Måske er sorg det mest rammende ord lige nu
Foruden de åbenlyse økonomiske og sikkerhedspolitiske bekymringer er det måske i særlig grad sorg, jeg føler over at se USA sejle væk fra Europa.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Siden Donald Trump er genindtrådt som præsident i Det Hvide Hus, har det ikke skortet på analyser af, hvad det får af betydning for resten af verden – og ikke mindst for os i Europa og herhjemme i Danmark.
De mest positive ser glasset halvt fyldt og holder fast i, at vi i Europa med Trumps ageren har fået et wakeupcall, der giver anledning til, at vi i Europa står mere sammen, og at vi tager mere ansvar for vores egen sikkerhed, vores egen velfærd og vores egen fremtid.
Alt det er jeg enig i. Det er på høje tid, at vi i Europa tager os selv mere alvorligt. At vi selvfølgelig selv skal tage ansvar og lade de nødvendige penge følge med. At vi ikke udliciterer ansvaret til andre.
Vi burde have gjort det for længst – uanset om Trump var blevet valgt eller ej. Men hans ageren har fået de fleste til at indse alvoren – og til at se skriften på væggen.
Forleden kommenterede tidligere minister Søren Pind lakonisk, hvad der egentlig var blevet af snakken om en danxit. Altså en dansk kopi af brexit, hvor vi ligesom briterne vender det europæiske samarbejde ryggen.
Det er heldigvis en snak, der er forstummet. For det er gået op for folk – særligt i lyset af Trumps trusler mod Grønland – hvor stor gavn vi herhjemme har af gode, tætte samarbejder med allierede og ligesindede. Og at det som en lille nation er særligt vigtigt. Men ud over alt det rationelle – ud over behovet for at hæve militærudgifterne og øge vores konkurrenceevne, ud over værdien af at købe europæisk og støtte vores hjemmemarked – er der faktisk en dimension, jeg tror, vi også skal anerkende mere.
Og det er sorgen over at miste USA. Det er i hvert fald en sorg, jeg føler.
Jeg ved godt, vi stadig (indtil videre i hvert fald) har Nato, og at regeringen og de fleste andre stadig fastholder, at USA er vores nærmeste allierede. Men jeg synes faktisk, at den situation, vi står i, kan sammenlignes med det tab og det tomrum, man oplever, når man mister en, man har kendt og holdt af. Ikke nødvendigvis til døden, men hvor man glider fra hinanden, eller hvor forbindelsen pludselig bliver afbrudt; hvor man står tilbage og skal tilpasse sig på ny. Med det følger tvivl og usikkerhed. Og ikke mindst et gnavende tomrum. Og så kræver det tid – tid til at vænne sig til noget nyt.
Selvom USA stadig er der, er det i dag et andet USA end det USA, der blev vores tro følgesvend og fortrolige. Det er – for mig i hvert fald – ikke længere det forbillede, det var engang. Det kan godt ske, at amerikanerne stadig selv tror på den amerikanske drøm, men set fra denne side af Atlanten minder det snarere om et mareridt.
USA har sådan set i mange år været et samfund på sammenbruddets rand, og jeg forstår godt ønsket om at Make America Great Again. For der er brug for det.
Men at tro, at USA bliver mægtigt igen ved at tryne og kanøfle sine venner og allierede, er ud over min fatteevne. At landet skulle blive bedre af at afskedige tusindvis af offentligt ansatte og nedlægge institutioner, som vi ser det ske i disse uger, hvor kompetente og loyale statsansatte må vige pladsen til fordel for loyale trumpister – ja, det er uforståeligt.
Det er et dårligt breakup. Og det er dårligt nyt for os alle.
Og det er måske også der, sorgen kommer fra. Fordi bruddet ikke er logisk. Fordi det er uforståeligt. Fordi det er destruktivt. Fordi vi måske slet ikke betød det for hinanden, som vi troede, vi betød. Det kommer i hvert fald til at tage tid at komme over.