Verden ifølge Trump er Oda Omvendt
I dag er usikkerheden den eneste sikkerhed, man kan være sikker på, når det kommer til USA’s rolle i verden.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
For lang tid siden i en fjern, fjern galakse forholdt det sig sådan, at USA var lederen af den såkaldte frie verden.
Sådan er det ikke længere. I dag lever vi i en Oda Omvendt-verden, hvor EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, på de sociale medier helt åbent efterlyser en ny leder af den frie verden i kølvandet på mødet mellem Jabba the Hutt og Han Solo, scusi, Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj.
I Oda Omvendt-verdenen siger 78 pct. af de adspurgte i Storbritannien ifølge en ny meningsmåling fra YouGov, at USA’s præsident, Donald Trump, er en meget stor trussel eller en ret stor trussel mod fred og sikkerhed i Europa. Til sammenligning siger 89 pct. af briterne det samme om Vladimir Putin. I Frankrig er tallene henholdsvis 80 pct. for Putin og 69 pct. for Trump. I Tyskland er styrkeforholdet 78 pct. til Putin og 74 pct. til Trump som værende en trussel mod Europas fred og sikkerhed. Let that sink in, som Elon Musk ville sige.
I Oda Omvendt-verdenen med Trump ved roret er det også blevet halal at forhandle direkte med terrororganisationen Hamas i bestræbelsen på at få løsladt de amerikanske gidsler og få afsluttet krigen. Ifølge netmediet Axios er det første gang, at USA forhandler direkte med Hamas, som man ellers siden 1997 har karakteriseret som værende en terrororganisation. George W. Bushs mantra, »vi forhandler ikke med terrorister«, tilhører blot en fjern fortid i en fjern, fjern galakse.
I nutidens Oda Omvendt-verden er USA gået fra at have førertrøjen på, når det kommer til frihandel, til at indføre straftold mod landets naboer. Nå ja og for så alligevel at trække delvis i land igen, når sandhedens time nærmer sig. Eller for at parafrasere Katinkas Oda Omvendt-sang: ”er du en slatten klud, så skyd straftolden ud.”
Idéen om Amerika som leder af den frie verden blev sandsynligvis første gang ytret i en amerikansk avis med det legendariske navn The Vermont Cynic den 28. april 1917.
Få uger forinden havde USA opgivet sin rolle som neutral aktør, erklæret krig mod Tyskland og var gået ind i Første Verdenskrig på ententemagternes side. Avisen rapporterede om forårsmødet i New York Alumni Association, som var blevet afholdt aftenen forinden. Der var blevet serveret god mad og cigarer, inden gæstetaleren blev præsenteret: major Charles William Gordon, en kapellan i den canadiske hær.
Gordon fortalte ifølge avisen de fremmødte om »de idealer – amerikanske idealer – som det britiske imperium og hendes allierede kæmpede for. Det var, fordi deres idealer var ens, sagde han, at Storbritannien og Amerika ville være ledere af den frie verden, der ville opstå efter krigen.«
Historiens ironi er til at få øje på. For over 100 år siden var det en canadier, der muligvis for første gang talte om USA som den frie verdens leder. I dag synes Amerikas præsident, at det er morsomt at gøre grin med naboen mod nord og lufter tanken, at Canada burde blive indlemmet som USA’s 51. delstat. So sad.
For over 100 år siden var der en tiltro til, at Amerika og Storbritannien ville kunne lede den frie verden sammen. I dag er Storbritanniens premierminister vært for et hasteindkaldt krisemøde i kølvandet på, at Ukraines præsident er blevet kylet ud af Det Hvide Hus på røv og albuer. Det er ren Oda Omvendt.
Ifølge Congressional Research Service har der historisk set især været fire parametre, der har været definerende for USA’s rolle som den frie verdens leder: globalt lederskab, forsvaret og promoveringen af den liberale internationale verdensorden, forsvaret og promoveringen af frihed, demokrati og menneskerettigheder og forebyggelsen af fremkomsten af regionale hegemonier i Eurasien.
Lad os være ærlige: Hvor mange af ovennævnte fire parametre kan man med statsgaranti stadig skrive under på, at USA står vagt om i dag?
Fremfor at være en ledestjerne har tvivlen kronede dage med Donald Trump i Det Hvide Hus. I dag er usikkerheden den eneste sikkerhed, man kan være sikker på, når det kommer til USA’s rolle i verden. Eller som den danske rapper Ataf Khawaja så rammende formulerede det på et nummer med Jokeren for 20 år siden: »Det’ nye tider, syge tider.«