Grønlandske politikere rykker sammen i bussen i en skæbnestund
Den nye grønlandske regering er historisk på fem forskellige måder.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Ordet ”historisk” bliver ofte misbrugt. Men den nye grønlandske firepartiregering er virkelig historisk, og det kan man kalde den af mindst fem forskellige grunde:
1. De grønlandske regeringer plejer normalt at være sammensat af færre partier. Kun én gang tidligere – og meget kortvarigt – har Grønland haft en firepartiregering, nemlig fra maj til september 2018.
2. Det er første gang, at det moderne, borgerligt-liberale byparti Demokraatit (som man måske bedst kan sammenligne med Liberal Alliance i Danmark) får posten som regeringsleder.
3. Det socialistiske parti IA (som nærmest svarer til SF i Danmark) har kun én gang tidligere i Grønlands historie indgået i en regering, hvor også Demokraatit deltog, nemlig fra 2009 til 2013.
4. IA har ligeledes kun én gang tidligere deltaget i en regering, hvor også det traditionelle liberale bygdeparti Atassut (der traditionelt regnes for det danske Venstres søsterparti) har været med, nemlig fra 2005 til 2007.
5. Desuden er det med den nye regering første gang siden 2018, at Atassut, som tidligere var et stort og betydningsfuldt parti, men som i de seneste mange år har fået relativt få stemmer, i det hele taget indgår i en regering.
Sammenfattende kan man sige, at ”noget” denne gang har fået hovedparten af de grønlandske partier til at rykke sammen og danne en stor, bred koalitionsregering. Alle partier undtagen løsrivelsespartiet Naleraq. Der er nok en vis sandsynlighed for, at dette ”noget”, er presset fra USA på Grønland.
Og dette pres har altså – måske stik modsat den amerikanske regerings hensigt – ved denne regeringsdannelse fået partier, der ellers meget sjældent har indgået i den samme regering, fordi de politisk-ideologiske forskelle mellem dem har været for store, til at finde sammen.
På denne måde har det amerikanske pres tilsyneladende ikke skabt øget splittelse i Grønland – men derimod medvirket til, at de grønlandske politikere og partier generelt nu står mere samlet end i mange, mange år.