Farvel til Kammeradvokaten. Og tak for det

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ekspertgruppen om statens indkøb af advokatydelser har netop udgivet rapporten ”Anbefalinger om statens indkøb af advokatydelser”.

Ekspertgruppen anbefaler, at Kammeradvokatens, dvs. advokatfirmaet Poul Schmiths særstilling som statens helt dominerende advokat, der hidrører fra 1936 – i realiteten med på mange områder monopolagtige kendetegn – ophører.

Det er ikke nyt, at Kammeradvokatens monopollignende stilling foreslås afskaffet. Det blev i 2021 anbefalet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med ordene: »at hele eller dele af statens samlede opgaveportefølje (min tilføjelse: ved køb af juridisk bistand), der i dag hører under Kammeradvokataftalen, konkurrenceudsættes,« se side 24 i deres rapport: ”Konkurrencen i advokatbranchen” fra den 14. januar 2021.

Kammeradvokatbetegnelsen foreslås afskaffet af ekspertgruppen, og nok så vigtigt foreslås det også, at staten på kerneområder selv opretter en juridisk instans – i rapporten benævnt regeringsadvokaten – og på de øvrige områder får afskaffet den hidtil monopolagtige tilstand ved at sende advokatopgaver i udbud, så der opstår konkurrence.

Der er ikke andre sammenlignelige lande, der har en så arkaisk ordning med monopolagtige kendetegn som Kammeradvokatordningen. Norge afskaffede således allerede i 1962 en lignende ordning. Der skulle således gå over 60 år, før det for alvor blev foreslået, at vi fulgte efter Norge.

Flere af ekspertgruppens anbefalinger er i øvrigt inspireret fra Norge, bl.a. betegnelsen ”regeringsadvokat”. Den norske betegnelse for den instans, der har overtaget de hjemtagne juridiske opgaver, er således ”regjeringsadvokat”.

Kammeradvokatens dominerende stilling som statens advokat har betydet, at der skal opbygges juridisk ekspertise i staten og sikkert også i andre private advokatfirmaer end i Poul Schmith.

Da aftalen med Kammeradvokaten kun kan opsiges med virkning fra ultimo kalenderåret efter opsigelsesåret, er der dog mindst et år hertil efter en beslutning om opsigelse. Det skal naturligvis, som ekspertgruppen anfører, overvejes og indgå, om der på visse områder er behov for en længere overgangsperiode.

Kammeradvokatordningen er behæftet med store omkostninger for staten. I den femårige periode, som Skatteministeriet har undersøgt, og som fremgår af Skatteministeriets redegørelse til Folketingets Skatteudvalg fra december 2023 har Kammeradvokaten modtaget over 3,3 mia. kr.

Ekspertgruppen har derfor også fået til opgave at vurdere, hvor meget staten kan spare ved at afskaffe Kammeradvokatordningen. Studier tyder på en besparelse på 10-15 pct.

Men da Kammeradvokatens timepriser er forbundet med en rabat på ca. 32-35 pct., anfører ekspertgruppen ingen sammenfattende konklusion på dette område.

Det anføres dog flere steder, at udgifterne ikke alene bestemmes af timepriser, men også at forbruget af timer. Og her er der meget, der tyder på, at Kammeradvokaten i hvert fald ikke sparer.

I Skatteministeriets rapport til Folketingets Skatteudvalg anføres således, at Kammeradvokaten modtog næsten 190 mio. kr. for råd og vejledning i relation til ejendomsvurderingssystemet svarende til 87.858 timer.

Her må jeg spørge: Hvordan er det muligt at bruge så mange timer svarende til over 40 årsværk fra et advokatfirma til et it-projekt?

Et så uforståeligt timeforbrug burde være undersøgt nærmere. Og det er næppe alene på dette område, at Kammeradvokaten ikke sparer på timer.

Når personer fører retssager mod staten, som lader sig repræsentere af Kammeradvokaten, fremføres det gang på gang, at Kammeradvokatens vederlag med en faktor på tre-fire eller mere langt, langt overstiger vederlaget til advokaten, der repræsenterer de personer, der anlægger sag mod staten.

Der er dermed mange gode grunde til at følge den vej, som Norge allerede betrådte i 1962.