Drabet på Salwan Momika viser, at de nordiske retsstater er under dobbelt nedbrydning
En kommende dansk regering må gøre op med koranloven. Kritik af både Gud, Allah og konge er en helt central del af et demokrati.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Onsdag aften blev Salwan Momika dræbt af skud i sin lejlighed i Södertälje sydvest for Stockholm. Onsdag aften blev tiltroen til den svenske retsstat om ikke dræbt, så meget alvorligt såret.
Momika, der havde irakisk baggrund, kom i sommeren 2023 på alles læber, da han ved flere tilfælde brændte Koranen af i Stockholmsområdet.
Det skabte ikke kun stort diplomatisk kaos og demonstrationer i muslimske lande, men gav ham også mordtrusler på halsen. Han kom under politibeskyttelse. Der skulle efter sigende have været udlovet 2 mio. dollars for hans hoved. Momikas død fejres nu helt åbent på internettet.
Navnene Samuel Paty og Salman Rushdie falder selvsagt i hu. I Frankrig blev læreren Samuel Paty i 2020 halshugget på åben gade efter at have vist sine elever de forkætrede Muhammed-tegninger. Rushdie levede i årtier under jorden efter udgivelsen af hans roman ”De sataniske vers” i 1988.
Også hans hoved var der sat pris på. Rushdie blev i 2022 forsøgt myrdet med kniv under et offentligt foredrag. Han overlevede efter at have været i livsfare i dagevis, men mistede sit ene øje. Voldsparatheden og ønsket om at dræbe islamkritikere har tilsyneladende ingen udløbsdato. Det er en evig trussel.
Det er i udgangspunktet kun idioter, der brænder bøger af. Det viste nazisterne os i 1933. Det ville Rushdie og Paty formentlig også være enige i. Hvorfor gøre noget så plat og nedrigt? Momika og danske Rasmus Paludan fremstod rigtigt nok som respektløse og tåbelige provokatører i 2023.
De er i og for sig ikke rigtige rollemodeller for noget. Men trusler, vold og terror kan de ikke anklages for at stå bag.
Var deres aktioner nødvendige? Stod de ligefrem for et wakeupcall?
Både Nazityskland og Sovjetunionen viste os, at samfund bliver idiotiske af statsdikteret censur. Censur hører ikke til i et demokrati. Det gør trusler om vold og mord – ”voldsmandens veto” – heller ikke. Hvorfor er vi endt et sted, hvor der skal ”idioter” og respektløse aktioner til at gøre opmærksom på det?
Retsstaten Sverige ville have retsforfulgt Momika for, som det hedder på svensk, “hets mot folkgrupp”. Han skulle have været for en dommer torsdag. Den danske koranlov ville givetvis på samme måde have bragt ham for en dommer her i landet. De nordiske retsstater ville altså også have straffet Momika. Af de samme grunde, der nu har fået islamister til at tage hans liv. De nordiske retsstater går med andre ord her hånd i hånd med islamistiske fanatikere. Er vi et moderne samfund, når det er tilfældet?
Momika nåede ikke at blive stillet for retten. Mordere skød og dræbte ham i hans eget hjem. Retsstaten Sverige formåede ikke at beskytte ham. Dermed tabte retsstaten Sverige to gange. Først formåede den ikke at beskytte ytringsfriheden. Den ville også straffe Momika. Dernæst formåede den heller ikke at beskytte ham. Det ene er mere skandaløst end det andet.
Sverige har længe været hårdt plaget af indvandrerbander, der har gjort Sverige til det land i Europa med flest skuddræbte. Den ene voldsbølge er rullet igennem landet efter den anden. Retsstaten Sverige har simpelthen tabt sit voldsmonopol. I Danmark er det for længst blevet dagligdag med politi- og militærbeskyttelse af synagogen i Krystalgade, den jødiske Carolineskolen og Rasmus Paludan, ligesom jøder vist ikke kan færdes med kalot på Nørrebro i København. Selvcensur og frygt er udbredt. De nordiske retsstater er under nedbrydning.
En kommende dansk regering må gøre op med koranloven. Kritik af både Gud, Allah og konge er en helt central del af et demokrati. I mellemtiden må retsstaten Danmark sørge for at passe bedre på de mennesker, som disse morderiske islamister har set sig sure på, end de åbenbart formår at gøre det i Sverige.