Putin må gå planken ud

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvornår er et sabotageangreb voldsomt nok til at blive betragtet som et angreb på Nato? Eller hvor mange angreb kan man tolerere, inden det opfattes som angreb på militæralliancen?

Det sidste er måske mest aktuelt – hvor længe skal vi finde os i, at Rusland skærer datakabler over, hacker valg, forsøger snigmord på europæiske våbenfabrikanter, muligvis planter eksplosive kasser i rutefly?

Putin må gå planken ud. Krigsøkonomien vil briste før eller siden, medmindre russerne kan æde deres egne granater, naturligvis. Hitlers krigsøkonomi holdt kun, så længe han erobrede udenlandsk valuta, derefter var det slut. Med galopperende inflation og national rente på næsten 25 pct. har Putin overspændt buen, og de russiske finanser vil krakelere efter sovjetisk forbillede.

Så er der tabstallene. En halv million russere dræbt eller lemlæstet. Hvorfor hører man ingenting fra generalerne, der sender deres soldater i døden? Hvorfor krævede det en rebelsk hærleder, Wagner-chefen Prigozjin, at fortælle sandheden om den mislykkede invasion? Fordi han var rebelsk. Andre kan udmærket følge i hans spor. Ingen general tolererer en meningsløs krig.

Ud på planken. Putin kan ikke bruge en fredsaftale til noget helst. Han har kun erobret en femtedel af Ukraine, og omkostningerne har været monstrøse – Putin må fortsætte. Rusland får imidlertid aldrig kontrol over Ukraines halve million kvadratkilometer, Europas stærkeste hær nedlægger ingen våben, Zelenskyj kender sine forbilleder: »We shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills – we shall never surrender.«

Trump har som sædvanlig overspillet sin hånd. Han vil højst få forhandlet en våbenhvile på plads, som Rusland så kan bruge til at mobilisere. Der er ingen vej uden om krigen, ulykkeligvis. Hvorfor tror man, at en diktator, som får demokratiske stemmer myrdet, tydeligst Navalnyj, er til at stole på? Som giver asyl til Syriens madman Assad, der maser sine fanger ihjel? Putin forstår ikke ord, kun magtens alfabet.

Krigen bliver vundet ved, at Rusland bryder sammen. Som det skete i 1991. Historien gentager både sine højdepunkter og lavpunkter, og sovjetkollapset var en fremragende mulighed for at skabe et bedre Rusland. Det skete bare ikke, ikke mindst fordi Vesten lod russerne kæntre i egen sø, mens man berusede sig i historiens lykkelige afslutning. Vi bærer selv en del af ansvaret for den udvikling, der førte til Putins magtovertagelse i 2000.

Vi skal nok vinde. Stå fast, modsat Putins marionetter, der på forhånd erklærer slaget for tabt – det river i ukrainernes moral og styrker Ruslands. Vi vinder før eller siden, selv Kina vil formodentlig få nok af Putin, når man engang har tømt landet for olie og gas. Tænk, et lykkeligt scenario, et nyt Rusland, et befriet Ukraine og et Kina, der omsider indser de åbenlyse fordele i at samarbejde med Vesten.

Den nye verdensorden anført af autokratier, Rusland og Kinas megalomane mission. Man kunne have fået globalt samspil og vækst, men vælger tyranniet, ufriheden og den hævntørstige geopolitik.

Sabotage i Østersøen, svenskerne diskuterer allerede, om det er et angreb på Nato. Energikabler er blevet skåret over mellem Estland og Finland, de måske mest trofaste Ukraine-støtter.

Ruslands udenrigsminister Lavrov sender en hilsen til Danmark, vores militære bistand, især de 19 F-16, kan få såkaldte »militærtekniske konsekvenser«. Russerne ved, hvor vi bor. Spørgsmålet er, om vi ved, hvor Lavrov og Putin opholder sig i 2025, hvis det ramler – Iran og Nordkorea er gode bud.