det. Det er bare skelettet.

Sjælen i et demokrati er alle de små handlinger, som vi hver især kan bidrage med i dagligdagen. Have blikket for det andet menneske. Gøre en frivillig indsats. Samle plasticposen på fortovet op, selvom det er en anden, der har smidt den. Fortælle børn og børnebørn historierne om, hvorfor frihed ikke er en selvfølge, og at mange mennesker i verden lever i nød og undertrykkelse. Respektere andres ret til at ytre sig, uanset hvor uenige vi er med dem.

Banditterne i Fælledparken viser en meget aggressiv manglende forståelse for frihedens betydning. Det er desværre ikke kun banditterne i Fælledparken, der udfordrer friheden. Det er også habitterne i vores bærende organisationer, som i en stille tilbagelænethed ikke formår at forny sig.

Hvert år den 1. maj tænker jeg på, hvor ærgerligt det er, at fagbevægelsen er stivnet. Fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne har været stærke grundsten i opbygningen af vores demokrati og velfærdssamfund, hvor arbejdsmarkedets parter med stor ansvarlighed og uden politisk indblanding har reguleret og udviklet arbejdsmarkedet til dét, vi kender i dag. Fleksibelt og med ordnede forhold. Og sans for det enkelte menneskes betydning for fællesskabet.

Men nye tider er indtruffet. Politikere, ovenikøbet i en socialdemokratisk ledet regering, er begyndt at gribe utidigt ind. I afskaffelse af fri- og helligdage og i løndannelsen. Det er et gedigent syndefald.

Samtidig har de faglige organisationer umådeligt vanskeligt ved at få tag i de unge. Det nytter ikke at skælde ud over, at de ikke melder sig ind eller vælger nye alternativer til de røde faner.

De unge har svært ved at se relevansen i det, der tilbydes, og deres tilknytning til arbejdsmarkedet er helt anderledes og mere fleksibel end ældre generationers. De forstår hverken de klassiske fagorganisationers ritualer, sprog eller faner og konstaterer, at det er rasende dyrt at være medlem.

De unge værdsætter friheden til at organisere sig, hvor de vil, og de oplever den eddikesure modstand mod de alternative faglige organisationer som krakilsk og et angreb på deres frihed.

Når vi sætter lys i vinduerne i aften, er det ikke blot en påmindelse om, at friheden i Danmark ikke er en selvfølge. Frihed kræver konstant kamp og forandring. Verden har ændret sig gennem de seneste 80 år.

Står vi stille og forsømmer at udvikle vores politiske og faglige organisationer til en ny tid, er det ikke blot ydre besættelsesmagter, der truer. Det er også tilbagelænede båtnakker, der ikke erkender, at frihed forudsætter forandring, udvikling og personligt ansvar.

De levende lys i vinduerne og i vore hjerter styrker friheden langt stærkere end båtnakkernes kunstige flammer.