Jeg får lyst til at pudse Kaare Dybvad på Maj My Humaidan

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg skrev engang lidt for spidst om Kaare Dybvad Bek, at han gjorde sig skyldig i en afgudsdyrkelse af velfærdsstaten og anså menneskeborgeren som statens ressource, der skal udnyttes til sidste blodsdråbe.

Indrømmet, jeg var for hård i filten. Og jeg har sidenhen haft lidt smådårlig samvittighed, for han havde jo ret i, at vores velfærdsmodel og arbejdet er som »siamesiske tvillinger« – den ene dør, hvis man skiller dem ad. Jeg tror sådan set ikke, han mener, at vi skal have mere dårlig samvittighed over for velfærdsstaten end over for vores børn, hvis vi henter dem fem minutter i lukketid – som jeg vist skrev dengang.

”Arbejdets land” , Dybvads bog, blev, tror jeg, i et vist omfang også misforstået i nogle hurtige overskrifter, der fik hele Maj My Humaidan-segmentet op af de bløde puder, hvor de sad og etablerede forbindelse til deres mavefornemmelse med en smoothie i hånden og et douchefarvet strikketøj i skødet.

Maj My Humaidan – hende, der skrev ”Ærø-manifestet”, fik bogstaveligt talt Dybvad op i det røde felt – hun har nu skrevet efterfølgeren: ”Blødt”. Og læg mærke til dobbeltheden i titlen, der ifølge Humaidan både betyder »at leve blødt«, sænke tempoet og have en »blød tilgang til verden« – og »blødt« altså en perfektum-form af »at bløde«. Læs: menstruationsbløde#kvindeliv#feminisme#naturlighed#blødt#langsommelighed#mærk dig selv – som man skriver på sociale medier, hvor det såkaldt bløde liv – dét, hvor man melder sig ud af samfundet (indtil man skal bruge velfærdsydelserne igen) – er blevet en trend.

Da jeg læste de endeløst mange og endeløst arrogante interview og lyttede til podcasts om Humaidans »soft life«, der handler om hjemmepasning, hjemmeskoling, at møde sig selv og sine medmennesker blødt, nyde sollyset, bade i havet, kærlighed og lidt mere kærlighed og se stokroserne folde sig ud, fik jeg en ubærlig trang til at pudse Kaare Dybvad på hende.

”Kom dog i gang, menneske,” tænkte jeg – og jeg må sige, at jeg deler bekymringen over den kreative klasse, der melder sig ud af samfundet og klynker over, hvor hårdt det er at være børnefamilie i dagens Danmark. Så skulle de bare prøve at være børnefamilie i et andet europæisk land, hvor en fuld arbejdsuge er på mere end de danske 37 timer, og hvor der ikke er forskudte og fleksible arbejdstider, deltidsjob, betalt barsel og gode institutionsmuligheder fra barnet er ni måneder.

Jeg læste forleden artiklen i nærværende avis om den 39-årige franske Amélie Vilvarajah, kemiprofessor, mor til tre og misundelig på Danmark. Særligt de mange privilegerede forældre. I Frankrig er forholdene anderledes, børnene opholder sig langt mere i institution. I Tyskland er børnefamilierne langt mere trængte, blandt andet fordi manglen på pædagoger er enorm – et tema, der fyldte forundrende lidt i valgkampen i øvrigt, for det er alfa og omega for at få kvinderne på arbejdsmarkedet.

Jeg ved fra mine tyske veninder, hvor elendigt det fungerer: institutioner, der uden varsel holder lukkedage, børnene kan kun komme i deltidsbørnehave, så længe mor arbejder deltid, først når hun arbejder fuldtid, kan hun søge om en fuldtidsplads. Altså fuldkommen umulige forhold. Ligesom den øvrige velfærd, særligt på børne- og ungeområdet, ikke kan måles med vores: Der er ingen gratis SU (eller Bafög, som det hedder på tysk) under graviditeten, og efter fødslen er der ingen garanti for ledsagelse af jordemoder og sundhedsplejerske.

Så når man som Humaidan drømmer om, at hverdagen skal ligne ”Børnene i Bulderby” med vådt græs mellem tæerne, skovjordbær på strå, rød ribssaft, hjemmestrik med huller i, midsommersol og myggestik og om at stå af ræset og bade i en skovsø – ja, så må jeg bare sige, at det er en ualmindelig forkælet og naiv tilgang til livet.

Hvem passede de gamle i Bulderby? Det var nok ikke velfærdsstaten, men de i forvejen forslidte og forslæbte kvinder, der tog den tørn. Sammen med alt det andet, de tog sig af bag Bulderbykulissen.

Det er ikke, fordi jeg kun er begejstret for nationaløkonom Nina Smith, der til evindelighed prædiker, at kvindernes værdi måles og vejes, i forhold til hvor meget vi bidrager til statskassen – for ellers er vi en underskudsforretning. Men jeg vil alligevel takke hende for at være et nødvendigt korrektiv til damer som Maj My Humaidan, der blæser på, at vi har en samfundskontrakt, der er baseret på tillid.

Men det er jo dejligt, at nogen sikrer samfundet for én, når man ligger blødt og rart i sin hængekøje i Ærø, og ens gamle mutter skal på sygehuset, og man gerne vil sende sit barn gennem et dyrt uddannelsessystem.

Jeg kom engang for skade at sige, at mental load-kvinderne skulle skamme sig, og så var Fanden løs i Laksegade. I stedet vil jeg som Kaare Dybvad bare stilfærdigt bede d’damer om at holde op med at brokke sig og bare gå på arbejde.

Man kan nemlig godt arbejde 37 timer om ugen og stadig fokusere på det, der er småt og stort, nært og vigtigt, kærligt og blødt i livet sammen med sine børn. Og som en af mine venner sagde forleden: »Børn lærer også noget ved at have engagerede forældre – de bliver også dannet og inspireret af deres forældres arbejde.«

Han har helt ret.