Danmark har mere end nogensinde brug for et kulturråd

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kulturministerens vedholdende og veludførte arbejde for at efterkomme regeringsgrundlaget på kulturområdet er ikke gået mange kulturnæser – eller opmærksomme blikke – forbi, har man fulgt med i de danske medier den seneste måned. Han kan sætte velfortjente flueben ved de fleste af opgaverne, men også kun de fleste.

Jeg deler opfattelsen af kulturministerens store indsats – det er både godt gået og vigtigt for kulturlivet i Danmark. Men i takt med at verden forandrer sig, og nye udfordringer melder sig, er det nærliggende at rette fokus mod et af de punkter, som kulturministeren endnu ikke har sat hak ved: nedsættelsen af et tværfagligt kulturråd.

Trumps udtalelser om Grønland, Mexico, Canada og Panamakanalen, krigene i Mellemøsten og Ukraine, stigende forsvarsudgifter, det voksende klimaproblem, den dalende trivsel og den skrantende velfærd er udfordringer, der i tiltagende grad presser vores globale samfund.

Udfordringer, der også blev omtalt af statsministeren i hendes nytårstale, men desværre uden at hun nævnte nedsættelsen af det kulturelle råd, som ellers står omtalt i regeringsprogrammet. Et råd, der skal hjælpe os med at forstå det, der sker omkring os – og derfra bidrage til at finde løsningerne.

Krig, konflikter og kriser kræver, at vi tænker på tværs af sektorer – og her har kunst og kultur et unikt bidrag at tilbyde. Kultur skaber sammenhængskraft, udfordrer vanetænkning og inspirerer til nye måder at forstå og handle på. Et råd, der samler kunstnere, forskere, aktivister og politikere i samme rum, og som udforsker kulturen og kunstens rolle i fremtidens løsninger på nærværende kriser, er et afgørende skridt, hvis vi vil stabilisere et fælles værn mod tidens trusler. Et kulturråd er i min optik ikke bare et kulturpolitisk tiltag, men en afgørende brik i fremtidens samfundspolitik.

Kultur er ikke bare noget, vi leger. Det gør en forskel. Det tror jeg, at kulturministeren er enig med mig i.

Tanken om kulturens betydning har historiske rødder i Danmark og har før været et centralt redskab til at vende krisesituationer. I begyndelsen af 1800-tallet var situationen katastrofal. Norge var væk, flåden med, og en statsbankerot betød, at Danmark måtte genopfinde sig selv. Netop dengang betød de stærke kunstneriske og intellektuelle miljøer i Danmark, at kulturlivet hurtigt voksede frem og skabte en af de største opblomstringer i kulturen og åndslivet – og dermed samfundet – Guldalderen.

N.F.S. Grundtvig var en af de første til at fremhæve kulturens betydning som en vej frem. Han blev nærmest en kulturens Enrico Dalgas – en, der så, hvordan kulturelle værdier, dannelse og fællesskab kunne genopbygge en splittet nation. Grundtvig insisterede på, at nationens styrke lå i dens ånd og ikke blot i dens økonomi eller territorium. Med højskolebevægelsen og en dybtgående forståelse af kulturens potentiale for fornyelse blev han et eksempel på, hvordan kultur kan vende en krise til en mulighed. Lad os nu prøve at gøre ham kunsten efter.

Interessant nok har kulturministeren allerede vist en forståelse for kulturens potentiale uden for dens egne rammer. Med ambitionerne om Kulturpasset, der blandt andet skal skabe adgang til kulturen for udsatte grupper, har ministeren taget et væsentligt skridt ind i både beskæftigelses- og socialpolitikken.

Det initiativ demonstrerer en anerkendelse af, at kulturens værdi ikke kun ligger i dens egne paradigmer, men også i dens evne til at skabe social forandring, styrke livskvalitet og åbne nye veje for samfundets mest udsatte unge.

Vi ved, at store forandringer ofte starter i idéernes verden. Kunsten har altid været en arena, hvor fremtiden bliver tænkt, før den bliver til virkelighed. Derfor er nedsættelsen af dette råd ikke blot et kulturpolitisk spørgsmål, men en nødvendighed i forhold til at møde de udfordringer, vi står overfor som samfund.

Grundtvigs eksempel minder os om, at netop i krisetider er kulturen ikke en luksus, men en nødvendighed. Med Kulturpasset som et allerede lovende eksempel på, hvordan kulturpolitikken kan tænkes bredt, er tiden moden til at udvide perspektivet yderligere. Lad os få det råd på benene – for vi har brug for kulturens stemme mere end nogensinde før.