Skal vi til at overveje nordiske atomvåben?
Den ophedede geopolitiske situation gør, at helt nye spørgsmål, som vi havde forsvoret ville blive relevante, pludselig er noget, vi ikke bare kan ignorere.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I sidste uge åbnede den franske præsident Macron for at udvide den franske atomparaply, så afskrækkelsen kunne gælde flere europæiske lande, herunder Danmark.
Det er positivt at se, hvordan en lang række europæiske lande nu har forstået alvoren af den meget alvorlige situation, vi står i, hvor Europa synes at være alene hjemme, og hvor den brede amerikanske beskyttelse, vi har taget for givet, er mere end tvivlsom.
Statsminister Mette Frederiksen afviste da heller ikke muligheden for, at franske atomvåben på dansk jord kan komme på tale.
»Det er ikke noget, vi arbejder med, men I får mig ikke til at stå og sige nej til andres idéer. Alting bliver nødt til at være inde på bordet nu,« lød det fra statsministeren, da hun var på vej til ekstraordinært topmøde i Bruxelles i sidste uge.
For nuværende er det som bekendt kun Frankrig og Storbritannien, der har atomvåben i Europa, hvis man da ikke tæller Rusland med i vores verdensdel.
Og efter brexit er Frankrig med andre ord EU’s eneste atommagt. Det giver Frankrig en oplagt styrke, som kan være værdifuld for både Frankrig og EU.
Men med den franske indenrigspolitiske situation in mente gør det også EU sårbar. For hvor meget er en fransk atomparaply værd, hvis magten i Frankrig skifter til mere Trump- og Putin-venlige politikere, hvilket må siges at udgøre en overhængende risiko, selvom Le Pen da også har trukket lidt i bremsen i forhold til Trump.
Det samme kan i øvrigt siges om de britiske atomvåben, hvor Nigel Farage med sin massive støtte fra Elon Musk oplever stor popularitet.
Den massive oprustning varslet af den nyudnævnte tyske kansler Merz vil samlet set også styrke EU’s forsvarsevne, men også den tyske politiske situation er usikker – og her er atomvåben i øvrigt heller ikke i spil for nuværende.
Men kan vi overhovedet regne med, at de europæiske atomvåben reelt beskytter Danmark? Også hvis Le Pen eller Farage eller nogle andre mindre midtersøgende politikere sidder ved magten?
Til sammen skaber de usikre politiske udsigter et øget behov for, at vi med vores nordiske naboer i bredeste forstand øger vores fælles forsvarsindsats, sådan som regeringen også arbejder for. Og selvom jeg godt ved, at det er et særdeles kontroversielt spørgsmål, er det måske på tide at overveje, om atomvåben skal være en del af den nordiske afskrækkelsesstrategi?
Vi ligger som bekendt lige i Putins baghave, og Trumps interesse for Grønland – og de arktiske egne i det hele taget, som bekendt også er en del af de nordiske landes interessesfære – er ikke til at overse.
Jeg siger ikke, at vi skal opbygge atomprogrammer for hele den norske oliefond, men jeg siger, at vi efterhånden er et sted, hvor vi ikke længere kan ignorere en række spørgsmål, som vi ville have forsvoret nogensinde ville blive relevante.
Om vi i Norden så overhovedet kan “få lov til” at udvikle et atomprogram af vores såkaldte allierede – eller for den sags skyld vores fjender – er en anden sag, men tiden er til, at vi herhjemme og i samarbejde med de nabolande, som vi i forvejen har det største fællesskab med, tager vores sikkerhed langt mere alvorligt.