Fred i Ukraine? Held og lykke, Trump

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Trump kan skabe fred i Ukraine. Det er han ikke i tvivl om.

Hvorvidt det kan lade sig gøre, afhænger imidlertid mere af Zelenskyj og Putin. Kan Zelenskyj acceptere, at de erobrede områder i Ukraine bliver russiske, kan Putin holde sig i skindet, hvis freden falder på plads?

Den amerikanske fredsplan går foreløbig ud på at skabe en bufferzone mellem de stridende parter, hvor EU-tropper skal udstationeres. En lang fredspatrulje med soldater fra Polen, Finland, Baltikum, Danmark, for at nævne de mest oplagte.

Sker det, vil det svare fuldstændig til, at Ukraine blev optaget i Nato, fordi et russisk angreb på EU-tropperne, der givetvis vil være Nato-soldater, vil svare til et angreb på militæralliancen. Har man virkelig ikke tænkt over det? Eller har man netop tænkt over det?

Idéen om de europæiske soldater stammer fra den kommende amerikanske vicepræsident, J.D. Vance. Freden kræver store indrømmelser fra Ukraine, men skulle det lykkes, vil Putin ryge i problemer, hvis han bryder fredsaftalen. Han vil lægge sig ud med verdens stærkeste militærkoalition, og så får han brug for mere end nordkoreanske lejesoldater, hvis han skal gøre sig håb om succes på slagmarken.

At Putin overhovedet hyrer styrker fra Nordkorea, er et tegn på, hvor presset Rusland er. Yderligere kan den russiske krigsøkonomi briste hvert øjeblik, vi ved ingenting, alle kilder siger, at ingen kilder er troværdige. Omkring en halv million russiske soldater er dræbt eller såret, hvor længe kan man acceptere det? I den kontekst er det deprimerende at lytte til det voksende kor af stemmer, der siger, at Ukraine ikke kan vinde krigen, at slaget er tabt.

Man taler om risikoen ved at lægge sig ud med et atombevæbnet Rusland, hvad med risikoen for at lade Rusland tromle videre og destabilisere Europa, Polen, rækken af små østeuropæiske lande, Norden?

Det var en gylden tid efter Murens fald, en smuk, demokratisk have, nu er ukrudtet vokset frem igen. Det vokser altid frem. Rusland, Kina, Nordkorea, Iran, den nye aggressive akse. Ondskaben kræver kun, at gode mænd intet gør.

Kinesernes støtte til Rusland lyser efterhånden op i fed neon. Fra mikrochips og dronedele til komplette dræberdroner. Var det ligefrem kinesiske dykkere, der saboterede datakabler i Østersøen? Kina har i hvert fald for længst kastet sig ind i kampen om den nye verdensorden, hvor autokraternes hede drøm er et svækket Vesten, der ikke magter flere internationale konflikter, et ustabilt USA eller bare en radikal America First-politik, der lader verden gå sin skæve gang.

For verden går sin skæve gang. Europa har sovet i timen i forhold til truslen fra øst, diktaturer står skulder ved skulder, Ukraine går endnu en hård vinter i møde, alt sammen set på afstand, i komfortable, skandinaviske omgivelser. Derfor skylder vi at gøre mest muligt og gør det faktisk også.

Vejret bliver brugt som våben i Ukraine, missilerne slår ned i kraftværkerne, civile fryser ihjel, men der skal mere til at knække det ukrainske folk. Hvad der imidlertid kan få Ukraine til at bukke under, er, hvis den amerikanske militærstøtte forsvinder. Det kan Trump true med, hvis ikke Zelenskyj makker ret i forhandlingerne, men omvendt ønsker Trump heller ikke at være den amerikanske præsident, der tabte Europas største land til den russiske krigsmaskine. Hvem blinker først?

Trump kan skabe fred i Ukraine. I hvert fald ifølge ham selv. Kansler Scholz forsøgte med et opkald til Putin, det fik han ikke noget ud af, højst et tilbud om billig gas. Hvordan vil Trump gribe Putin an? Sikkert venskabeligt, som da Tucker Carlson interviewede diktatoren. Det kommer til at foregå på de helt store skærme, hvad ellers, men også med afgørende politisk kapital på spil. Trump kan sno sig ud af meget, men næppe ud af en fiasko i Ukraine. Good luck, Mr President, du har haft det indtil videre.