Det står skidt til, hvis vi ikke kan håndtere ulven
Vores håndtering af ulven skal bygge på fakta og empiri, ikke frygt og mytedannelser. Her er der erfaringer at hente ude i verden, hvor man er vant til sameksistens med rovdyr.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Forleden foreslog Dyrenes Beskyttelse, at man – for at skræmme ulve væk – kunne benytte paintballgeværer til at skyde efter dem.
Forslaget er blevet hældt ned ad brættet mange steder – ulvene skal bare skydes rigtigt, har mere eller mindre bare været modsvaret. Der blev nærmest grinet lidt hånligt af idéen.
Men fra min fortid som generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, der netop arbejder med beskyttelse af truede dyr og sameksistens mellem vilde dyr og mennesker, ved jeg, at den form for afskrækkelse både er ganske brugt (hvorfor forslaget fra Dyrenes Beskyttelse ikke er så kontroversielt, som mange giver indtryk af) og også ganske succesfuldt.
I Grønland har den danske afdeling af WWF selv været med til at starte isbjørnepatruljer, der med gummikugler skød isbjørnene væk fra byer og bygder.
I den østgrønlandske by Ittoqqortoormiit kom isbjørnene på det tidspunkt ind til byen ugentligt, når sæsonen var værst, havisen mindst, og fødemanglen for isbjørnene størst.
Her kan man – modsat med ulven – tale om reel fare for mennesker. Isbjørne er et helt andet rovdyr end en ulv, og der er flere eksempler på isbjørne, der har slået mennesker ihjel. Og derfor gav det mening at bruge tid og ressourcer på at patruljere for at se, om isbjørnene var i byen, inden børnene gik i skole – og det gav mening at skyde dem med gummikugler, hvis de var, så bjørnene forstod, at det gjorde ondt at komme ind til byen.
Og så undgik man at skyde isbjørnene rigtigt. I hvert fald i de fleste tilfælde.
I en række andre lande bliver gummikugler sammen med en række andre tiltag også brugt som rovdyrsafskrækkelse, f.eks. også ved bjørne, og jeg synes derfor, vi skal være mere åbne over for idéen herhjemme.
Ulven er fredet, der har ikke været registreret nogle angreb på hverken mennesker eller kæledyr, siden ulven kom tilbage til Danmark i 2012, og mest af alt bunder modstanden mod ulven i myter og falske forestillinger. Hvis det skal koste den livet, skal vi erkende, hvad det handler om: frygt og ikke fakta.
I stedet skal vi gribe det fornuftigt an. Og ikke lade os forføre af populister.
For mig at se skyldes den store modstand mod ulve, at vi ikke har været vant til ”rigtige” rovdyr i Danmark. Det tager tid at vænne sig til. Og det ville måske også være nemmere slet ikke at skulle vænne sig til.
Sandheden er imidlertid, at der er langt farligere dyr i den danske natur end ulve. Det mest oplagte eksempel er flåterne. Ikke bare kan man – som mange oplever hvert eneste år – blive smittet med borrelia, der kan give alvorlige ansigtslammelser. I disse år spreder flåterne også en hjernebetændelse, som er svær, hvis ikke umulig at behandle, og som kan udvikle sig livstruende.
Også husdyr er farligere end ulven. Den overdrevne brug af antibiotika i landbrugsproduktionen af svin spreder MRSA, som koster mennesker livet. De problematikker er velbeskrevne i medierne, men den folkelige opstand er til at overse. For ulven bliver tynget af dens plads i mytologien. Ja, hvem kender ikke historien om Rødhætte? Men hvis vi lader ulven ligge det til last, så er vi ilde stedt.
Det er ikke politikere eller for den sags skyld mediers opgave at puste til folkestemninger eller antænde ubegrundet frygt. Der er så rigeligt at frygte i disse år.
Hvis ikke vi kan håndtere ulven ordentligt og funderet i fakta og empiri, så bliver det svært at håndtere Trump, Putin og alle de mange andre langt mere reelle farer, vi står over for.