Der er en fortælling om højskolen, der rammer helt forkert

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der går en sejlivet fortælling om højskolen: At den er for unge fra hjem med klaver og god rødvin i glasset. For dem, der kan tage sig et halvt år fri fra virkeligheden og kalde det dannelse. For de unge, der har råd – kulturelt såvel som økonomisk.

Men den fortælling rammer skævt.

Ifølge Danmarks Statistik kommer størstedelen af eleverne på lange højskoleophold fra den økonomiske middelklasse. Kun 13 pct. tilhører den mest velhavende del af befolkningen. Højskolen er altså ikke elitens frirum, men i høj grad et tilbud for unge fra midten af Danmark – både økonomisk og geografisk.

Og det, de unge søger på landets højskoler, er noget helt andet end en pause fra virkeligheden. På højskolerne finder de noget, samfundet i stigende grad har svært ved at tilbyde: Et rum uden præstationskrav. Et frirum, hvor det ikke handler om at nå noget, men om at mærke noget. Hvor karakterer, deadlines og CV-point for en stund er sat på pause.

Et nyt forskningsprojekt fra Aalborg Universitet konkluderer, at “præstationsfrie rum kan være et vigtigt værn mod mistrivsel blandt unge,” og at sådanne rum “giver plads til refleksion, fællesskab og følelsen af at høre til uden at skulle gøre sig fortjent til det.”

Det er en konklusion, der bør vække genklang langt uden for højskolernes verden – i ministerier, kommuner og ungdomsuddannelser. For hvis vi virkelig mener, at unges trivsel er en samfundsopgave, bør vi værne om og styrke de steder, hvor fællesskab og mening kan opstå uden konkurrence.

Det er præcis den oplevelse, mange unge får med sig fra et højskoleophold. Ikke et sted, hvor de skal være “på”, men hvor de kan få lov at være til stede. Ikke et frikvarter fra livet, men en mulighed for at finde ind i det – med sig selv i behold.

Men selv om højskolen ikke er for de rigeste, er den heller ikke for alle. Unge fra de laveste indkomstgrupper er stadig markant underrepræsenterede. Det er økonomiske og kulturelle barrierer, der spærrer vejen, og dem skal vi tage alvorligt.

Det handler ikke kun om SU-regler og elevstøtte – det handler også om forestillinger. Om hvem der “ligner en”, der tager på højskole. Og det handler om tillid. Tillid til, at man også har ret til fordybelse og fællesskab, selv hvis man ikke er vant til at se sig selv i det billede.

Derfor har vi brug for, at højskolen bliver ved med at række ud. At lærere, vejledere og politikere tør udfordre ideen om, hvem højskolen er for. At vi insisterer på, at dannelse ikke er en luksus for de få, men en nødvendighed for de mange.

Så i stedet for at reproducere myten om højskolen som et elitært projekt, burde vi se den som en modvægt til et ungdomsliv, der alt for ofte handler om at yde, maksimere og performe. Et sted, hvor unge kan lære at stå i sig selv – uden at stå alene.

For højskolen er ikke et sted, man kommer til, når man har styr på det hele. Det er et sted, man går hen, når man gerne vil finde ud af, hvem man er. Og det burde være en mulighed for langt flere.

Jane Mylenberg er ansvarshavende redaktør for Højskolebladet.