Tillykke til kongen – tillykke til os alle!
Det danske monarki er stærkt og levedygtigt og et populært samlingspunkt for danskerne. Og historien om kong Frederiks etårs jubilæum på tronen er ikke en historie om noget nyt, der er sket, men om en institution, der holder traditioner i live.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er nu et år siden, Hans Majestæt Kong Frederik X besteg tronen den 14. januar 2024.
Det har været et godt år for det danske kongehus, og i stedet for alle historierne om, hvor meget der er forandret med den nye konge og det nye kongepar, så bør man hæfte sig ved alt det, der ikke er forandret.
Det danske kongehus er meget populært blandt danskerne og har været det gennem en længere årrække. Tronskiftet for et år siden var en enorm manifestation af støtte til monarkiet med måske de største folkemængder i Københavns gader nogensinde. I en ny meningsmåling siger 75 pct. af befolkningen, at monarki er deres foretrukne styreform, og 80 pct. mener, at H.H. Kongen er en god konge.
Det svarer nogenlunde til de tal, der har været i det meste af H.M. Dronning Margrethe II’s regeringstid, og det er i et monarki da også vigtigt at pointere, at det er institutionen, som er det centrale, ikke enkeltpersoner. De har deres naturlige udløbstid og kan sågar vælge at trække sig i utide, men institutionen består og binder de døde, de nulevende og de ufødte danskere sammen i en bevidsthed om, at vi står på et solidt fælles historisk og kulturelt fundament.
Så kan man altid diskutere detaljer – skal man have kongelige hofleverandører, hvordan kommunikerer kongehuset med medierne, er der forskel i måden at holde nytårstale på osv.?
Det er i den store sammenhæng ikke så vigtigt som den grundlæggende værdi af at have en dybt rodfæstet institution som kongehuset, som vi i fællesskab bakker op om, og som samler danskerne i glæder og sorger og viser os, at der er en mening med, at vi er samlet på denne lille, fine plet på jordkloden.