Den fejlslagne præsidentkandidat med pomfritterne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kreativiteten er i højsædet i juletiden, og det gælder selvfølgelig også for denne klummeskribent. Sidste år fik I en amerikansk udgave af Juleevangeliet, og I år får i en amerikansk nyfortolkning af H.C. Andersens eventyr ”Den lille pige med svovlstikkerne.” Glædelig jul!

Der er så grueligt koldt på toppen; der sner, og der bliver hurtigt mørkt. Sådan var det også efter denne aften i november, valgaften.

På gaden gik en 163 centimeter høj politiker i sneakers med guld og det amerikanske flag. Ja, hun plejede jo rigtignok at have Chuck Taylors på, men hvad kunne det hjælpe, når man skulle være folkelig og gå på vælgerfangst! Det var meget store guldsko, som hendes 190 centimeter høje modkandidat havde haft på til et vælgermøde engang. Så store var de, at hun tabte den ene sko, da hun skyndte sig over gaden, idet to Teslaer fór så grueligt stærkt forbi. Den ene sko var ikke at finde, og den anden løb en dreng med. Drengen sagde, at den kunne han snildt sælge på Den Blå Avis til overpris, når han kom hjem.

Der gik nu den demokratiske præsidentkandidat i kulden med de små skoløse fødder, der ligesom de amerikanske vælgere efterhånden enten var røde eller blå. I et gammelt forklæde holdt hun en masse valgpamfletter. Ét bundt gik hun med i hånden, men ingen havde været interesseret i at få en pamflet af hende; i stedet havde de brokket sig over høje dagligvarepriser og ulovlige migranter.

Sulten og forfrossen gik hun og så forkuet ud, den stakkel! Snefnuggene faldt i hendes lange, sorte hår, der krøllede så smukt om nakken, men det tænkte hun ikke rigtigt på. Ud fra vinduet på den lokale restaurant i Feasterville, Pennsylvania, skinnede lysene, og så lugtede der i gaden så dejligt af pomfritter; det var jo valgaften i en svingstat – ja, det tænkte hun på.

Henne i en krog ved restauranten satte hun sig og krøb sammen; de små ben havde hun trukket op under sig, og hun frøs endnu mere. Men hjem turde hun ikke gå, for hun stod til læsterlige klø i valgmandskollegiet, selvom modstanderen var en næsten 80-årig dømt kriminel. Hendes rådgivere ville være skuffede, og stemningen var i forvejen dårlig derhjemme, fordi hendes alderssvækkede chef havde trukket stikket i ellevte time og givet hende denne uriaspost.

Ak! En lille pomfrit kunne gøre godt. Hvis bare hun kunne få én lille portion, der både kunne varme fingrene og slukke sulten. Pludselig kom en høj, lyshåret mand ud og rakte en pomfrit frem! ”Mums!” Sprøde var de samt gyldne næsten ligesom mandens hår!

Det var en kendt restaurant med et logo som et M, der lignende en gylden måge, det var et ikonisk logo! Den fejlslagne præsidentkandidat sad foran en stor multinational fastfoodkæde med drive thru og legeland, og pomfritterne smagte så velsignet og varmede så godt! Men hvad var det? Manden med det gyldne hår forsvandt, og nu sad hun kun med en lille stump af en pomfrit tilbage i hånden.

En ny bakke pomfritter dukkede op, så sprød og lys, at den gav refleksioner i murvæggen. Hun så lige ind i restauranten, hvor bordene ikke var dækket med en skinnende hvid dug eller med fint porcelæn, men dog bød på dejligt dampede chili cheese tops bestående af smelteost med chilistykker! Og hvad var endnu prægtigere, så sprang topsene fra fadet og vraltede hen ad gulvet mod den fejlslagne præsidentkandidat.

Hun spiste en tops. Pludselig sad hun i Det Ovale Kontor. Det var endnu større, end det havde været under Joe Biden. Bag skrivebordet sad en gammel kending, men det var ikke Joe Biden. Det var den samme høje, lyshårede mand, der havde tilbudt hende pomfritter i Pennsylvania.

Den fejlslagne præsidentkandidat strakte begge hænder i vejret og sagde: ”Fra den gyldne måge til Det Hvide Hus. Amerika er virkelig mulighedernes land.”