Det var Joe Bidens ego, der gjorde Trump great again
Joe Bidens overskud blev til overmod, og derfor indtager en dømt forbryder og kupmager verdens mest magtfulde embede igen lige om lidt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
På tærsklen til Donald Trumps indsættelse synes det passende at gøre status over Joe Bidens fire år som præsident. Sammenligningen med Jimmy Carter ligger selvfølgelig ligefor i den sammenhæng.
Biden er den første demokratiske præsident siden Carter, der ikke opnåede genvalg. Deraf følger også, at Bidens præsidentperiode ligesom Carters grundlæggende kan anses for at have været fejlslagen. Ikke fordi det skorter på politiske bedrifter efter fire år i Det Hvide Hus, men fordi Bidens eklatante mangel på selverkendelse faciliterede Trumps genvalg, hvilket Biden netop havde sat sig for at forhindre.
Det er denne mangel på selvindsigt, som jeg gerne vil problematisere, og som jeg har valgt at give den polemiske betegnelse ”Bidens ego-eftermæle”. Beskrivelsen er ikke en samlet karakteristik af Bidens politiske karriere eller præsidentperiode, men i mine øjne et vigtigt delelement i analysen af selvsamme.
Ego-eftermælet dækker over en selvisk ageren, hvor Biden i afgørende politiske øjeblikke har sat sine personlige ambitioner højere end landets, partiets og nok også familiens behov. På det punkt tegner der sig et billede af en magtbegærlig Biden, som ikke er synderlig sympatisk.
Bidens skandaleombruste søn Hunter skrev i sine erindringer med henvisning til broderen Beau og om faderens årti-lange ambition: »Beau og jeg har altid vidst, at far ikke ville trække sig tilbage, før han var blevet præsident.«
Det tør siges. Jeg er født i 1986, og i hele min levetid har Joe Biden forsøgt at blive præsident. Første gang i 1988, formodentlig – og forhåbentlig – sidste gang i 2024, om end man efterhånden ikke kan udelukke noget i amerikansk politik længere (se: Trump, Donald). Biden 2028, anyone?
Efter Joe Biden langt om længe var nået til tops i 2020, kendte han ikke sin besøgelsestid. Overskud blev til overmod, og derfor indtager en dømt forbryder og kupmager verdens mest magtfulde embede igen lige om lidt. Det vil for evigt være en vigtig del af Bidens eftermæle: en skamplet, som oveni er ganske ironisk.
Da Biden annoncerede sit kandidatur i 2019, var det netop Trumps genvalg, som Biden ville forhindre. Biden sagde blandt andet i den anledning: »Hvis vi giver Donald Trump otte år i Det Hvide Hus, vil han for evigt og fundamentalt ændre denne nations karakter – hvem vi er – og jeg kan ikke stå på sidelinjen og se det ske.«
Missionen lykkedes i første omgang i 2020. Men da Trump i november 2022 annoncerede sit kandidatur, burde Biden have erkendt sine aldersmæssige og politiske begrænsninger og erklæret, at han ikke ville genopstille i 2024. Det stod Bidens stædighed desværre i vejen for.
Journalisten Franklin Foer har i den forbindelse en interessant iagttagelse. I sommeren 2024 skrev Foer i magasinet The Atlantic om Bidens stædighed: »Siden barndommen har Biden oplevet tilbagevendende episoder med brutal ydmygelse, hvor verden har hånet og afvist ham. Ved hver lejlighed har Biden stædigt sat sig for at bevise sit værd. Vedholdenhed blev hans mestringsstrategi, hans effektive modgift mod ydmygelse.«
Foers iagttagelse rejser nogle interessante spørgsmål: Hvornår bliver vedholdenhed til vrangforestilling? Og hvornår bliver stædighed til selvdestruktion?
I Joe Bidens tilfælde er svaret 2024. Hvor vedholdenhed tidligere var modgiften, blev den nu giften, der slørede Bidens dømmekraft. Det resulterede i karrierens største forsmædelse, en tretrinsraket af ydmygelser: først debatten mod Trump, dernæst et trukket kandidatur og så endeligt et svidende valgnederlag.
Hvorfor? Fordi en tydeligt alderssvækket præsident klyngede sig til magten godt hjulpet af en anden treenighed: en inderkreds uden nosser, et demokratisk parti uden rygrad og en presse, der med få undtagelser manglede integritet. Tilsammen holdt de i årevis hånden under Biden og dækkede over en af de største skandaler i nyere amerikansk historie.
Lige lidt hjalp det. I 2020 forhindrede Joe Biden med et mulehår, at Donald Trump blev genvalgt. I 2024 var det Bidens vrangbillede af egne evner og virkeligheden, der begunstigede Trumps tilbagekomst. En tilbagekomst, der sandsynligvis reducerer Bidens præsidentperiode til en historisk parentes fremfor det progressive paradigmeskifte, som Biden havde satset på.
I stedet for får Trump nu lov til at fuldføre sin transformationsproces takket været Bidens egotrip. Build back better med omvendte fortegn så at sige. Eller for at sige det med den kommende præsidents valgsprog: Joe Biden Made Trump Great Again.