Det er en særlig variant af antisemitisme at nægte jøderne retten til deres egen historie
Både Auschwitzdagen og Krystalnatten handler først og fremmest om antisemitisme, og det er helt uacceptabelt, når Enhedslisten forsøger at gidseltage begivenhederne til at fremme egne politiske dagsordner.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
På Auschwitzdagen vakte Enhedslisten-politikeren Katrine Hassenkam Zoref stor opsigt ved at nægte at deltage i markeringen af dagen på Dansk Jødisk Museum, hvor hun selv sidder i bestyrelsen, fordi den israelske ambassadør deltog i arrangementet.
Jeg synes, det er ret indlysende, at selvom Auschwitzdagen også har et almenmenneskeligt og eviggyldigt budskab, så handler det først og fremmest om at mindes nazismens forbrydelser og advare imod antisemitismens pest gennem at vedligeholde erindringen om Holocaust.
I det lys er det naturligvis helt uacceptabelt at gøre en nutidig – og fuldkommen væsensforskellig – konflikt i Mellemøsten afgørende for, om man vil ære de seks millioner myrdede jøder, ligesom det er helt forkert og ude af proportion, at den pågældende forsøger at gidseltage arrangementet og få det til at handle om hendes egne holdninger.
Og selvom Enhedslisten ikke bryder sig om Israel, så er det indlysende, at Israels eksistens har en fuldkommen uafviselig sammenhæng med Holocaust. Derfor er staten Israels repræsentant i Danmark en helt naturlig deltager i arrangementet.
Værre er det dog, at der er en tydelig tendens til, at navnlig Enhedslisten forsøger at overtage den jødiske historie og få den til at handle om alt mulig andet.
Vi så det også med Krystalnatten for et par måneder siden, hvor det faktum, at det handlede om et historisk overgreb mod jøder, blev forsøgt ignoreret af Enhedslisten og dets ligesindede, fordi man hellere vil bruge begivenheden til at fremme egne politiske synspunkter.
Det er i virkeligheden en særlig variant af antisemitisme, at man forsøger at få centrale begivenheder i antisemitismens historie til at handle om noget andet end overgreb mod jøder. Hvis jøderne ikke engang kan få lov til at være i centrum for deres egen historie, så er vi langt ude.
Og i det konkrete tilfælde håber jeg, at den pågældende politiker vil benytte lejligheden til at trække sig fra den post i museets bestyrelse, som hun åbenlyst har forsøgt at anvende til at fremme helt uvedkommende politiske formål.