Fortsæt til indhold
Kommentar

Livet er for kort til at boykotte Dr. Pepper

Når man tager højde for, at det er svært at måle effekten af boykotter, og at mange amerikanske varer bliver produceret på licens i Danmark eller et andet sted i Europa, så kan det være svært at få øje på meningen med den slags forbrugeradfærd.

Mirco Reimer-ElsterUSA- og Tysklandsanalytiker

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

USA’s største styrke har historisk set været tiltrækningskraften. Populærkulturen og den i bredere forstand udbredte amerikanisering har med andre ord været vigtigere end krudt og kugler, når det kom til at vinde mange danskeres hjerter. Sådan er det ikke længere. Anti-amerikanismen i Europa er nok på sit højeste niveau siden en koalition af frivillige lande invaderede Irak i foråret 2003.

Et tydeligt eksempel på dette er, at vi oplever boykotten af amerikanske varer. Godt hjulpet af en detailhandel, hvor visse aktører bidrager med at sætte stjerner ved europæiske varer. Det er tilsyneladende det nye sort. Facebook-gruppen ”Boykot varer fra USA” blev eksempelvis oprettet i begyndelsen af februar og har rundet 80.000 medlemmer.

Dets stifter, Bo Albertus, sagde under en optræden i ”Aftenshowet” på DR, at han oprettede gruppen, fordi han følte sig magtesløs: »Den magtesløshed måtte jeg handle på og gøre noget ved. Så blev jeg Facebook-kriger.«

Nogle oplever magtesløshed og bliver jihadist eller islamist, andre bliver Facebook-krigere. Jeg foretrækker helt klart den danske model her.

Apropos magtesløshed illustrerer udsagnet også, hvor svært det er at boykotte amerikanske varer, når man indleder sin boykot på et socialt medie, der netop stammer fra Amerika. Det havde nok været mere elegant at indlede sin boykot på TikTok, men omvendt havde det nok også været en kende ironisk at bruge et kinesisk medie. Hvorom alting er, må man som bekendt arbejde med det, man har.

Jeg vil afholde mig fra sjofle og barnlige vittigheder i den sammenhæng, ikke mindst fordi min kone har bedt mig om det. I stedet for vil jeg gøre opmærksom på, at jeg har søgt forgæves efter en Facebook-gruppe, hvor folk samler sig for at koordinere deres boykot af den kinesiske handelsplatform Temu, men den boykot er sikkert ligesom ytringsfriheden i Kina på trapperne.

Jeg er blevet inviteret til at blive medlem af Facebookgruppen ”Boykot varer fra USA” et utal af gange og har konsekvent sagt nej. Det vil jeg blive ved med, så I behøver ikke at sende flere invitationer, Hanne, Hans, og hvad I ellers hedder. At boykotte et andet land er et personligt valg, så denne klumme skal ikke ses som en kritik af de danskere, der boykotter amerikanske varer som et politisk statement. Men jeg vil gerne bruge en anekdote til at forklare, hvorfor jeg ikke kommer til at boykotte amerikanske varer eller USA mere generelt.

Mens Donald Trump var præsident første gang, fik jeg tilbudt at blive Fulbright-forsker ved Yale University. Vi boede dengang i Firenze, hvor jeg skrev en ph.d.-afhandling ved Europauniversitetet. Min kone var ikke meget for at skifte Toscana ud med Connecticut – særligt ikke om vinteren – og det forstår man jo godt. Men hun sagde også, at hun ikke havde lyst til at bo i USA, mens Trump var præsident. Der måtte jeg jo så være uenig.

Som jeg sagde til min kone dengang, så er USA (heldigvis) langt mere end Trump. USA er blandt andet gæstfrihed og storslåede oplevelser samt en befolkning, hvor flertallet af den valgberettigede befolkning ikke har stemt på Trump. Sådan var det i 2016, og sådan endte det også i 2024. Trump fik 77 millioner stemmer over for 75 millioner stemmer til Kamala Harris – en imponerende bedrift, uden tvivl – men dertil kommer ifølge University of Floridas Election Lab ydermere omtrent 90 millioner amerikanere, som ikke gik til stemmeurnerne.

Som tysker og historiker bryder jeg mig selvsagt ikke om idéen om kollektiv skyld. Sådan har jeg det også, når det kommer til boykotten af amerikanske varer, uden sammenligning i øvrigt. For i sin essens er en boykot en kollektiv afstraffelse af et land og et folk.

Jeg er med på, at situationen er en anden den her gang. Flertallet af danskerne kunne i forvejen ikke udstå Trump, men den her gang er det kommet meget tættere på med Trumps ønske om at overtage kontrollen med Grønland, behandlingen af Ukraine, J.D. Vances beskrivelse af Danmark som en dårlig allieret og truslen om straftold.

Af samme årsag forstår jeg godt dem, der i boykotdebatten har tilkendegivet, at ”det føles godt” at gå på barrikaderne over for Trumps Amerika. Nok fordi man føler, at man med sin supermarkedsaktivisme i det mindste har magt over sine egne handlinger, selvom man i det store perspektiv er magtesløs. Men at straffe – og dermed de facto sidestille – McDonalds, Starbucks, og Coca-Cola med Donald Trumps politiske ageren, er ikke lige min kop amerikansk læskedrik.

Til gengæld læste jeg i Politiken, at manden bag Facebook-gruppen ”Boykot varer fra USA”, Bo Albertus, havde skiftet Pepsi ud med Freeway-cola fra Lidl. Det må jeg alligevel tage hatten af for. Ikke fordi man i min bog bliver mere eller mindre patriot af at fravælge Pepsi. Men tænk, at man frivilligt går over til Freeway-cola for at sende et signal til Amerikas Forenede Stater. Nogle helte bærer som bekendt ikke kappe.

Må jeg anbefale Aldis River Cola, Afri Cola eller Fritz-kola i stedet for? Her vil jeg i øvrigt kort pointere – med bare en anelse bitterhed i stemmen – at min støttegruppe ”Aldi for altid!” for den nu i Danmark hedengangne tyske discountgigant kun har fire medlemmer. Jeg er en af de fire. Tak for ingenting, dansken.

Anyway, som man siger på nudansk. Når man tager højde for, at eksperter siger til videnskab.dk, at det er svært at måle effekten af boykotter, og at der kan gå årtier, før de for alvor får politisk betydning, så må jeg bare sige, at livet er for kort til at boykotte Dr. Pepper. Særligt når man tager med i ligningen, at mange amerikanske varer bliver produceret på licens i Danmark eller et andet sted i Europa, hvorved man med sin boykot ikke nødvendigvis rammer USA direkte.

Det gør man til gengæld, når det kommer til feriedestinationer. For min skyld må man fremadrettet hjertens gerne tage på ferie til Uganda, Ungarn eller Uruguay fremfor til USA. Men jeg vil nu stadig til enhver tid hellere tage til Alabama end til Albanien, Angola eller Australien.

Mirco Reimer-Elster, USA- og Tysklandsanalytiker