De Konservative burde vide, at man godt kan være ude med riven uden at opføre sig som en skovl

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når der i fortrolighed orienteres om regeringens diplomatiske og politiske tiltag i den største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig, er det kun de partier, regeringen har tillid til, der indbydes. Der er ganske enkelt for meget på spil til, at regeringstoppen vil risikere, at der lækkes til pressen eller tændes nye bål med den viden, der deles i fortrolighed.

Det tager lang tid at opbygge tillid mellem politiske modstandere. Og man kan hurtigt miste den. En enkelt nats frost kan slå den skrøbelige plante ihjel.

Det er ikke overraskende, at Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt ikke bruger de klassiske haveredskaber i sit politiske virke. Han bruger kun traktoren, selv i de sarteste bede. Mens han i den forgangne uge patetisk deltog i et bønnemøde på Donald Trumps residens Mar-a-Lago og forsøgte at indsmigre sig hos familien, stod DF’s medlem af Europa-Parlamentet i Bruxelles og råbte: »Mr. Trump: Fuck off.« Ordret citeret. Ingen af de herrers handlinger, modstridende som de er, bidrager til grøde, når forsoningens bed mellem Danmark og USA i den grad trænger til at blive vandet.

Bedre står det ikke til med partiet Støjberg, der ikke forsømmer nogen lejlighed til at meddele, at regeringen skal mande sig op og lade være med at sidde på hænderne.

Det er kendte toner fra Støjberg, der så vidt erindres aldrig har sagt noget positivt. Hun dyrker vreden. Alt skal pløjes ned, selv når fædrelandet står i vand til halsen.

Hverken DF’s eller Støjbergs adfærd er overraskende.

De Konservatives formand, Mona Juul, har formået at gøde De Konservative jorde og såmænd også folketingsarbejdet generelt med værdifuld erfaring fra erhvervslivet.

Til gengæld viser det sig i den aktuelle krise, at hendes viden om, hvordan man skal vinterdække, når en politisk fimbulvinter truer, er stærkt begrænset.

Det er utroværdigt at vade rundt i spinatbedet, mens alverdens medier holder nøje øje med, hvad der foregår i havekolonien Danmark.

Og det gør man, når man som formand for et af Danmarks ældste og klassisk regeringsbærende partier føler trang til at udtale, at regeringen er gået i flyverskjul, er berøringsangst og udviser manglende lederskab.

Én ting er, at fløjpartierne kaster med tidselfrø. Men at De Konservative benytter sig af samme frøpose, er mildt sagt overraskende.

Det er naturligvis ikke oppositionspartiernes fornemste opgave at hjælpe regeringen i det almindelige politiske arbejde. Der er bare forskel på hverdag og en krise, hvor stormen raser fra både øst og vest.

I en sådan situation er det kutyme, at en regering holder ansvarlige oppositionspartier tæt orienteret om alt det, der foregår under radaren. Politisk og diplomatisk.

Det forudsætter imidlertid tillid til, at de indkaldte partier kan holde tæt, og at de sædvanlige trakasserier for en stund parkeres i redskabsskuret.

Den tillid har DF og Støjberg aldrig haft fra vores nuværende regering. Og De Konservative er tilsyneladende ved at miste den. Det bør man nok lige tænke lidt over i De Konservative gemakker.

Tillid er en dyrebar kapital, også i politik. Det kan være utrolig vanskeligt og en meget langsommelig affære at opbygge tillid mellem regering og oppositionspartier. Men den er guld værd for alle parter i en krise.

De kloge ved, at man som oppositionsparti sagtens kan være ude med riven uden at optræde som en skovl. De mindre kloge tror, de kan blive rige på at sælge sommerblomster i frostvejr.