Trump har lovet amerikanerne en ny guldalder. Men ikke alt guld glimter
Hvad er Trump egentlig ude på? Det ene gæt er (næsten) lige så godt som det andet. Men at det handler om opmærksomhed, er hævet over enhver tvivl.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Trump blinkede. Den værste toldkrig er afblæst. Måske lyttede han til Elon Musk, der har kaldt manden bag Trumps toldpolitik, Peter Navarro, for »dummere end en sæk mursten«. Musk undskyldte senere for kommentaren – over for murstenene.
Navarro har i flere af sine bøger opfundet sin egen ekspertkilde, Ron Vara.
Så bliver man altså bekymret. Han har også siddet i fængsel for ikke at møde op i retten. Men han er loyalist, ultratro mod Trump, og så kan man blive præsidentens handelsrådgiver.
Trumps oligarki har genvundet lidt af farven i ansigtet, efter at toldsatserne er blevet sat ned. Enhver, der har produktion i Kina, står imidlertid stadig over for store problemer. Med toldafgifter i fri spiral på kinesisk import, nærmere bestemt 145 pct., kan de amerikanske priser på eksempelvis iPhones eksplodere, fordi telefonerne primært bliver produceret i Kina. Apple kan ikke være begejstret. Medmindre de selvfølgelig kan hive produktionen hjem og sætte amerikanerne til at lodde i fabrikshallerne.
Trump var ikke klar under sin første periode, nu er han væbnet til tænderne med sine tungnemme idéer, omgivet af rygklappere. Nu folder den virkelige Trump sig ud, hold fast.
Hvad bliver det næste? Strategien om at oversvømme mennesker og medier med grotesk politik virker, man sidder næsten forstenet tilbage. Det var Steve Bannons idé, Trumps tidligere rådgiver, endnu en fyr, der ligesom Navarro har brugt tid bag de stive gardiner.
Flood the zone har alligevel sine begrænsninger, når de politiske tiltag bliver mere og mere gakkede. Demokraterne har tilsyneladende valgt at lade Trump rase ud, brænde sammen. Vend dig om på den anden side og sov videre. De næste fire år.
Trump selv virker utrættelig. Det var sådan, han vandt valget, med sin energi, når han prøvede at vride sig fri af Secret Service efter skudattentatet, modsat Joe Biden, der bevægede sig som en mand på stylter.
Toldvold. Måske vil Trump bare have vores opmærksomhed? Vores respekt? Hvis man ikke kan blive elsket, kan man blive frygtet. Og der er ikke mange, der elsker Trump uden for MAGA-land, og fortsat flere, der frygter præsidentens luner.
I bedste fald kan told bruges som pression, et budskab til hele verden om at købe mere amerikansk, mindre regulering, mere profitable handelsaftaler, eller hvad Trump ellers vil have fra os. Hvad er det egentlig, han vil? Ved han det selv?
Ingen told på Rusland. Det ligger over mit lønspænd at forstå, men Trump gør i hvert fald sit for at komme krigsherren Putin i møde, måske for at skabe fred i Ukraine, måske for at åbne op for russisk handel igen, det sidste desværre mest sandsynligt.
Så meget er der sket de seneste uger, hvordan bliver de næste år? Hvordan lover det trumpske tumult overhovedet for amerikansk politik fremover? Når amerikanerne bevidstløst kan vælge en helt forkert mand til det øverste embede? Trump fik folk op af sofaerne, han fik dem til at stemme. Det ville faktisk være bedre, hvis de bare var blevet siddende.
Seneste nyt er, at flere senatorer vil have Trump undersøgt for insiderhandel. Nogen har i hvert fald nydt godt af aktiekursernes turbulens. Men Trump kan sno sig, det er autokratens kendetegn. Indtil han ikke kan sno sig længere. At det altid er lykkedes før, kan også være argument for, at det omsider vil gå galt.
Trump blinkede. Til gengæld er hans kontor blevet bling-bling. The Golden Age of America er indtil videre forbeholdt Det Ovale Værelse, som er blevet peppet godt op. Forgyldte ørnefigurer, pokaler og trofæer, guldindfattede malerier, guldbelagt hele vejen rundt – vi mangler bare en guldkæde om halsen på Trump. Den kommer nok.