Østrigs nye regering følger lang historisk tradition

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis man ser på Europas historie over et længere stræk, kan man opdele de nuværende europæiske demokratier i lande, der har en lang tradition for at danne brede koalitionsregeringer, og lande, som ikke har en sådan tradition.

For Danmark og Tysklands vedkommende har det historisk set været ret usædvanligt med brede regeringer hen over midten – sådan som vi har det i Danmark for tiden og formentlig vil få det i Tyskland igen om nogle få uger.

Men når det gælder Østrig, hvor en ny regering med deltagelse af SPÖ (socialdemokraterne), ÖVP (de konservative) og det relativt nye parti NEOS (liberale) netop nu er på vej til at blive realiseret, har det slet ikke været usædvanligt med de brede koalitionsregeringer.

Tværtimod. Der har efter Anden Verdenskrig været adskillige regeringer hen over midten – f.eks. mellem netop SPÖ og ÖVP. Det skyldes blandt andet, at man i en stor del af Østrigs nyere historie har ønsket at holde FPÖ, der i nogle perioder har været et højre-nationalt (nogle vil sige højreekstremistisk) parti og i andre perioder et mere ”normalt” midtsøgende liberalt parti, ude.

Men det skyldes også, at Østrig var en neutral stat under hele Den Kolde Krig, og derfor var det nærmest et mål i sig selv med en midtsøgende konsensuspolitik mellem højre- og venstrefløjen. Også indenrigspolitisk. Man kunne tale om en slags samling om neutralitetspolitikken.

Det gjorde, at der blev grundlagt en tradition, som derefter også – en del af tiden – fortsatte efter Den Kolde Krigs ophør.

Det er med andre ord ikke østrigerne, der nu har taget en dansk eller tysk tradition med brede regeringer hen over midten til sig. Men snarere omvendt.

Af andre europæiske lande, der har en lignende historisk tradition som Østrig, kan f.eks. nævnes Finland, hvor vores kongepar skal på statsbesøg i begyndelsen af næste uge. Finland og Danmark minder på mange måder om hinanden, også med hensyn til hvilke politiske partier der findes. Men der er også markante forskelle.

Og én af dem er netop den lange finske tradition for brede koalitionsregeringer hen over midten. En tradition, der ligesom den tilsvarende østrigske i høj grad udfoldede sig under Den Kolde Krig på grund af landets neutralitetspolitik.

I Finland er man dog i de seneste år gået lidt mere væk fra traditionen end tidligere og har i de senere år oftere end under Den Kolde Krig dannet enten mere eller mindre rene ”blå” eller rene ”rød-grønne” regeringer.

Det Svenske Folkeparti, der ud over at repræsentere Finlands svensk-sprogede mindretal på ca. 5 pct. af befolkningen også er et social-liberalt parti, deltager dog stadig som hovedregel i de skiftende finske regeringer, uanset om tyngden i disse ligger blandt ”blå” eller ”røde” partier.

Men også et land som Belgien har den samme lange tradition som både Finland og Østrig for regeringer hen over midten. I Belgiens tilfælde skyldes traditionen imidlertid ikke, at landet betjente sig af en neutralitetspolitik under Den Kolde Krig. Belgien har nemlig lige fra begyndelsen været med i både Nato (siden 1949) og Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (siden 1952), der senere udviklede sig til EF (i 1958) og EU (i 1993).

Forklaringen ligger i en helt anden faktor i Belgiens historie. Nemlig at landet, siden det blev oprettet i 1830, har haft både et flamsk-talende, et fransk-talende og et tysk-talende befolkningselement. Og at der ofte og vedvarende har været konflikter mellem disse.

Hele partisystemet i Belgien har derfor også i høj grad været præget heraf. Groft sagt kan man sige, at hver gang ethvert andet land i den demokratiske del af Europas har ét parti, har Belgien traditionelt to partier. Det vil sige både et flamsk-talende socialdemokrati og et fransk-talende socialdemokrati. Både et flamsk-talende liberalt parti og et fransk-talende ditto. Og så fremdeles.

Striden mellem de fransk- og de flamsk-talende har ofte været så markant, at mange politikere næsten hellere har villet samarbejde med politikere med andre ideologiske synspunkter end med politikere fra den modsatte sproggruppe.

På denne måde har udviklingen i Europas historie (f.eks. skabelsen af den nye, selvstændige stat Belgien i 1830, da belgierne brød ud fra den i 1815 af stormagterne påtvungne fælles stat med hollænderne og luxembourgerne) været med til at skabe de partisystemer og politiske samarbejdsmønstre, vi kender fra de forskellige europæiske demokratiske stater i dag.

Og derfor kan man også kun for alvor forstå, hvad er i spil i den aktuelle internationale situation, når nye regeringer løbende dannes i den demokratiske del af Europa, hvis man betragter hele denne udvikling i et lidt længere historisk perspektiv.