Historiske erfaringer fra mellemkrigstiden er årsagen til, at Merz nu kan danne en stabil regering
I årene efter Anden Verdenskrigs afslutning nåede Forbundsrepublikkens politikere frem til en erkendelse af, at en spærregrænse af en vis størrelse var nødvendig, hvis man ville undgå politisk kaos.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I 1920’erne og 1930’erne var der ingen spærregrænse, når der var valg til den tyske Rigsdag. Dette betød, at der ved valget i 1920 kom 10 partier ind i Rigsdagen, og ved de to valg i maj og december 1924 kom 12 partier ind. Samt at hele 14 partier blev repræsenteret ved valgene i 1928, 1930 og juli 1932, inden antallet derpå faldt lidt igen til 13 partier ved valget i november 1932 og 11 ved valget i 1933.
En af mange faktorer, der var med til at bringe Hitler til magten i 1933, var formentlig, at en del tyskere var begyndt at stemme på nazistpartiet NSDAP (og dets støtter), bl.a. fordi de var utilfredse med det politiske kaos, der havde hersket i 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne på grund af de mange partier i Rigsdagen – med ustabile og til tider handlingslammede regeringer til følge.
Efter Anden Verdenskrig nåede Forbundsrepublikkens politikere i hvert fald frem til den konklusion, at en spærregrænse af en vis størrelse ville være nødvendig for at sikre den politiske stabilitet. Og det netop overståede forbundsdagsvalg i Tyskland demonstrerer denne pointe ganske tydeligt.
Ganske vist fik AfD ca. en femtedel af stemmerne. Men spærregrænsen på 5 pct. sikrede også, at hverken FDP eller BSW kom ind med et stort antal mandater, der ville have gjort regeringsdannelsen meget mere besværlig, end den nu vil blive.
Nu er det trods alt kun CDU/CSU og SPD, der skal blive enige om et regeringsprogram. Man behøver ikke også at tage f.eks. FDP eller De Grønne med på råd.
Man kan altid diskutere, om man skal have en spærregrænse eller ej, og hvor høj den skal være. I Estland har man ligesom i Tyskland en spærregrænse på 5 pct. I Sverige og Norge ligger den på 4 pct., og i Italien og Grækenland på 3 pct., for bare at nævne nogle af eksemplerne fra det øvrige Europa. I Danmark har vi som bekendt en spærregrænse på 2 pct., og i lande som Holland og Finland slet ingen.
Men uanset hvad man mener om eksistensen af en spærregrænse, er dens tilstedeværelse i tysk politik gennem de seneste mange årtier i hvert fald en væsentlig del af forklaringen på, at Tyskland nu formentlig kan få dannet en regering i løbet af relativt kort tid.
Sådan at det store flertal af de tyske vælgere, der ikke stemte på AfD eller andre ekstreme partier, kan få den nye, stabile, demokratisk-sindede regering, de har ønsket sig. Til gavn for Tyskland – og for hele Europa.